Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og født i [A], men opvokset i Shiraz, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter henrettelse af de iranske myndigheder, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 2012 konverterede til kristendommen i Iran. Det skete i forbindelse med, at en ældre dame, som han ikke kendte i forvejen, [i vinteren] 2013 kom til den forretning, hvor han arbejdede. Hun sagde, at den musik, der blev spillet, mindede om den musik, der blev spillet i kirken og begyndte at tale om Jesus og Kristendommen, og opfordrede ham til at søge viden om Kristendommen. Ansøgeren talte med den gamle dame i 45 minutter, og følte det som et mirakel, og betragtede herefter sig selv som værende konverteret. Noget efter fortalte ægtefællen ham om præsten [B] fra kirken [C] i Shiraz. Ansøgeren og ægtefællen opsøgte præsten i kirken og fortalte, at de ønskede at lære mere om Kristendommen og fik en bibel af præsten. Ansøgeren herboende tidligere ægtefælle, [D], blev tilbageholdt af myndighederne i [vinteren] 2013, og myndighederne beslaglagde i den forbindelse hendes mobiltelefon og fandt oplysninger om ansøgerens og ægtefællens interesse for kristendommen. Efter ægtefællens løsladelse skjulte hun og ansøgeren sig hos en af ægtefællens veninder. Kort tid efter flygtede ægtefællen i [vinteren] 2013 fra Iran, og hun fik senere [vinteren] 2013 opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren havde ikke råd til selv at flygte sammen med hende, og gemte sig i stedet i landsbyen [E] hos sin fætter i 1 år og 4 måneder. Mens han opholdt sig der, fik han via sin bror besked om, at myndighederne havde været på hans bopæl og ledt efter ham og ægtefællen, og at de havde medtaget ansøgerens bibel, eftersom den ikke længere var at finde på bopælen. I [sommeren] 2014 vendte ansøgeren tilbage til Shiraz for at få genregisteret ægteskabet med [D], idet de efter en separation (skilsmisse efter de iranske regler) havde genoptaget deres samliv, hvilket ikke var blevet registreret af myndighederne. [I sommeren] 2014 fik ansøgeren udstedt et iransk nationalitetspas med gyldighed til [I sommeren] 2019. I [I sensommeren] 2014 søgte han om visum til Danmark. I [efteråret] 2014 søgte ansøgeren om familiesammenføring i Danmark med [D], og [i oktober] 2015 fik han afslag herpå. Forinden havde han [i vinteren] 2015 fået afslag på ansøgningen om visum til indrejse i Danmark. I [vinteren] 2014 lærte ansøgeren en ung mand ved navn, [F], at kende. [F] tog igennem cirka otte måneder ansøgeren med til kristne møder i forskellige hjemmekirker. I [sommeren] 2015 deltog ansøgeren i sit sidste møde i hjemmekirken. Et par dage efter fik han af [Fs] bror at vide, at [F] var blevet tilbageholdt af myndighederne. Broren opfordrede ansøgeren til at flygte, da møderne i hjemmekirken var blevet opdaget. Ansøgeren tog tilbage til sin [E], hvor han gemte sig i to måneder. Han rejste herefter til Shiraz, hvor han opholdt sig kortvarigt hos sine forældre, før han udrejste illegalt fra Iran [i efteråret] 2015. Efter ankomsten til Danmark blev ansøgeren [i efteråret] 2016 døbt, og [i sommeren] 2018 blev han konfirmeret. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om det oprindelige asylmotiv til grund, idet forklaringen herom har været divergerende fra den tidligere ægtefælles forklaring i forbindelse med hendes asylsag, ligesom forklaringen har været usandsynlig og påfaldende på en række centrale punkter, og derfor i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således forklaret, at han fortalte sin tidligere ægtefælle om mødet med den gamle dame, hvilket ægtefællen ikke har forklaret noget om i forbindelse med hendes asylsag, hvor hun tværtimod forklarede, at ansøgeren, da hun fortalte ham, at hun havde været henne ved en kirke, blev sur og sagde, at hun ikke længere måtte forlade bopælen. Ansøgerens og den tidligere ægtefælles forklaringer har været divergerende med hensyn til, om ægtefællen var alene, da hun opsøgte præsten [B], eller om hun og ansøgeren opsøgte [B] sammen, og om det var ægtefællen eller dem begge, der fik en bibel af præsten. Det bemærkes i den forbindelse, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren slet ikke stillede ægtefællen spørgsmål angående hendes kendskab til [B], herunder om hun havde mødt ham tidligere. Også med hensyn til, om ægtefællen havde haft interesse for Kristendommen allerede fra barnsben eller teenageårene, eller om det først var, da hun som voksen så en film om Kristendommen, at interessen blev vakt, har ansøgeren og ægtefællen forklaret forskelligt. Ansøgeren har endeligt i asylsamtalen [i foråret] 2017 oplyst, at der ikke skete noget, mens han og den tidligere ægtefælle opholdt sig hos [G], hvorimod ægtefællen