Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ikke-troende fra […], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har sympatiseret med og udført aktiviteter for det kurdiske parti Komala i Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter de iranske myndigheder. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han har samarbejdet med det kurdiske Komala-parti, og at han har arbejdet for partiet i ti måneder. Ansøgerens interesse for partiet startede for omkring fem år siden, hvor han begyndte at diskutere politisk med sin ven, [A]. [A] var leder af en hemmelig organisation, der sympatiserede med Komala-partiet. Ansøgerens aktiviteter for partiet bestod i, at han skulle indsamle oplysninger om vigtige personer i sin by, herunder om familie og adresser på efterretningsfolk og politi. Han skulle undersøge de kurdere, som samarbejdede med myndighederne. Ansøgeren afleverede oplysninger til [A] fire gange i alt. [A] spurgte ham en dag, om han kunne aflevere en pakke med varer og lægge den nær en stor sten kaldet […]. Ansøgeren var klar over, at der var nogle peshmergaer i området, som skulle hente pakken. Det tog omkring 30 minutter at køre hen til stenen […]. Ansøgeren afleverede varerne, og på vej tilbage gik hans motorcykel i stå. Ansøgeren ringede herefter til sin lillebror, som kom og hentede ansøgeren på sin motorcykel. Da ansøgerens bror var 500-1000 meter fra ham, kunne han se, at broren blev forfulgt af en patruljeenhed i en bil, der begyndte at åbne ild mod ham, og han hørte lyden af maskingeværer. Politiet kunne ikke køre helt hen til det sted, hvor ansøgeren opholdt sig. Politiet bestående af omkring tre-fire betjente steg derfor ud af bilen og løb mod ansøgeren, mens de skød mod ansøgeren og hans lillebror, som i mellemtiden var ankommet. Politiet kaldte dem terrorister. Ansøgerens bror samlede ansøgeren op, og det lykkedes dem at flygte til Navra, hvor de opholdt sig i omkring to uger hos en ven. Ansøgeren fik fortalt af sin ven, […], dagen efter deres ankomst til Navra, at myndighederne havde opsøgt deres hjem, og at de havde taget ansøgerens computer, bøger, artikler og nogle hæfter med, som relaterede sig til Komala-partiet. Myndighederne opsøgte deres bopæl mange gange i løbet af de første to-tre dage. Ansøgerens familie blev truet med, at hvis ansøgeren og hans bror ikke kom tilbage, ville familien få store problemer. Ansøgerens far blev efterfølgende afskediget fra sit arbejde, og myndighederne lukkede ansøgerens frisørsalon. Ansøgerens far hjalp med at samle penge sammen til brug for ansøgerens og hans brors udrejse. De udrejste illegalt til Tyrkiet [i efteråret] 2015. Efterfølgende er ansøgerens familie blevet opsøgt i hvert fald én gang om måneden. Ansøgerens far er blevet afhørt to-tre gange. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren har forklaret divergerende, udbyggende og utroværdigt om en række væsentlige og centrale forhold. Forklaringen fremstår derfor som konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således blandt andet vedrørende sine påståede aktiviteter for Komala under mødet i Flygtningenævnet først forklaret, at han udførte opgaver for Komala sammen med nære venner, hvorefter han senere under mødet forklarede, at han kun har udført opgaver sammen med sin ven [A], da han ikke havde tillid til andre. Ansøgeren har videre under den anden samtale med Udlændingestyrelsen forklaret, at han for Komala blandt andet fotograferede militære stillinger i Dalahu og Glog, hvorefter han afleverede billederne til [A] mens ansøgeren under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at det var [A], der tog billeder af de militære stillinger, herunder i Dalahu og Glog, og at ansøgeren da blot var med og holdt udkig. Endvidere har ansøgeren under mødet i Flygtningenævnet forklaret udbyggende om sine aktiviteter for Komala, idet han først under nævnsmødet forklarede om, at han fulgte efter og tog billeder af de personer, som han observerede for Komala. Vedrørende hændelsen, hvor politiet angiveligt skulle have forfulgt og skudt efter ansøgeren og hans lillebror, har ansøgeren under den anden samtale med Udlændingestyrelsen forklaret, at der kun var én politibil, da han og hans lillebror blev beskudt, mens han under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at der var fire-fem biler. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende og skiftende om sin kontakt med [A] efter sin udrejse af Iran. Ansøgeren har således under sin anden samtale med Udlændingestyrelsen forklaret, at han jævnligt taler med [A], da de stadig er venner, mens han under mødet i Flygtningenævnet først forklarede, at han desværre ikke har haft kontakt med [A], da han ikke har hans telefonnummer, mens han senere under mødet forklarede, at han har talt med [A] én gang efter sin ankomst til Danmark, men at de kun talte om almindeligheder. Yderligere har ansøgeren under sin anden samtale med Udlændingestyrelsen forklaret, at det var tre-fire personer, der skød fra ladet af en politibil, mens ansøgeren under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at det ikke var fra ladet, der blev skudt. Ansøgeren har tillige til Udlændingestyrelsen forklaret, at han så indholdet af den pakke, han skulle aflevere, mens han under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at han ikke så indholdet. Ansøgeren har ligeledes forklaret divergerende om blandt andet, hvornår han fik kendskab til, at der var sket ransagning af familiens bopæl, hvorvidt han havde kontakt med sin far, mens han opholdt sig i Navra, og om hvorvidt [ansøgerens ven] under den første samtale fortalte om ransagninger hos familien. Dertil kommer, at ansøgeren og hans lillebror har forklaret skiftende og divergerende om, hvordan der blev skudt, og om de også blev forfulgt af politiet til fods. Endvidere har ansøgerens lillebror under mødet i Flygtningenævnet forklaret divergerende om, hvad der skete med familien efter deres udrejse af Iran, idet lillebroren først forklarede, at der ikke skete mere med familien efter, at de var udrejst af Iran, mens han under den anden samtale med Udlændingestyrelsen forklarede, at familiemedlemmer senere var blevet indkaldt til møde med efterretningstjenesten. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Det forhold, at ansøgeren i Danmark har deltaget i aktiviteter til støtte for blandt andet en i Iran dødsdømt politisk fange og har fremlagt en erklæring om hans støtte til partiet, kan ikke føre til et andet resultat, idet der ikke foreligger oplysninger, der støtter, at ansøgeren af den grund er særlig profileret i forhold til de Iranske myndigheder. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/37/SSM
