Nævnet meddelte i september 2018 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk perser og oprindelig shia-muslim fra Teheran, Iran. Ansøgeren er efter det oplyste konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive fængslet af de iranske myndigheder, idet hun er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun med sin kæreste, [C], talte om kristendommen, og at [C] i sommeren 2014 fortalte, at han var kristen. [C] gav ansøgeren og hendes søster en bibel og ansøgeren begyndte at læse i biblen. Ansøgeren og hendes søster har været i huskirke seks gange i alt i perioden fra [foråret] til [efteråret] 2015. Ansøgeren har endvidere oplyst, at [D’s] mor og søster i [efteråret] 2015 opsøgte hendes families bopæl, idet de var modstandere af ansøgerens søsters forhold til [D]. Senere samme dag slog [D] op med ansøgerens søster. Ansøger og hendes søster rejste til Tyrkiet, fordi ansøgerens søster havde det dårligt psykisk som følge af bruddet med [D]. Ansøger har yderligere oplyst, at [D] kom til Tyrkiet nogle dage senere og fortalte, at han havde skrevet et brev til sin familie, som indikerede, at ansøgerens søster og ansøgeren var kristne. Mens ansøgeren og hendes søster opholdt sig i Tyrkiet havde politiet ransaget deres bopæl og taget en computer, en bibel og forskellige ark med kristne tekster med sig. Bopælen er blevet ransaget to gange yderligere efterfølgende. Efter indrejsen i Danmark er ansøgeren [i sommeren] 2016 blevet døbt i [en kirke]. Ansøgeren har i den tid hun har opholdt sig i Danmark løbende deltaget i gudstjenester og kirkelige aktiviteter. Flygtningenævnet finder, uanset visse divergenser, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun er opvokset i en familie, der ikke praktiserede islam. Nævnet finder endvidere, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun i 2014 som forklaret begyndte at interessere sig for kristendommen, og at hun sammen med søsteren [A], af [C], blev introduceret til en hjemmekirke, som ansøgeren herefter frekventerede seks gange. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun på grund af sit oprindelige asylmotiv ville risikere asylbegrundende forfølgelse eller overgreb. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren har forklaret overbevisende om sine refleksioner og bevæggrunde for at konvertere til kristendommen, ligesom hun har demonstreret en god viden om den kristne tro. Det fremgår af de fremlagte erklæringer, at ansøgeren, der blev døbt efter seks måneders dåbsundervisning, efterfølgende, og uanset hvor hun har opholdt sig, har deltaget i gudstjenesterne og en række kirkelige aktiviteter. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren i forlængelse af sit møde med kristendommen i hjemlandet, efter at være kommet til Danmark, er konverteret til kristendommen, og at konversionen er reel. Flygtningenævnet finder endvidere, at det efter ansøgerens forklaring må lægges til grund, at hun ved en eventuel tilbagevenden til Iran vil leve åbent som kristen og forkynde det kristne budskab. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse som følge af sin tro. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/287/EMU
