iran201889

Nævnet meddelte i april 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning og født i Romadi, al-Tash, Irak. Ansøgeren har senest opholdt sig i […], Hawler, Irak. Ansøgeren har sympatiseret med KDPI, men har aldrig deltaget i møder eller udført aktiviteter for partiet. Ansøgeren har et par gange deltaget i en politisk demonstration for Azadi-partiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet af de iranske myndigheder, idet hans far er politisk aktiv for KDPI. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans forældre udrejste af Iran, før ansøgeren blev født. Ansøgerens forældre flygtede på grund af krigen mellem Iran og Irak. Ansøgerens far har været medlem af KDPI i både Iran og Irak i mange år. Ansøgerens brødre er medlemmer af KDPI. Ansøgerens far deltog i partiets møder. Ansøgerens far gav penge til partiet. Ansøgerens far har endvidere uddelt en avis for partiet. De iranske myndigheder har fået kendskab til ansøgerens far. Ansøgerens brødre deltog i møder, men udførte ikke aktiviteter for partiet. Ansøgerens far og brødre har aldrig oplevet problemer i Iran eller Irak grundet deres tilknytning til KDPI. Ansøgeren og hans familie, herunder hans far og brødre, er aldrig blevet opsøgt eller tilbageholdt af de iranske myndigheder i Irak eller Iran grundet deres tilknytning til KDPI. Ansøgeren udrejste illegalt af Irak til Tyrkiet [i efteråret] 2015, idet han ville til Europa for at skaffe penge til sin mors medicinske behandling, og fordi han var for fattig til at blive gift. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan lægge ansøgerens forklaring om, at han er iransk kurder og født i Al-Tash lejren til grund. Ansøgeren er opvokset i al-Tash-lejren og senere i Kawa-lejren. Han har aldrig været i Iran. Flertallet kan endvidere lægge til grund, at ansøgerens far og brødre er medlemmer af KDPI, og at ansøgerens far er kommet i de iranske myndigheders søgelys som følge af sine politiske aktiviteter, forinden familien udrejste til Irak. I øvrigt kan det lægges til grund, at ansøgerens far har deltaget i KDPI`s møder og i perioden fra 2005 til 2015 har afholdt møder en til to gange årligt for andre medlemmer af KDPI på familiens bopæl. Flertallet henviser til, at ansøgeren i det væsentlige har forklaret konsistent og sammenhængende herom, herunder om de aktiviteter, som især ansøgerens far har haft for KDPI. Forklaringen er understøttet af fremlæggelsen af farens og brødrenes medlemskort til KDPI. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Landinfos respons af 15. februar 2017 ”Iran: Økt kurdisk militæraktivitet i Iran”, fremgår det blandt andet, at iranske sikkerhedsstyrker har gennemført omfattende arrestationer i kølvandet af en militær optrapning i grænselandet mellem Iran og Nordirak, hvor blandt andet KDPI har genoptaget den væbnede modstandskamp. På denne baggrund finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en indrejse i Iran må antages at blive identificeret som tilhørende en politisk aktiv familie, og at han derfor vil være i en sådan risiko for repressalier, at han har behov for beskyttelse. Der henvises i øvrigt til, at ansøgeren aldrig har været i Iran, og at han ikke taler farsi. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/89/DH