iran2018307

Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk hamadan og angiveligt kristen af trosretning fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at få afhugget en arm eller et ben. Ansøgeren frygter endvidere at blive henrettet af de iranske myndigheder, da han har haft et forhold til en kvinde ved navn [A]. Ansøgeren frygter endvidere at blive henrettet af de iranske myndigheder som følge af sine tatoveringer og grundet alkoholindtag, da ansøgeren tidligere har været fængslet af myndighederne. Endelig har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han frygter de iranske myndigheder, da ansøgeren er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv, om at han frygter de iranske myndigheder grundet sit forhold med [A] oplyst, at ansøgeren ønskede at gifte sig med hende, og derfor forsøgte at fri til hende to måneder efter, at han havde mødt hende. [A`s] far afviste dette og truede ansøgeren på livet. Ansøgeren besluttede sig på ny at fri til [A], som ligeledes blev afvist af [A`s] far, og ansøgeren blev efterfølgende anmeldt til myndighederne af [A`s] far. Myndighederne udstedte herefter en tilsigelse til retten stilet til ansøgeren, hvorefter de henvendte sig på ansøgerens bopæl for at finde ham. Myndighederne forlod bopælen, da ansøgeren ikke var der. Myndighederne vendte tilbage til bopælen, hvor de tog ansøgerens bror med og tilbageholdte ham i tre dage, idet de forvekslede ansøgerens bror med ansøgeren. Ansøgeren flygtede til Chah Bahar efter han havde hørt, at myndighederne havde anholdt ansøgerens bror. Efter otte måneders ophold i Chah Bahar udrejste ansøgeren af Iran. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv, om at han frygter de iranske myndigheder grundet sine tatoveringer og alkoholindtag, oplyst, at ansøgeren tidligere har været fængslet og chikaneret af myndighederne som følge heraf. Ansøgeren frygter på denne baggrund, at myndighederne vil henrette ansøgeren. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv, om at han er konverteret til kristendommen, oplyst, at ansøgerens venner opfordrede ansøgeren til at komme i en huskirke i Iran. Ansøgeren er efter indrejsen i Danmark konverteret til kristendommen, og han er blevet døbt i den kristne tro. Flygtningenævnet finder ikke at kunne afvise, at ansøgeren på grund af alkoholindtagelse har været frihedsberøvet af myndighederne og i den forbindelse har været udsat for fysiske overgreb. På denne baggrund har Flygtningenævnet ikke fundet grundlag for at imødekomme en subsidiær begæring om udsættelse af sagen på foretagelse af torturundersøgelse. Ansøgerens forklaringer vurderes imidlertid i lyset af det forklarede om fysiske overgreb. Imidlertid finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgerens forklaringer kan lægges til grund, idet de på meget centrale punkter indeholder divergenser og udbygninger. Ansøgeren har blandt andet forklaret divergerende om, hvorvidt han har været fængslet to eller tre gange, om hvorvidt han er idømt straf i form af piskeslag, og om hvorvidt han to eller ti gange har været udsat for overgreb fra Basij. Han har også forklaret divergerende om, hvorvidt [A`s] far var til stede under det første frieri, og om han der truede med at slå ansøgeren ihjel, ligesom han har forklaret udbyggende og divergerende om [A`s] kusines rolle og om ansøgerens brors tilbageholdelse. Han har endeligt forklaret divergerende om, hvorvidt myndighederne med sikkerhed havde kendskab til hans seksuelle forhold til [A], eller at dette blot beroede på hans formodning. Det bemærkes endvidere, at hverken han selv under sit ophold i Iran frem til [efteråret 2015], eller hans familie har været udsat for myndighedsforfølgelse siden brorens angivelige tilbageholdelse primo 2015. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens konversion er reel. I den forbindelse henvises dels til det ovenfor anførte om ansøgerens generelle troværdighed og dels til divergerende forklaringer, om hvorvidt ansøgeren i Iran har været i huskirke, om hvornår han besluttede at konvertere og om, hvorvidt han forud for dåben modtog kristendoms undervisning.  På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Iran/2018/307/AZU