Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og har oplyst at være kristen fra [en by i] Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af sin ægtefælles familie, idet han blev gift uden ægtefællens families samtykke. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de iranske myndigheder, idet han har deltaget i brandstiftelse i Hotel Tara i Mahabad. Ansøgeren har videre henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter at blive slået ihjel som følge af hans konversion til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han mødte sin ægtefælle i [vinteren 2004/2005]. Han fandt hende interessant og besluttede sig derfor for at spørge hendes naboer om hende. Ægtefællens naboer fortalte ham, at hun var en sød pige. To til tre dage derefter friede ansøgeren til ægtefællen, i hvilken forbindelse ansøgeren og hans far opsøgte hendes bopæl. Ægtefællens far afviste dog ansøgerens frieri og henviste til, at ansøgeren og hans familie ikke var rigtige indbyggere i [landsbyen]. Én dag senere kom ægtefællen forbi ansøgerens arbejdsplads og gav ham sit mobilnummer. Ansøgeren tog straks telefonisk kontakt til hende. De ville gerne være sammen og aftalte derfor at flygte ud af byen sammen. Samme dag flygtede ansøgeren og ægtefællen til Teheran. Efter flugten truede ægtefællens familie ansøgerens far på hans bopæl og arbejdsplads. De fortalte faren, at de havde slået hånden af ægtefællen, og at de ville dræbe både ansøgeren og ægtefællen. Truslerne mod faren stoppede fire til fem måneder efter deres flugt, fordi faren overfor ægtefællens familie gav udtryk for, at han også ville slå ansøgeren og ægtefællen ihjel. I foråret 2005 rejste ansøgeren og ægtefællen tilbage til [landsbyen] for at blive viet. De var kun i byen i én dag, hvorefter de tog tilbage til Teheran. Ægtefællen og deres fælles datter, der blev født i 2006, rejste til Sverige i 2010 på visum, hvor de efterfølgende søgte asyl. Ansøgeren gik den [i foråret] 2015 tilfældigt forbi Hotel Tara i Mahabad, hvor en kvinde kort forinden havde kastet sig ud fra et vindue på fjerde sal som følge af, at personer fra Sepideh havde forsøgt at voldtage hende. Han kom i den forbindelse i kontakt med to kurdere, der fortalte ham, at han ikke kunne tage af sted, fordi han var kurder og derfor skulle kæmpe for kvindens rettigheder, hvorfor ansøgeren valgte at blive i Mahabad. I den forbindelse deltog ansøgeren [i foråret] 2015 i en demonstration uden for hotellet. Nogle af de andre demonstranter bar fakler. Ansøgeren gik sammen med de andre ind i hotellet, og de begyndte at sætte ild til hotellets inventar. Ansøgeren fandt et stykke pap, hvilket han antændte og således også satte ild til hotellets inventar. Da ansøgeren ville forlade hotellet, blev han stoppet af myndighedspersoner, der udøvede fysisk vold mod ham. Det næste ansøgeren kan huske er, at han vågnede op på hospitalet i Ourmiyeh, hvor han opholdt sig i tre måneder, hvorefter han flygtede fra Iran til Irak. Ansøgeren opholdt sig herefter i Irak i 14 dage, hvorefter han indrejste i Iran igen. [Vinteren 2015/2016] flygtede han endeligt fra Iran. Ansøgeren har videre henvist til, at han har deltaget i gudtjenester samt bibel undervisning i Danmark, og at han skal døbes [i vinteren 2018/2019]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har ved sin indrejse i Makedonien og Serbien oplyst sin identitet som Abdalla Hosro, født 1. januar 1980 og irakisk statsborger. Ved indrejse i Grækenland har ansøgeren oplyst sin identitet som Abdalla Hosro Mohamad, født den 1. januar 1980 og irakisk statsborger. Ved indrejse i Tyskland har ansøgeren oplyst sin identitet som Khosraw Mohammad Abdallah, født den 9. juni 1980 og irakisk statsborger, mens han ved indrejsen i Danmark oplyste sin identitet som [K], født [i] 1979 og iransk statsborger. Ansøgeren har ikke kunnet give en fyldestgørende forklaring på, at han har opgivet flere falske identiteter. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans konflikt med svigerfamilien til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren og hans ægtefælle efter ansøgerens forklaring aldrig er blevet direkte truet af svigerfamilien, at ansøgeren og hans ægtefælle efter flugten fra svigerfamilien vendte tilbage til [landsbyen] for at blive gift og overnattede der, at ansøgerens ægtefælle boede i Teheran i ca. 6 år og ansøgeren i ca. 10 år, før de udrejste, og uden at blive truet eller opsøgt af svigerfamilien. Ansøgeren har endvidere udbyggende under nævnsmødet forklaret, at hustruen udrejste af Iran i 2010, da han og hustruen i Teheran havde set et af hustruens familiemedlemmer. Ansøgeren har om ildspåsættelsen på Hotel Tara forklaret både divergerende og udbyggende. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at pigen, der sprang ud fra hotellet, lå på gaden, og inden hun døde, nåede hun at fortælle de omkringstående, at hun var blevet voldtaget og låst inde. Til asylsamtalen [i sommeren] 2017 har ansøgeren forklaret, at der, på tidspunktet hvor pigen døde, ikke var nogen, der vidste, hvorfor hun havde kastet sig ud fra hotellet. Ansøgeren blev ikke anholdt i forbindelse med ildspåsættelsen, og han opholdt sig 3 måneder i Ourmiyeh, uden at blive opsøgt af myndighederne. Det forekommer usandsynligt, at ansøgeren skulle være eftersøgt som følge af, at en myndighedsperson i Mahabad har set hans ansigt på hotellet. Endelig har ansøgeren under nævnsmødet forklaret, at da han blev udskrevet fra hospitalet i Ourmiyeh, så han en efterlysning med et billede af ham selv, og at han derfor ændrede udseende ved at bruge paryk og makeup, hvilken oplysning ansøgeren ikke tidligere er fremkommet med. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin udrejse fra Iran var i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Ansøgeren fik afslag på opholdstilladelse [i sommeren] 2017. Til asylsamtalen, dateret [en dato i sommeren] 2017 har ansøgeren forklaret, at han tror stærkt på kristendommen, at han på det tidspunkt havde været i en kirke 6 gange á 5-10 minutters varighed, mest om mandagen, at han aldrig havde mødt præsten og aldrig læst biblen, at han ikke vidste, hvad kristne tror på, ikke er bekendt med, hvem Jesus er, og ikke kender nogen kristne højtider. Ansøgeren har under nævnsmødet demonstreret et vist kendskab til biblen og til de kristne højtider. Ansøgeren har imidlertid ikke kunnet redegøre for sin indre overbevisning og sine overvejelser omkring konverteringen. På denne baggrund og henset til ansøgerens generelle troværdighed finder Flygtningenævnet, at ansøgerens konvertering til kristendommen ikke er reel. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/381/MME
