Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk perser og angiveligt kristen fra Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi han er konverteret til kristendommen. Han frygter endvidere ægtefællen til den kvinde, som han havde et forhold til. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han i [i vinteren/foråret] 2012 mødte en kvinde ved navn [A], som kom i hans forretning. De begyndte at skrive og ringe sammen, og det udviklede sig til et forhold. Omkring 30 dage efter første møde tog ansøgeren hjem til [A] om natten. De så derefter hinanden en gang om ugen og havde kontakt med hinanden hver dag. Efter fem til seks måneder svarede [A] ikke på ansøgerens beskeder, og ansøgeren har ikke hørt fra hende siden. Han er blevet ringet op af en mand, som ansøgeren formoder, er [A]s ægtefælle, der er oberst i garden. Manden sagde, at han nok skulle finde ansøgeren. Omkring en måned efter dette blev ansøgeren opsøgt i sin forretning. Efter 15 dage blev han igen opsøgt, men [A] blev ikke nævnt. Ansøgerens forældres bopæl blev også opsøgt. Ansøgeren lukkede sin forretning og åbnede en anden på samme gade. Han blev kontaktet og truet på sms og ved opkald mange gange. I 2014 talte ansøgeren med sin ven, [B], hvilket gjorde ansøgeren interesseret i kristendommen, fordi straffen for utroskab var mildere i kristendommen end i islam. Ansøgeren deltog i kristendomsundervisning i to måneder, hvorefter han blev døbt i [efteråret] 2014. Ansøgeren udrejste i [efteråret] 2015 grundet konflikten med [A]s ægtefælle, og fordi en bekendt var blevet udsat for overgreb grundet sin kristne tro. Ansøgerens bror har efterfølgende modtaget en tilsigelse til ansøgeren om at møde i retten. Ansøgeren fortsatte med sine kristne aktiviteter i Danmark, og han blev døbt i [foråret] 2017. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgeren forklaring om sine asylmotiver til grund. I forhold til spørgsmålet om ansøgerens angivelige konflikt i Iran som følge af, at han har haft et forhold til en gift kvinde har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet forskellige forklaringer om væsentlige elementer i asylmotivet, herunder om hvornår han blev opsøgt, og hvad han fik at vide om baggrunden for opsøgningerne. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring om denne del af asylmotivet generelt har fremstået diffus og upræcis. Herudover lægger nævnet vægt på, at ansøgeren efter det oplyste har kunnet opholde sig i Iran i perioden fra 2012 – 2015, uden at der er blevet gjort alvor af eventuelle trusler mod ansøgeren, også selvom ansøgeren efter sine egne oplysninger åbnede en ny forretning i samme gade som hans tidligere forretning lå i. På den anførte baggrund kan nævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren har haft en asylbegrundende konflikt i Iran i anledning af sit forhold til en kvinde, der var gift med en oberst i garden. I forhold til spørgsmålet om ansøgerens angivelige konversion fra islam til kristendommen finder nævnet, at ansøgeren under sagens behandling ikke på en overbevisende og reflekteret måde har redegjort for sine bevæggrunde for at konvertere til kristendommen i Iran, ligesom han heller ikke har anført noget om dette i sit asylskema [fra slutningen af] 2015. Nævnet finder det endvidere påfaldende, at ansøgeren først begyndte at gå i kirke efter at have været i Danmark omkring et års tid, selvom han efter sine egne oplysninger skulle være blevet døbt i Iran. Nævnet finder, at ansøgeren ikke har givet en plausibel forklaring på, hvorfor han ikke gik i kirke i Danmark allerede umiddelbart efter sin ankomst til landet. Nævnet lægger også vægt på, at ansøgeren under de afholdte samtaler ikke har kunnet erindre datoerne for sin dåb i hverken Iran eller Danmark, ligesom ansøgeren heller ikke under sagens behandling på overbevisende måde har redegjort for baggrunden for, at han nu er blevet protestant, selvom han i Iran angiveligt skulle være døbt katolsk. I det hele fremstår ansøgerens trosforhold ureflekterede og uden at være udtryk for en reel indre overbevisning. Den omstændighed, at ansøgeren har fremlagt dåbsbevis, kan heroverfor og i lyset af ansøgerens generelle troværdighed ikke i sig selv føre til en anden vurdering af sagen. Oplysningerne om ansøgerens aktiviteter i Danmark i forbindelse med deltagelse i en demonstration omkring årsskiftet 2017/2018, deltagelse i og distribution af Youtube-videoer og oplysningen om, at der angiveligt har været en iransk spion på ansøgerens flygtningecenter kan ikke føre til en anden vurdering af sagen, herunder til at ansøgeren har sandsynliggjort et asylmotiv ”sur place”. Nævnet har herunder lagt vægt på, at der ikke i øvrigt er oplysninger om, at ansøgeren skulle være særligt profileret, og at myndigheder eller private i Iran således skulle være kommet til kundskab om aktiviteterne. Det kan heller ikke i sig selv føre til en anden vurdering, at ansøgeren angiveligt har et kors tatoveret på skulderen. Den fremlagte tilsigelse til at møde i retten kan efter nævnets opfattelse ikke umiddelbart henføres til forhold af betydning for belysning af ansøgerens asylmotiver. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han er i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ved en tilbagevenden til Iran er i risiko for dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/314/SLH
