Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2013.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder og shiamuslim af trosretning fra al-Tash-lejren, Irak. Klagerens seneste opholdssted i Irak var i Barika-lejren i den kurdiske region i Irak. Klageren har aldrig været i Iran. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en udsendelse til Iran frygter at blive fængslet og henrettet af myndighederne som følge af klagerens fars politiske aktiviteter. Klageren frygter endvidere, at de iranske myndigheder vil fængsle og henrette klageren med henblik på at finde frem til hans far. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at klagerens far som medlem af Kurdish Democratic Party of Iran (KDPI) har udført politiske aktiviteter i 1970’erne mod det iranske regime, hvorfor familien var nødsaget til at udrejse af Iran i slutningen af 1970’erne. Flygtningenævnet flertal bemærker indledningsvist, at nævnet ved vurderingen af sagen, i overensstemmelse med pkt. 206-212 i UNHCR’s Håndbog om procedurer og kriterier for fastlæggelsen af flygtningestatus, har taget hensyn til de foreliggende oplysninger om klagerens psykiske tilstand. Flygtningenævnets flertal finder ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en udsendelse til Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet udlændingelovens § 7. I den forbindelse bemærkes blandt andet, at klageren har forklaret divergerende om, hvorvidt og i hvilket omfang faren efter udrejsen af Iran fortsatte sine politiske aktiviteter, og om hvorvidt klageren selv har deltaget. Endvidere har klageren forklaret divergerende om, hvorvidt han har været fængsel i Irak i to dage eller to år, og om frihedsberøvelsen var begrundet i hans politiske aktiviteter for KDPI eller ej. Flygtningenævnets flertal finder herefter ikke at en udsendelse til Iran vil være i strid med udlændingelovens § 31, stk. 2. Mindretallet finder, at klageren ikke kan udsendes i henhold til udlændingelovens § 31. Klagerens opholdstilladelse bortfaldt ved klagerens dom til udvisning. Det er imidlertid mindretallets opfattelse, at Flygtningenævnets skønsmæssige afgørelse af [vinter] 2014, hvorved klagerens forklaring blev lagt til grund som troværdig, og hvorefter klageren blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. stk. 1, må lægges til grund, medmindre der foreligger nye oplysninger, der kan føre til en ændret vurdering af asylgrundlaget. Mindretallet bemærker, at der allerede ved Flygtningenævnets afgørelse af [vinter] 2014 var lagt vægt på de i forhold til behandlingen af klagerens søskendes asylsager ændrede baggrundsoplysninger, hvilket også fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinter] 2013. Det bemærkes endvidere, at der allerede ved Flytningsnævnets afgørelse af [vinter] 2014 i vurderingen var taget stilling til divergenser mellem klagerens og hans søskendes forklaringer i deres asylsager. Spørgsmålet for Flygtningenævnet i dag må således være, om der foreligger afgørende nyt, herunder i baggrundsmaterialet eller nye forklaringer fra klageren eller hans søskende, som kan føre til en anden vurdering. Mindretallet finder, at dette ikke er tilfældet. Klageren har i dag afgivet en forklaring, der på enkelte punkter divergerer i forhold til hans tidligere afgivne forklaringer til Udlændingestyrelsen i 2013. Der bør dog her lægges vægt på, at klageren er psykisk syg, herunder lider af PTSD-lignende som følge af de ting, han var udsat for i Irak. Der henvises til den indhentede udtalelse fra psykiater [A]. Divergenserne kan derfor ikke tillægges afgørende betydning. Hertil kommer, at klagerens brors forklaring for Flygtningenævnet i dag i det væsentlige støtter klagerens forklaring. Dermed finder mindretallet, at der ikke foreligger tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte Flygtningenævnets vurdering af [vinter] 2014, hvorfor klageren fortsat findes omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Der træffes afgørelse efter stemmeflerhed, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/389/GJEY
