iran2018292

Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Iran. Ansøgeren er født og opvokset i Ramadi, Irak. I 2003 flyttede ansøgeren fra Ramadi til [mindre by]. Ansøgeren har sympatiseret med KDPI og været aktiv for partiet fra omkring år 2013. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive fængslet på livstid eller slået ihjel af de iranske myndigheder, da ansøgerens far og farbror er medlemmer af og aktive for KDPI. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far er medlem af KDPI. Ansøgerens farbror, [A], er et højstående medlem af KDPI og har betegnelsen ”kader” i partiet. Ansøgeren har ikke været medlem af KDPI, men har været sympatisør og politisk aktiv for partiet. Ansøgeren uddelte politiske aviser i Barika-lejren og byen [mindre by]. Herudover kørte ansøgeren fra 2014 til 2015 sin farbror rundt i Barika-lejren og [mindre by]. Ansøgeren uddelte aviser omkring 50 gange fra omkring 2013 og frem til [sommeren] 2015, hvor ansøgeren udrejste af Irak. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sine aktiviteter og niveauet for disse for KDPI til grund. Han har således forklaret divergerende om, hvorvidt han alene har modtaget aviser fra farbroren eller også fra andre, hvor og hvornår han har omdelt disse samt om antallet af omdelinger svingende fra 40 til 50 gange til hver eller hver anden måned over en periode på halvandet år.  Han har endvidere overfor sin advokat angiveligt oplyst, at han har deltaget i møder i partiet for sympatisører, mens han i øvrigt har benægtet dette. Det bemærkes endvidere at ansøgeren ikke selv har været medlem af KDPI, at hans aktiviteter for partiet i de sidste tre år i Danmark har været stærkt begrænset, og at hans far alene har været menigt medlem. Uanset at ansøgers farbror har været et mere fremstående medlem af partiet, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er således profileret, at han ved en indrejse i Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/292/CHA