Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og tidligere sunni-muslim fra Iran. Ansøgeren har oplyst, at han nu er kristen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet de mistænker ham for at have hjulpet regimekritiske partier. Ansøgeren har videre henvist til, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han en dag blev opsøgt af fire mænd, som var politisk aktive, da han passede sine dyr. Mændene bad om mad, hvilket ansøgeren gav dem. Han tog hjem for at hente mere mad. Ansøgerens mor spurgte, hvem maden var til, og ansøgeren svarede, at det var til de andre fårehyrder. Da ansøgeren kom tilbage, blev han opsøgt af en af de politisk aktive mænd. Pludselig blev de beskudt og som følge heraf flygtede ansøgeren på sin hest. Ansøgeren red hen til en ven, som kontaktede ansøgerens farbror, som hjalp ansøgeren ud af landet. Da ansøgeren kom til Danmark, besluttede han en dag at tage i kirke sammen med tre andre fra centeret. I kirken blev han introduceret for et undervisningsprogram, og han besluttede sig for at skifte religion fra islam til kristendommen. To måneder efter blev han døbt. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring ikke lægge til grund, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer at blive dræbt eller på anden, asylbegrundende måde efterstræbt som følge af en konflikt med de iranske myndigheder eller som følge af, at ansøgeren i Danmark er konverteret til kristendommen. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren er forfulgt af de iranske myndigheder som følge af, at han er blevet opsøgt af politisk aktive mænd. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under sine samtaler med Udlændingestyrelsen og under nævnsmødet har forklaret divergerende om helt centrale detaljer af asylmotivet. Under samtalen [i sommeren] 2017 forklarede han således, at han havde været tilbage i bjergene med dyrene en til to timer, da en af mændene kom hen til ham, og han var ved at give mad til denne mand, da han hørte en masse skud. Under nævnsmødet har han derimod indledningsvis forklaret, at da han kom tilbage, begyndte han at tænde bålet igen, da han hørte skud og flygtede, og at kurderne var længere væk, og at han ikke nåede at give dem mad. Adspurgt har han bekræftet denne forklaring, indtil han er foreholdt forklaringen [fra sommeren] 2017, hvorefter han har ændret forklaringen til, at en af mændene fik mad. Da ansøgeren under nævnsmødet udtrykkeligt er adspurgt til sin hukommelse om forløbet, finder nævnet, at dette ikke alene kan begrundes i hukommelsesproblemer. Ansøgerens forklaring om dette asylmotiv fremstår derfor konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. For så vidt angår ansøgerens konversion til kristendommen finder nævnet, at ansøgerens dåb ikke er udtryk for en reel, indre overbevisning af religiøs karakter. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren ikke på overbevisende måde over for nævnet har kunnet redegøre for sine bevæggrunde for konversionen til kristendommen og alene i generelle termer har kunnet forklare om sit forhold til kristendommen. Hertil kommer, at ansøgeren til samtalen [i sommeren] 2017 ikke oplyste om dåben, der fandt sted to en halv måned tidligere, men oplyste i stedet at være sunnimuslim, lige som ansøgeren ikke kunnet angive datoen for sin dåb. Det kan ikke ændre ved nævnets vurdering, at ansøgeren eventuelt er indgået i et fællesskab omkring kirkelige aktiviteter i Danmark. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/348/SLH
