Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Iran. Indrejst i 2015. Nævnet besluttede i september 2018 at genoptage sagen til et nyt nævnsmøde. Nævnet fandt i februar 2019 ikke grundlag for at ændre nævnets afgørelse af februar 2017.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [landsby], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren henviste som asylmotiv oprindeligt til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder, idet han havde hjulpet sin far med at udøve politiske aktiviteter. Ansø-geren har i forbindelse med sin anmodning om genoptagelse henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han omkring [efteråret] 2016 blev inviteret med i kirke af en ven, idet ansøgeren havde haft en svær periode, hvor han havde følt sig deprimeret og træt. Ansøgeren havde en positiv oplevelse i kirken og fortsatte derfor med at komme. Ansøgeren fik igennem sin ven endvidere kon-takt til en iraner, som ugentligt underviste i kristendom på ansøgerens asylcenter. Ansøgeren deltog i undervisningen frem til sin forflyttelse til [asylcenter X]. På [asylcenter X] fik ansøgeren tilknytning til [kirke M], der afholder bibelcaféer på centret, og ansøgeren begyndte ydermere at deltage i gudstjenester og undervisningsforløb, som kirken tilbød. Ansøgeren blev døbt i [kirke M] [i efter-året] 2017. Til støtte for sin konversion har ansøgeren endvidere fremlagt en udtalelse fra blandt andet præsten ved [kirken N] og fra pastor […], der har forestået ansøgerens dåb. I et tilfælde, hvor ansøgerens asylmotiv er frygt som følge af en konversion, der har fundet sted efter udrejsen fra hjemlandet, er der anledning til at foretage en kritisk og indgående bedømmelse af troværdigheden af ansøgerens forklaring herom, herunder om tidspunktet for konversionen, baggrunden for konver-sionen og om følgerne af konversionen. Dette gælder så meget desto mere, når den påberåbte kon-version finder sted efter det tidspunkt, hvor ansøgeren har modtaget endeligt afslag på asyl. Ansøgeren har forklaret, at han første gang var i kirke, efter at han havde fået afslag af Udlændingestyrelsen, og at han kom i kirke på grund af opfordringer fra en ven. Efter dette gik ansøgeren af og til i kirke. Ansøgeren har forklaret, at han i denne periode var svært deprimeret og tog afstand fra andre mennesker, men at han oplevede at finde trøst og støtte i kirken. Ansøgeren har ikke sandsynliggjort, at han i dette forløb opnåede noget egentligt kendskab til kristendommen. Ansøgeren blev efter at have fået endelig afslag i Flygtningenævnet flyttet til [asylcenter X] [i foråret] 2017. Ansøgeren har forklaret, at han her opsøgte det kristne fællesskab, og hurtigt efter påbegyndte han deltagelse i et dåbskursus. Dåben fandt sted allerede [i efteråret] 2017. Ansøgeren har under nævnsmødet demonstreret et meget begrænset kendskab til kristendommen. Det bemærkes, at ansøgeren har 12 års skolegang, er kommet jævnligt i kirke siden [foråret] 2017 og har haft en bibel på sit eget sprog. Endvidere har ansøgeren ikke på overbevisende måde kunnet redegøre nærmere for, hvilken betydning dåben, kirkegang og kristendommen i øvrigt har haft for ham. Sammenfattende finder nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans konversion til kristendommen er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens deltagelse i gudstjenester og andre kristne aktiviteter er socialt begrundet og uden at have baggrund i en reel religiøs overbevisning hos ansøgeren. Herefter finder nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at ændre nævnets afgørelse af februar 2017.” Iran/2019/17/JEA