har forklaret, at bopælen blev ransaget [en dag i vinteren] 2013 kl. 9-10. Ansøgerens forklaring med hensyn til, hvornår han og den tidligere ægtefælle er blevet henholdsvis gift og skilt eller har genoptaget deres samliv har været usikker og stemmer endvidere ikke med de dateringer, der fremgår af myndighedernes påtegninger på det id-kort og den vielsesattest, der er blevet fremlagt i forbindelse med ansøgningen om familiesammenføring, idet det heraf blandt andet fremgår, at ansøgeren og ægtefællen blev gift igen [i foråret] 2013, og dermed samme dag, som ægtefællen indrejste i Danmark. Det bemærkes i samme forbindelse videre, at det forekommer påfaldende, at den tidligere ægtefælle i forbindelse med hendes asylsag konsekvent har omtalt ansøgeren som sin eksmand, selvom parret ifølge ansøgeren forud for ægtefællens flugt havde genoptaget deres samliv og anså sig for igen at være gift med hinanden. Det forekommer ikke troværdigt, at den gamle dame uden videre skulle begynde at tale med ansøgeren, som hun ikke kendte i forvejen, om Jesus og Kristendommen, eller at hun skulle have opfordret ham til at søge flere informationer om Kristendommen. Det forekommer videre utroværdigt, at ansøgeren på trods af, at han mente sig eftersøgt af myndighederne, tog tilbage til Shiraz og kontaktede flere forskellige statslige myndigheder med henblik på at få udstedt pas og visum til Danmark og at få sit ægteskab genregistreret med henblik på at søge om familiesammenføring. Det er videre mindre usandsynligt, at ansøgeren i samme periode valgte at fortælle [H], at han havde frafaldet sin muslimske tro, og at han valgte at optage kontakt til [F], og at han jævnligt skulle være kommet i forskellige hjemmekirker, henset til at han i forvejen anså sig selv som værende i de iranske myndigheders søgelys. Det er videre mindre sandsynligt, at han skulle være udrejst via Shiraz, i stedet for at rejse direkte fra [E], henset til den betydelige risiko der var forbundet med at vende tilbage. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at myndighederne opsøgte forældrenes bopæl, efter at han for anden gang var flygtet til [E], da [F] var blevet anholdt. Det er heller ikke troværdigt, at ansøgeren ikke også forsøgte at flygte ud af Iran, da den tidligere ægtefælle udrejste i 2013, henset til ansøgerens forklaring om, at ægtefællen i dagbogen i mobiltelefonen, som myndighederne tog fra hende, skulle have skrevet om såvel sin egen som ansøgerens interesse for Kristendommen. Det bemærkes i den forbindelse, at det forekommer bemærkelsesværdigt, at ansøgeren efter ægtefællens udrejse og dermed på et tidspunkt, hvor han anså sig for at være konverteret til Kristendommen, og indtil han mødte [F], efter det oplyste udviste beskedne bestræbelser på at lære mere om Kristendommen. Det forekommer videre påfaldende, at det hjemmekirkenetværk, ansøgeren tilhørte, mødtes de samme steder og udvekslede såvel navne som telefonnumre, og at hjemmenetværket blev opdaget af de iranske myndigheder I [sommeren] 2015, hvor ansøgeren kort forinden havde fået afslag på sin ansøgning om visum. Om den del af ansøgerens asylmotiv, der vedrører konversionen til Kristendommen, skal nævnet indledningsvist bemærke, at ansøgerens generelle troværdighed er påvirket af, at nævnet har tilsidesat forklaringen om det oprindelige asylmotiv. Ansøgeren har videre forklaret om baggrunden for konversionen og de overvejelser, der førte til ønsket om at skifte tro, i meget generelle vendinger, og det ikke forekommer sandsynligt, at han allerede umiddelbart efter mødet med damen i forretningen betragtede sig som værende konverteret. Ansøgeren har i ret generelle og gentagne vendinger forklaret om sine overvejelser om Kristendommen, og der gik godt 11 måneder fra hans indrejse i Danmark og til, at han lod sig døbe. Han havde ikke forud for dåben gennemgået et egentlig dåbsforberedelsesforløb, hvilket heller ikke forekommer overbevisende set i lyset af forklaringen om, hvornår han konverterede. Selvom ansøgeren er blevet døbt og konfirmeret og har deltaget i en række forskellige kristne aktiviteter, er det ikke sandsynliggjort, at der er tale om en reel konversion og et ønske om også fremadrettet at leve åbent som kristen. Idet det endelig bemærkes, at billederne fra ansøgerens dåb er offentliggjort på en anden persons profil uden gengivelse af ansøgerens navn, og da nævnet som anført ovenfor lægger til grund, at han ikke er profileret i forhold til de iranske myndigheder, er det ikke sandsynliggjort, at han derved er kommet i de iranske myndigheders søgelys. Nævnet finder efter en samlet vurdering herefter ikke, at den mandlige ansøger har sandsynliggjort sit asylmotiv, og at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/21/snd
