Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk kurder og sunni muslim fra [en landsby], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive udsat for fysiske overgreb, fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder, fordi ansøgeren ikke ville samarbejde med og spionere for dem. Derudover frygter ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran de generelle forhold for kurdere. Ansøgeren videre oplyst, at han aftjente værnepligt i perioden fra 2012 til 2014. Under ansøgerens værnepligt blev han opsøgt og tilbageholdt to til tre gange af tre personer fra den iranske efterretningstjeneste, der ville have, at ansøgeren samarbejdede med dem, hvilket ansøgeren nægtede. Samarbejdet skulle bestå i indhentelse af oplysninger om bestemte personer i det irakiske Kurdistan, hvilket efterretningstjenesten krævede, fordi ansøgeren boede i det kurdiske område i Irak indtil han var 11 år, og derfor kendte området. Da ansøgeren havde færdiggjort sin værnepligt, blev ansøgerens bopæl opsøgt af repræsentanter fra de iranske myndigheder et ukendt antal gange, hvor ansøgeren ikke selv var hjemme på bopælen, i hvilken sammenhæng ansøgerens samarbejde blev krævet. En aften i [sommeren] 2015, hvor ansøgeren var hjemme, blev ansøgerens bopæl opsøgt af tre civilklædte mænd fra den iranske efterretningstjeneste. Mændene sagde til ansøgeren og hans bror, [M], at de skulle samarbejde med dem, men ansøgeren og hans bror nægtede. Mændene forlod efterfølgende bopælen, men sagde til ansøgeren og hans bror, at de ville komme tilbage. Ansøgeren udrejste af Iran to til tre måneder herefter. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse særligt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende, herunder om antallet af henvendelser fra efterretningstjenesten, efter ansøgeren havde aftjent sin værnepligt. Ansøgeren har således ved sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at der var 13 til 15 henvendelser på hans bopæl, mens han ved asylsamtalen forklarede, at han ikke kunne huske antallet af henvendelser, ligesom han gentagne gange henviste til, at ”hans tanker er belastede”. Ved fremmøde i Flygtningenævnet dags dato, oplyste ansøgeren på ny antallet af henvendelser som værende 13 til 15. Ved asylsamtalen oplyste ansøgeren, at hans bror [M] fortsat boede hos sine forældre i Iran. Ved fremmøde i Flygtningenævnet forklarede ansøgeren, at [M] allerede var blevet fængslet på et tidligere tidspunkt. Flygtningenævnet finder det endvidere usandsynligt, at den iranske efterretningstjeneste skulle have opsøgt ansøgeren helt op til 15 gange, men at hans gentagne afslag på at samarbejde med dem ikke fik nogen umiddelbare følger for ham, heller ikke i form af kortvarig frihedsberøvelse eller vold, som ansøgeren oplyser at være blevet udsat for under henvendelserne under hans værnepligt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/5/MME
