Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt et barn fra Iran. Indrejst i 2015.
Sagen er sambehandlet med iran/2018/401/DH, iran/2018/403/DH og iran/2018/404/DH
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder, født i Bagdad, Irak, og er iransk statsborger. Han flyttede med familien til Teheran i slutningen af 1970’erne. Han er født muslim, men er i Danmark konverteret til kristendommen. Ansøgeren har haft kontakt til og arbejdet med kristne og jøder i Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han har været involveret i jødiske aktiviteter. Han har til støtte herfor oplyst, at han omkring fire til fem år før udrejsen gennem sit arbejde mødte to personer, [X] og [Y]. Efter omkring syv måneders venskab fortalte de, at de var jøder, og ansøgeren og hans bror, […], indvilligede i at kontakte personer, der kunne være interesseret i at høre nærmere om jødedommen, og sætte dem i kontakt med [X] og [Y]. Mødestederne blev afsløret, og ansøgeren skjulte sig nogle dage hos en blind kvinde, der boede tæt ved [hans brors] plantage, hvorefter han udrejste sammen med sin søn, […], [sin bror], hans ægtefælle […] og deres søn, […]. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive udsat for repressalier af en person fra Sepah, […], fordi han har mistænkt ansøgeren for ikke at være muslim. Han har til støtte herfor oplyst, at han omkring den [dato i sommeren] 2014 blev tilkaldt til moskeen, fordi hans søn var blevet chikaneret. Mullahen og Sepah-repræsentanter ventede i moskeen. Ansøgerens søn fortalte, at de havde forsøgt at trække hans bukser ned for at se, om han var omskåret. Ansøgeren råbte, at han ikke var muslim, og at han ikke troede på gud. Ansøgerens søn flygtede, men ansøgeren blev tilbageholdt i et værelse i et par timer, hvor han blev udsat for fysiske overgreb. Et par dage efter blev ansøgeren slået bevidstløs uden foran sin mors hus og vågnede derefter op på hospitalet. Efterfølgende blev ansøgeren opsøgt fem til seks gange på sin bopæl af personer med tilknytning til episoden i moskeen. De truede og slog ansøgeren og hans ægtefælle. Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til, at han i Danmark er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han har sat personer i forbindelse med [X] og [Y] med henblik på blandt andet at drøfte jødedommen, til grund. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren og hans bror, […], har afgivet divergerende forklaringer om omstændighederne, da [X] og [Y] første gang fortalte, at de var jøder, hvem der blev sat i kontakt med [X] og [Y], og omstændighederne i forbindelse med afsløringen af mødestederne og udrejsen. Nævnet bemærker, at nævnet har vurderet, om divergenserne kunne skyldes ansøgerens psykiske tilstand, der er beskrevet i de lægelige akter, og som nævnet lægger til grund, men nævnet finder ikke, at dette er tilfældet. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at der under hensyn til karakteren af de afgivne forklaringer ikke findes grundlag for at søge at indhente nærmere oplysninger om den påberåbte dom. For så vidt angår det påberåbte overgreb omkring den [dato i sommeren] 2014 og det efterfølgende overfald, bemærker Flygtningenævnet, at ansøgerens og hans søns forklaringer om omstændighederne, da ansøgeren kom til moskeen, er svært forenelige. Hertil kommer, at Flygtningenævnet finder det mindre sandsynligt, at ansøgeren skulle råbe, således som han har forklaret om, når ansøgeren var klar over, dels at han var i moskeen, dels at Sepah var stationeret der. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at nævnet ikke kan lægge til grund, at ansøgeren efterfølgende er blevet forfulgt af myndighederne. Ansøgeren har vel været udsat for et eller flere traumer, men nævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at myndighederne står bag disse. Flygtningenævnet har således tilsidesat ansøgerens forklaring om sine oprindelige asylmotiver. Der skal herefter foretages en nøje og kritisk vurdering af ansøgerens sur place-motiv i form af konversion til kristendommen. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har demonstreret et begrænset kendskab til kristendommen, og hans adfærd i forhold til kirken tyder ikke på noget stærkt engagement. Der er således under ingen omstændigheder grundlag for en antagelse af, at ansøgeren vil bringe sig i noget modsætningsforhold til myndighederne eller lokalbefolkningen ved en tilbagevenden til Iran. Ansøgerens overvejelser omkring konversionen og konsekvenserne heraf forekommer ikke dybtgående i forhold til alvoren heraf. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at konversionen er reel. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet ikke finder grundlag for at indhente en torturundersøgelse af ansøgeren. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgerens advokat ikke har gjort gældende, at ansøgeren har været udsat for tortur, men at en sådan undersøgelse ville kunne give nærmere oplysninger om ansøgerens psykiske tilstand og dermed give en forklaring på de divergenser, der måtte være i ansøgerens forklaring i forhold til [hans brors] forklaring. Nævnet henviser herved til sine ovenfor anførte bemærkninger. Afgørelsen omfatter ligeledes ansøgerens mindreårige søn, […], for så vidt angår de forhold, der måtte have fundet sted inden udrejsen af Iran. Ved afgørelsen er der således ikke taget stilling til betydningen af, at [hans søn] er konverteret til kristendommen efter indrejsen i Danmark, således som den beskikkede advokat har gjort gældende. Nævnet finder det rettest, at Udlændingestyrelsen træffer en afgørelse herom i første instans. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2018/402/DH
