Nævnet fastholdt i oktober 2018 en tidligere afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet stadfæstede i 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse fra september 2010. I december 2016 anmodede advokaten om genoptagelse. I oktober 2017 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagen. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og oprindeligt shiamuslim fra Teheran, Iran. Ansøgeren blev døbt i Danmark [i sommeren 2017]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet hendes ægtefælle har været politisk aktiv. Ansøgeren har i den forbindelse været tilbageholdt én gang, og familiens bopæl er ved flere lejligheder blevet ransaget. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, fordi hun er konverteret til kristendommen. Til støtte herfor, har ansøgeren oplyst, at hun blev introduceret til kristendommen i 2010 gennem en veninde på sit asylcenter, der tog ansøgeren med til et kirkeligt arrangement afholdt af kirken [kirke A]. Ansøgeren begyndte efterfølgende at komme i [kirke B], hvor hun blandt andet deltog i undervisning. Ansøgeren besluttede sig for at blive kristen, efter hun havde en drøm om Jesus, hvor han sagde til hende, at hun skulle åbne sit hjerte for ham. Ansøgeren blev døbt [i sommeren 2017] i [kirke C], og hun har efterfølgende deltaget i gudstjeneste og bibelcafé i samme kirke. Til støtte for sin konversion har ansøgeren fremlagt udtalelse ved forstander og præst [A] ved [kirke B] [fra efteråret 2017], dåbsbevis fra [kirke C] [fra sommeren 2017] og udtalelse ved sognepræst [B] ved [sogn hvortil kirke C tilhører] [fra efteråret 2017]. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at imødekomme en begæring om hjemvisning. I et tilfælde, hvor ansøgerens asylmotiv er frygt som følge af en konversion, der har fundet sted efter udrejsen fra hjemlandet, er der anledning til at foretage en kritisk og indgående bedømmelse af troværdigheden af ansøgerens forklaring herom, herunder om tidspunktet for konversionen, baggrunden for konversionen og om følgerne af konversionen. Dette gælder så meget desto mere, når den påberåbte konversion finder sted efter det tidspunkt, hvor ansøgeren har modtaget endeligt afslag på asyl, og – som i denne sag – hvor ansøgeren har fået afslag på genoptagelse. Herefter udtaler et flertal: Ved vurderingen af, om den påberåbte konversion er reel, lægger Flygtningenævnets flertal vægt på, at ansøgeren først ultimo 2016 oplyste om sin interesse for kristendommen overfor asylmyndighederne, selvom ansøgeren begyndte at gå i kirke i [efteråret 2010]. Ansøgeren oplyste således ikke om sin interesse for kristendommen i forbindelse med nævnsmødet [i sommeren 2011], i forbindelse med sin genoptagelsesanmodning [fra starten af 2012], der blev afgjort [i sommeren 2012] eller i de efterfølgende fire år. Endvidere har flertallet lagt vægt på, at ansøgeren første gang opsøger kirken umiddelbart efter at have modtaget afslag på asyl fra Udlændingestyrelsen. Det forekommer i den sammenhæng ikke troværdigt, at ansøgeren – som har færdedes i såvel iranske som kirkelige kredse – ikke skulle være bekendt med, at en interesse for kristendommen kunne være relevant i forbindelse med ansøgningen om asyl. Flertallet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har et begrænset kendskab til kristendommen, særligt henset til at ansøgeren har 12 års skolegang, er kommet i kirke i 8 år og i samme periode har haft en bibel på sit eget sprog. Endvidere har ansøgeren ikke på overbevisende måde kunnet redegøre nærmere for, hvilken betydning dåben, kirkegang og kristendommen i øvrigt har haft for hende, ligesom ansøgeren angiveligt ikke har reflekteret over konsekvenserne af konverteringen. Sammenfattende finder flertallet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hendes konversion til kristendommen er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnets flertal lægger således til grund, at ansøgerens deltagelse i gudstjenester og andre kristne aktiviteter er socialt begrundet og uden at have baggrund i en reel religiøs overbevisning hos ansøgeren. Flertallet kan på denne baggrund ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konversion til grund. Herefter finder flertallet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at ændre nævnets afgørelse [fra sommeren 2011].” iran/2018/337/MAH
