iran2018319

Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren, der er født i 1996, er etnisk kurder fra Bukan by i Vest-Aserbajdsjan, Iran. Han udrejste omkring årsskiftet 2007/08 sammen med sine forældre og to brødre, der er født i henholdsvis 1992 og 1995. Familien opholdt sig i Nordirak til 2015. Flygtningenævnet stadfæstede den […] september 2018 - med en anden besætning end de 3 medlemmer, der har behandlet sønnernes sager - styrelsens afslag på at meddele forældrene asyl. Ansøgeren har som asylmotiv navnlig henvist til, at han frygter myndighedsforfølgelse, fordi hans far flygtede fra Iran efter at være blevet idømt straf for aktiviteter for Komala, og fordi faren fortsatte med at være politisk aktiv i Irak. Endvidere har ansøgeren også selv været politisk aktiv for Komala i Irak. Til støtte herfor har ansøgeren nærmere oplyst, at han overværede, at faren, formentlig i 2006, blev anholdt i familiens bolig. Faren blev lagt i håndjern, boligen blev ransaget og en række genstande blev beslaglagt. Faren blev derefter fængslet i flere måneder. Familien, herunder ansøgeren, besøgte i den periode faren. Senere blev faren idømt fængsel i 3 år, hvilket førte til, at hele familien flygtede til Nordirak, hvor de lejede en bolig i en Komala lejr. Ansøgerens far var politisk aktiv for Komala i Irak, hvilket var farligt, da det iranske efterretningsvæsen bevægede sig frit rundt i Nordirak. Faren oplyste ikke, hvilke aktiviteter han udførte. Selv deltog ansøgeren alene i større Komala arrangementer, herunder fejring af nytåret, […] maj og peshmergadagen. Han sad med sin far og hørte på talerne etc. Ansøgeren havde ikke andre roller end at lytte. Arrangementerne blev filmet og kan ses på YouTube og er endvidere blevet vist af partiets tv-station. Ansøgeren og hans familiemedlemmer kan ses på optagelserne. Han tror på, at der er en skaber, en gud, men det er ikke muslimernes gud, han tror på. Han vil i givet fald udgive sig for at være muslim i Iran, men det vil næppe nytte noget, da man i Iran nu ved, at han er Komala-tilknyttet. Det ved man på grund af farens dom og på grund af optagelserne fra Komala arrangementerne. Han har ikke været politisk aktiv i Danmark, men han sympatiserer stadig med partiet.  Han har ikke en Facebookprofil. Der er ikke politisk materiale på hans Instagramprofil. Flygtningenævnet bemærker, at brødrene som dokumentation for de iranske myndigheders forfølgelse af deres far i Iran på grund af farens politiske aktiviteter navnlig har henvist til 3 iranske dokumenter vedrørende retssagen mod faren, herunder rettens meddelelse om, hvilken straf faren er blevet idømt. Udenrigsministeriet har imidlertid ved udtalelser af […] juni 2016 og […] juni 2018 oplyst, at dokumenterne har været forelagt for to uafhængige kilder, der har fremsat en række bemærkninger om de 3 dokumenter. Begge kilder har konkluderet, at ingen af de 3 dokumenter er ægte. Endvidere er henvist til forældrenes og de 3 brødres forklaringer om arrestationen, løsladelsen og fængselsbesøg m.v. Nævnet bemærker hertil, at faren på flere punkter har forklaret divergerende og udbyggende herom samt om hans politiske aktiviteter i Iran. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at brødrene har sandsynliggjort, at deres far i Iran er blevet straffet for politiske aktiviteter for Komala, eller at faren på anden måde har været udsat for politisk forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. De to yderligere dokumenter omhandlende kaution, som er blevet fremlagt i kopi på et sent tidspunkt i forældrenes sag, og som ikke er blevet ægthedsvurderet, findes efter en samlet vurdering ikke at kunne føre til et andet resultat. Vedrørende perioden efter flugten fra Iran lægger Flygtningenævnet til grund, at faren i Irak var medlem af Komala, men det findes, uanset de fremlagte fotos m.v., ikke at være sandsynliggjort, at faren i Irak havde en særlig profileret rolle. Endvidere lægges det til grund, at de 3 brødre i Irak alle sympatiserede med Komala, samt at hele familien deltog i en række Komala arrangementer og ceremonier med fejring af nytår, […] maj og partidage etc., hvor der var flere hundrede deltagere. Brødrenes roller heri var meget tilbageholdende og bestod i det væsentlige i at yde praktisk bistand i form af at stille stole frem samt ved passivt at lytte til taler etc. I nævnet er forevist sammenklipning af flere af de af brødrene omtalte videoer, hvori der er indsat pile, der peger hen mod de steder, hvor ansøgerne og deres forældre kan ses. På nogle af klippene ses logoet på Komolas tv-station. Brødrene ses ikke så tydeligt som forældrene. De foreviste videoklip understøtter, at brødrenes roller har været passive. Selv om det er muligt, at iranske myndigheder kan have set videooptagelser svarende til dem, der er forevist i nævnet, er det ikke herved sandsynliggjort, at brødrene alene i den anledning kan antages at være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Iran. Nævnet lægger herved vægt på brødrenes daværende unge alder og på deres meget begrænsede rolle under ceremonierne m.v. samt på, at det ikke er sandsynliggjort, at faren kan antages at have haft sådan en position, at sønnerne alene på grund af slægtskabet med faren risikerer forfølgelse eller overgreb. Det anførte om ansøgerens brors, […], begrænset deltagelse i Komala møder og demonstrationer i Danmark, giver heller ikke grundlag for en begrundet antagelse af, at de iranske myndigheder i den anledning senere vil foretage repressalier overfor en eller flere af brødrene, som er omfattet af udlændingelovens § 7. På ovennævnte baggrund finder nævnet endeligt ikke, at ansøgerne vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse på grund af deres religiøse overbevisning, som ikke har givet ansøgerne eller deres forældre problemer, da de boede i Iran. Flygtningenævnet bemærker herved, at deres far var ateist i Iran, at der ikke er oplysninger om, at andre af de nære familiemedlemmer var særligt religiøst aktive i Iran, at ingen af dem er konverteret til en anden religion samt at ansøgerne ikke har oplyst, at de i Iran ville have noget ønske om at fortælle andre deres syn på religiøse spørgsmål, eller at de andre grunde forventer at ville gøre dette i noget særligt omfang. Herefter, og idet Flygtningenævnet ikke finder anledning til at udsætte sagen på forespørgsel til UNHCR om, hvorledes ansøgerne og deres forældre måtte være registreret, stadfæster nævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2018/319/SME