Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig ansøger samt hendes medfølgende mindreårige lillebror fra Iran. Indrejst i 2017.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk perser og shiamuslim af trosretning fra Shiraz, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive udsat for voldtægt af sin stedfar og tvangsgift. Herudover har ansøgeren oplyst, at hun frygter, at hendes medfølgende mindreårige bror bliver slået ihjel af deres stedfar. Til støtte for asylmotivet har ansøgeren oplyst, at hendes far døde, da hun var syv år. Herefter giftede ansøgerens mor sig med ansøgerens stedfar. En nat vågnede ansøgeren ved, at der var en, der rørte ved hendes krop. Ansøgeren bemærkede, at det var hendes stedfar. Stedfaren sagde, at han prøvede at vække hende, fordi hun havde mareridt. Ansøgeren var bange for, at stedfaren ville røre ved hendes krop igen. Af denne grund valgte hun at flytte hjem til sin mors bedstefar, hvor hun boede i ca. et år. Da morens bedstefars døde, flyttede ansøgeren tilbage til sin mor og stedfar. Omkring seks måneder herefter sagde stedfaren, at ansøgeren skulle gå i seng med ham. Stedfaren kom ind på ansøgerens værelse og greb fat i hende. Ansøgeren slap fri og løb væk fra huset. Ansøgeren fortalte sin mor om episoden. Herefter besluttede moren, at ansøgeren skulle flytte hjem til sin farbror. En måned herefter sagde moren, at stedfarens ven havde bedt om hendes hånd. Stedfarens ven var en ældre mand, hvorfor ansøgeren sagde nej til at blive gift med ham. En dag blev ansøgeren opsøgt af stedfaren på universitetet. Stedfaren fortalte ansøgeren, at vielsesdatoen allerede var fastlagt. Ansøgeren sagde igen nej til ægteskabet med stedfarens ven og truede med at begå selvmord. Stedfaren spurgte, om ansøgeren ville have, at han skulle slå hende ihjel, ligesom hendes far. Ansøgeren forsøgte samme sag at begå selvmord. Da ansøgeren vågnede op på hospitalet, sagdes farbroren, at hun skulle udrejse fra Iran. Ansøgeren fik visum til Frankrig og udrejste legalt fra Iran [i starten af] 2017 sammen med sin mor og mindreårige bror. Moren rejste efterfølgende tilbage til Iran igen, og ansøgeren har ikke haft kontakt med hende siden kort efter ansøgerens indrejse i Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren, der har gået 12 år i skole, heraf to år på universitetet, ikke har kunnet tidsfæste centrale dele af sit asylmotiv. Hun har således ikke kunnet oplyse årstallet for, hvornår hun tog ophold hos sin oldefar. Hun har ikke kunnet oplyse, omtrent hvornår hun tog ophold hos sin farbror, eller hvilket år hun begyndte sine studier på Universitetet. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om det tidsmæssige forløb under sit ophold hos farbroren. Hun har således under sin forklaring for nævnet først forklaret, at hendes mor 2-3 dage efter, at ansøgeren havde taget ophold hos sin farbror kom på besøg og fortalte, at ansøgeren skulle giftes, og at moren, stedfaren og stedfarens ven kom på besøg ca. en måned senere. Under samtalen i Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2017 har ansøgeren forklaret, at moren kom på besøg efter tre dage, hvor de talte om den episode, der havde ført til, at ansøgeren var flyttet hen til sin farbror og igen efter en måned, hvor moren fortalte, at stedfarens ven gerne ville giftes med hende. Hun har videre forklaret, at 2 – 3 dage herefter kom hendes mor, stedfar og dennes ven hen til farbrorens bopæl. Foreholdt denne forklaring har ansøgeren for nævnet forklaret afglidende og usammenhængende. Nævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om sit asylmotiv. Hun har således til sin advokat og for nævnet forklaret, at hendes stedfar på et tidspunkt har hældt varm olie på hendes ben. Videre har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren, hendes mor og lillebror søgte visum ca. to måneder før udrejsen, og at ansøgerens mor rejste med til Danmark og umiddelbart efter rejste tilbage til stedfaren. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at hun ikke kan få hjælp fra sin farbror ikke forekommer overbevisende, ligesom hun har forklaret udbyggende herom for nævnet, hvor hun har forklaret, at hun ikke kan tage ophold hos sin farbror, fordi dennes kone ikke ønsker hendes tilstedeværelse. Ansøgerens forklaring om, at hun ikke har kontakt til sin mor, herunder at hun ikke har mulighed for at få oplyst morens telefonnummer forekommer endvidere utroværdig. Som følge af, at Flygtningenævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med sin stedfar til grund, kan Flygtningenævnet heller ikke lægge til grund, at stedfaret har udøvet vold mod og truet ansøgerens lillebror. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af det anførte, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun og hendes mindreårige bror ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ”Iran/2018/366/TBP
