Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
” Flygtningenævnet stadfæstede [sommeren] 2014 og [sommeren] 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om ikke at meddele ansøgeren, der er etnisk perser, asyl. Ansøgeren, der er iransk statsborger, har oplyst at være konverteret til kristendommen under sit ophold i Danmark. Ansøgeren har været medlem af Basij fra 2006 til han udrejste af Iran i 2013. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter konflikter med Basij, dels som følge af, at han har forladt Basij og er udrejst af Iran og dels som følge af, at det er blevet opdaget, at han har fremstillet og solgt alkohol. Herudover frygter ansøgeren, at han vil blive tvunget til at skyde folk for Basij. Flygtningenævnets tilsidesatte [sommeren] 2014 ansøgerens forklaring om hans aktiviteter for Basij. Under sagens fornyede behandling i Flygtningenævnet [i sommeren] 2015 henviste ansøgeren navnlig til, at han frygter at blive udsat for forfølgelse fra de iranske myndigheder på grund af sin konversion til kristendommen. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens konversion kunne anses for at være reel. Nævnet lagde ved sin vurdering vægt på det samlede indtryk, der fremstod, når ansøgeren fortalte om sin konversion til kristendommen, samt at ansøgeren som svar på flere spørgsmål svarede usikkert og til dels afglidende. Nævnet bemærkede endvidere, at ansøgerens dåb først blev foretaget på et meget sent tidspunkt i asylforløbet, og efter at ansøgeren havde fået afslag på asyl og afslag på at få genoptaget sin sag i Flygtningenævnet, samt efter at han energisk havde forsøgt at modsætte sig udsendelse af Danmark. Flygtningenævnet bemærkede, at angående ansøgerens frygt for, at han vil komme i myndighedernes søgelys, at der ikke var oplysninger om, at andre i Iran end ansøgerens mor og søster og eventuelt nogle iranske Facebook-venner var blevet bekendt med dåben. Hertil kom, at ansøgerens tatoveringer, som han havde fået i Iran, og som ikke er umiddelbart synlige, ikke hidtil havde givet ham problemer i Iran, samt at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, hvorfor dette skulle ændre sig, hvis han vendte tilbage til Iran. Ansøgeren har til støtte for sit sur place-motiv nu forklaret, at han har fået flere tatoveringer, at han med navn og billede er blevet eksponeret som konvertit i en række avisartikler, at han også har medvirket i en radioudsendelse, og at de iranske myndigheder i hvert fald nu er bekendt med hans konvertering, idet han har oplyst repræsentanterne på den iranske ambassade herom. Ansøgeren har videre forklaret, at han siden i 2015 har deltaget i en lang række kristne aktiviteter, herunder bibelcafeer, fredagsmiddage og gudstjenester. Flygtningenævnet kan fortsat ikke lægge til grund, at ansøgerens konvertering til kristendommen er reel. Flygtningenævnet henviser herved til det, der er anført i Flygtningenævnets afgørelse af [sommeren] 2015. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren for Flygtningenævnet nu har forklaret, at hvis han i 2015 var 40-50 % kristen, så er han nu 99 % kristen, og Flygtningenævnet finder, at ansøgeren herved har svækket sin troværdighed, idet han allerede i 2015 for Flygtningenævnet forklarede, at hans konversion var reel. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet forklare, hvorfor han har valgt den protestantiske gren af kristendommen, idet ansøgeren har forklaret, at han fulgte med nogle venner til en apostolsk kirke, og at det derfor var den gren, han valgte. Dette selv om han ifølge sin forklaring allerede i hjemlandet var bekendt med de forskellige grene af kristendommen og derfor burde have reflekteret over sit valg. Yderligere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgerens viden om kristendommen fremtræder som udenadslære, ligesom ansøgeren virkede usikker på en række punkter, når han skulle redegøre for kristendommen. Dette støttes også af, at ansøgeren for Flygtningenævnet har oplyst, at der på Kærshovedgård ”var folk, som skulle oplæres i, hvad, der blev spurgt om i nævnet, når man oplyste, man var konverteret”. Det bemærkes, at ansøgeren har oplyst, at han vil være præst, hvorfor det må kunne forventes, at ansøgeren kan redegøre for sine refleksioner og overbevisning. Det, der er oplyst om ansøgerens kristne aktiviteter, kan ikke føre til en anden vurdering, da Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren alene har deltaget i disse kristne aktiviteter af sociale grunde og for at opnå et opholdsgrundlag i Danmark. Da Flygtningenævnet ikke kan lægge til grund, at ansøgerens konvertering er reel, kan det heller ikke lægges til grund, at ansøgeren vil udøve kristne aktiviteter ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet har i sin afgørelse af [aommeren] 2014 ikke kunnet lægge ansøgerens forklaring om sine aktiviteter i Iran til grund, og Flygtningenævnet lægger fortsat til grund, at ansøgeren ikke var i de iranske myndigheders søgelys inden sin udrejse. Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren på grund af sine kristne aktiviteter i Danmark har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det følger af Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælps fact-finding rapport fra februar 2018: House Churches and Converts blandt andet, at: “Several sources addressed the issue regarding Iranian converts returning from Europe. According to two sources, converted returnees who do not carry out activities related to Christianity upon return will not be of interest to the authorities. Middle East Concern made the distinction whether the converted person was known before leaving Iran or not; returning will cause problems if the convert has been known by the authorities before leaving. If the opposite is the case, going back to Iran would not be problematic. Converts who announce their conversion in public may face serious problems.If the returned convert has been very outspoken about his/her conversion on social media, including Facebook, the authorities might become aware of it and arrest and interrogate the convert upon return. A Western embassy (3) said that the subsequent process would depend on what the returnees inform the authorities about. The embassy did not consider that the converts would receive harsh punishment if they are not high-profiled and are not involved in propagating Christianity or activities perceived as a threat to national security. Declaring conversion on Facebook in itself does not lead to persecution but likely to monitoring. One source explained that a photo indicating a conversion posted on the internet would be evaluated by the authorities along with the profile and activities of the converted person. If the person did not have any previous affiliation with Christianity before leaving the country, he/she will not be persecuted. If a converted person uses the religion politically to for instance compare disadvantages of Islam with advantages of Christianity or another religion on social media, it could be a problem for him, a source mentioned. Most Iranians are not very religious, but they might see conversion as a way to come closer to Western values, and as a protest against the system, another source mentioned. However, it was underlined that it would apply to a person who has made his/her own analysis of the two religions and not someone who has used “copy paste” phrases.” Det fremgår yderligere af British Home Offices rapport af 27. februar 2017: Country Policy and Information Note - Iran: Christians and Christian converts blandt andet, at: “Those who have converted from Islam and whose conversion is likely to come to the attention of the authorties in Iran (including through evangelical or proselytising activities or the person having previously come to the adverse attention of the authorities for other reasons) are at real risk of persecution on return. “ 2.2.9 Some sources suggest that a person who has converted to Christianity abroad and returned to Iran would only be at risk if the authorities previously had an interest in their activities in Iran or if the convert would engage in evangelical or proselytising activities (see Treatment of those returning to Iran who have converted abroad).” Det fremgår ligeledes af Landinfo’s rapport af 29. november 2017: Temanotat Iran. Kristne konvertitter og hjemmekirker (2) - arrestasjoner og straffeforfølgelse blandt andet, at: ”Iranske myndigheter har det siste tiåret trappet opp overvåkningen og undertrykkelsen av aktiviteter blant protestantiske kristne som har konvertert fra islam. Mens de tradisjonelle, etnisk baserte kirkene som finnes blant armenere og assyrere, får drive sin trosutøvelse innenfor rammen av Den islamske republikken Iran, har misjonering blant muslimer og organisert virksomhet blant konvertitter blitt slått ned på med stengning av kirker, arrestasjoner og straffeforfølgelse. Sommeren 2017 ble det utstedt en rekke uvanlig lange fengselsstraffer for misjonering og annen aktivitet knyttet til hjemmekirker. Tilgjengelig informasjon tyder på at straffedømte konvertitter i stor grad dømmes for en aktivitet, og ikke for konverteringen i seg selv. Informasjonen synes videre å indikere at det som oftest er ledere og personer med en fremtredende rolle, eller som anklages av myndighetene for å ha en slik rolle, som idømmes de strengeste straffene. Andre faktorer som synes å virke skjerpende på domstolenes reaksjoner er ulike former for utadrettet virksomhet, som kontakt med menigheter i utlandet, internettaktivitet, pengeoverføringer, å opptre som husvert for en hjemmekirke, eller gjentatt aktivitet etter å ha vært arrestert én gang.” [Sommeren] 2015 fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren trods sine kristne aktiviteter i Danmark, herunder også på en ikke-offentlig Facebook-profil og hans tatoveringer med kristne motiver, ikke havde sandsynliggjort, at han var kommet i de iranske myndigheders søgelys. Siden har ansøgeren været omtalt med navn og billede i flere avisartikler og har efter det oplyste også deltaget i en radioudsendelse. Artiklerne og radioudsendelsens fokus har ikke været ansøgerens angivelige konvertering, men har handlet om blandt andet de generelle forhold for afviste asylansøgere, hans indsats som boksetræner og regelsættet omkring afviste asylansøgeres ret til at have en mobiltelefon, hvorfor ansøgeren heller ikke af denne grund kan anses for at have påkaldt sig de iranske myndigheders interesse. Ansøgeren har endvidere [i foråret] 2018 til repræsentanterne på den iranske ambassade i Danmark uopfordret oplyst, at han er konverteret og ønsker at blive præst i Danmark. De iranske myndigheder er hermed blevet bekendt med, at ansøgeren har anvendt konvertering som asylmotiv i Danmark, men de iranske myndigheder er således også samtidig blevet bekendt med, at Danmark ikke anser konverteringen som reel. Flygtningenævnet finder derfor og efter baggrundsoplysningerne ikke, at ansøgeren ved at afgive denne oplysning til de iranske myndigheder har påkaldt sig de iranske myndigheders interesse på en sådan måde, at han ved en tilbagevenden til Iran af den grund risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det forhold, at ansøgeren er udrejst illegalt og har fået flere tatoveringer, kan heller ikke føre til anden vurdering. Flygtningenævnet stadfæster på ny derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/376/jov
