iran2018399

Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Sardasht, Urmia, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive tvangsgift, idet farbroren vil have ansvaret for hende, fordi hun er blevet myndig. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv i det hele henvist til sin mors konflikt, idet moren frygter, at blive slået ihjel af sin familie, fordi hun har været gravid uden for ægteskabet, blevet skilt fra sin tidligere ægtefælle og derfor krænket familiens ære. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hverken moren eller ansøgeren selv ved en tilbagevenden til Iran vil være i stand til at modsætte sig farbrorens ønske om at gifte hende bort mod hendes vilje. Flygtningenævnet har ikke kunnet lægge den forklaring, der er afgivet af ansøgerens mor, [D], til grund, og nævnet finder derfor ikke, at [D] har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Derfor, og da det udelukkende beror på ansøgerens egen formodning, at hun i Iran vil være i risiko for at blive tvangsgift, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”iran/2018/399/SME