iran2018396

Nævnet meddelte i november 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. 
Flygtningenævnet udtalte: 
”Ansøgeren er etnisk perser og har oplyst at være kristen af trosretning fra Karaj, Alborz, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv.  Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i sommeren 2014 var meget deprimeret. Han var deprimeret, fordi han ikke havde fået tilladelse til at lave en film. Ansøgeren arbejdede som engelskunderviser. Han talte med en af sine elever, Sara, om sine problemer. Sara inviterede ansøgeren hjem til sin familie. Familien fortalte ansøgeren, at de var kristne. Ansøgeren talte med familien om kristendommen og de kristne værdier. Ansøgeren besøgte Saras familie jævnligt, hvor han talt med dem om kristendommen. Familien introducerede ansøgeren for biblen, og ansøgeren fik downloadet biblen på sin computer. Ansøgerens bopæl blev i [efteråret] 2015 opsøgt af de iranske myndigheder. Myndighederne fortalte ansøgerens mor, at de havde fundet en gruppe, der var frafaldet islam. Ansøgerens navn fremgik af en liste over de personer, som havde frafaldet islam. Myndighederne konfiskerede ansøgerens computer og personlige dokumenter. Omkring en uge efter udrejste ansøgeren af Iran. Efter sin indrejse i Danmark har ansøgeren deltaget i dåbsundervisning, og [i sommeren] 2016 blev ansøgeren døbt i Nørrelandskirken i Holstebro. Ansøgeren har forklaret, at hans eneste kristne aktiviteter i Iran bestod i at besøge Saras familie. Der er således ingen sammenhæng med denne aktivitet og det forhold, at ansøgeren skulle stå på en liste over personer, der er frafaldet islam, og således have påkaldt sig de iranske myndigheders opmærksomhed. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved sin udrejse fra Iran var i en asylbegrundende konflikt med de iranske myndigheder. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at han er vokset op med en mor, der var prostitueret. Denne forklaring er bestyrket af den forklaring, ansøgeren har afgivet under gensamtalen. Han syntes, hans mor var beskidt, han hadede sin mor og kunne ikke tilgive hende. Han fortalte Saras familie om moderen, talte med dem om moderen og har gennem kristendommen lært at tilgive sin mor. Ansøgeren havde, allerede inden sin udrejse af Iran, besluttet sig for at blive kristen. Ansøgeren har på en sammenhængende måde kunnet redegøre for sine bevæggrunde og overvejelser i forbindelse med konverteringen fra islam til kristendommen, om sin dåb og om årsagen hertil. Ansøgeren har, siden få dage efter sin ankomst til Danmark, gået regelmæssigt i kirke, har deltaget i dåbsforberedende undervisning og bibelstudier og er [i sommeren] 2016 blevet døbt. Endelig har ansøgeren under nævnsmødet demonstreret et godt kendskab til den kristne tro. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerens konvertering til kristendommen er reel, og at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/396/FAM.