Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder fra Sarpol Zahab, Iran. Ansøgeren var oprindeligt sunnimuslim, men har oplyst at være konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet i 7-10 år eller henrettet af myndighederne, idet han har modtaget en dom fra retten i Iran på mere end syv års fængsel, fordi han flygtede, efter han havde indgået en aftale om at tage til Syrien for at arbejde i militæret. Ansøgeren er endvidere konverteret til kristendommen efter sin indrejse i Danmark. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han [i sommeren] 2015 opsøgte et arbejdskontor ved de iranske myndigheder for at få udstedt en arbejdstilladelse til at starte en svejsevirksomhed. Ansøgeren fik at vide, at han skulle henvende sig til efterretningstjenesten, idet han ikke havde aftjent værnepligt. Da han senere samme dag henvendte sig til efterretningstjenesten, fik han at vide, at han skulle tage til Syrien i tre måneder og arbejde i militæret, før han kunne få en arbejdstilladelse. Han fik endvidere at vide, at han ville få en månedsløn på omkring 3 millioner toman svarende til ca. 850 amerikanske dollars og få et bevis for aftjent værnepligt. Ansøgeren fik imidlertid ikke at vide, hvad han skulle i Syrien. Det eneste, han fik at vide, var, at han skulle møde 3-4 fire dage senere og derefter tage til [A] som pilgrim, hvor en agent ville give ham instruktioner. Ansøgeren troede, at han måske skulle holde vagt. Ansøgeren accepterede dette. Da ansøgeren kom hjem og fortalte sin familie om aftalen, blev de meget kede af det og spurgte, hvordan han kunne have indvilget i det. Efter at have talt med sin familie, indså ansøgeren, at det var meget risikabelt at tage til Syrien. Ansøgeren vidste, at det ikke ville være muligt for ham at komme ud af aftalen igen, hvorfor han så sig nødsaget til at flygte. Ansøgeren flygtede til Kermanshah dagen efter, hvor han levede i skjul i ca. en måned, inden han udrejste. Efterretningstjenesten opsøgte ansøgerens bopæl nogle dage efter, han var flygtet, og spurgte efter ham. Efterretningstjenesten kom igen få dage senere, hvor de ransagede bopælen. Ansøgerens familie modtog [i sommeren] 2015 et brev stilet til ansøgeren, hvor der stod, at han skulle give møde i retten. Efterfølgende har ansøgerens familie modtaget en officiel tilsigelse til retten og en domfældelse over ansøgeren på mere end syv års fængsel. Ansøgerens far er endvidere blevet hentet og afhørt af efterretningstjenesten om, hvor ansøgeren befandt sig. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring må tilsidesættes som utroværdig, idet den på centrale punkter indeholder en række divergenser. Ansøgeren har således blandt andet forklaret forskelligt om, hvorvidt aftalen med efterretningstjenesten blev indgået mundtligt eller skriftligt. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvad han fik at vide om opgaverne i Syrien, idet han skiftende har forklaret, at det var hemmeligt, at han ikke vidste, hvad han skulle lave, at han skulle pleje et helligt sted, og at han skulle fungere som vagt. Ansøgeren har også forklaret skiftende om antallet af efterretningstjenestens besøg på hans bopæl. Flygtningenævnet finder endvidere, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren reelt er konverteret til kristendommen, uanset at han er blevet døbt tre dage efter Udlændingestyrelsens afslag. I den forbindelse henvises dels til det ovenfor anførte om ansøgerens generelle troværdighed, dels hans forklaring om, at baggrunden for konverteringen alene var et ønske om sjælelig fred og forbedrede sociale muligheder, uden at han nærmere har kunnet redegøre for centrale punkter i den kristne tro, og dels at han efter sin forklaring i de seneste fire til fem måneder ikke har været i kirke, fordi den ven, som sørgede for, at han kom afsted, har forladt asylcentret, og at ansøgeren i øvrigt sov over sig, så han ikke kunne nå at komme i kirke. Herefter finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran konkret og individuelt vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/73/LMD
