Nævnet meddelte i september 2018 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk perser og oprindelig shia-muslim fra Teheran, Iran. Ansøgeren er efter det oplyste konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive fængslet af de iranske myndigheder, idet hun er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun aldrig har oplevet sig som troende muslim, og at hun var kritisk over for den udlægning af islam og synet på kvinder, hun oplevede i hjemlandet. Ansøgeren fik sidst på året 2014 en bibel af sin søsters kæreste, [C]. I [sommeren] 2015 inviterede [C] ansøgeren og hendes søster i huskirke, hvor de efterfølgende var seks gange. Ansøgeren har desuden oplyst, at hun har haft en konflikt med sin tidligere kærestes, [D], familie, fordi hun i deres øjne ikke var tilstrækkeligt religiøs. [D’s] mor og søster opsøgte ansøgerens bopæl i [efteråret] 2015, hvor der opstod et skænderi mellem dem og ansøgerens egen familie. [D] slog herefter op med ansøgeren, hvorefter ansøgeren og hendes søster tog til Tyrkiet på ferie. Ansøgeren har desuden oplyst, at [D] rejste til Tyrkiet for at fri til hende. Inden da havde [D] skrevet et brev til sin familie, hvori han fortalte, at ansøgeren var kristen, men at han ville få hende tilbage til Islam. Tre dage efter [D’s] ankomst til Tyrkiet ringede ansøgerens mor til ansøgeren og fortalte, at politiet havde været på deres bopæl og havde taget biblen samt nogle kristne bønner med sig. Politiet har to gange senere været på familiens bopæl. Efter indrejsen i Danmark er ansøgeren [i sommeren] 2016 blevet døbt i [en kirke]. Ansøgeren har efterfølgende ugentligt deltaget i gudstjenester og andre kirkelige aktiviteter. Flygtningenævnet finder, uanset visse divergenser, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun er opvokset i en familie, der ikke praktiserede islam, og at ansøgeren som voksen havde en kritisk indstilling til islam og de strenge regler for kvinders adfærd, hun måtte leve under i Iran. Nævnet finder endvidere, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun i 2015 som forklaret begyndte at interessere sig for kristendommen, og at hun sammen med søsteren [B], af [B’s] kæreste [C], blev introduceret til en hjemmekirke, som ansøgeren herefter frekventerede seks gange. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun på grund af sit oprindelige asylmotiv ville risikere asylbegrundende forfølgelse eller overgreb. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren har forklaret overbevisende om sine refleksioner og bevæggrunde for at konvertere til kristendommen, ligesom hun har demonstreret en god viden om den kristne tro. Det fremgår af de fremlagte erklæringer, at ansøgeren, der blev døbt efter seks måneders dåbsundervisning, efterfølgende, og uanset hvor hun har opholdt sig, har deltaget i gudstjenesterne og en række kirkelige aktiviteter. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren i forlængelse af sit møde med kristendommen i hjemlandet, efter at være kommet til Danmark, er konverteret til kristendommen, og at konversionen er reel. Flygtningenævnet finder endvidere, at det efter ansøgerens forklaring må lægges til grund, at hun ved en eventuel tilbagevenden til Iran vil leve åbent som kristen og forkynde det kristne budskab. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse som følge af sin tro. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/286/EMU
