Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk perser fra Neishabur, Khorasan, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har deltaget i demonstrationer efter præsidentvalget i 2009. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han er vantro. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i 2010 meldte sig til militærtjeneste. Myndighederne udspurgte i den forbindelse ansøgeren om hans religiøse overbevisning, hvor ansøgeren ikke kunne svare på, om han var sunni- eller shia-muslim. Myndighederne holdt derfor øje med ansøgeren. Ansøgeren deltog i træning til militærtjeneste i halvanden til to måneder, men mødte ikke op til selve militærtjenesten. I 2011 eller i 2012 blev ansøgeren anholdt på sin bopæl, fordi han var udeblevet fra militærtjenesten. Han blev tilbageholdt i 12 dage og kom for en dommer, der besluttede, at ansøgeren ikke skulle deltage i værnepligten. Ansøgeren fik herefter ”det røde kort”, hvilket blandt andet indebar, at han ikke kunne få en offentlig stilling. [I sommeren] 2015 spillede Iran og USA volleyball-kamp. Iran vandt, og ansøgeren og hans kæreste tog efter kampen til Bisetun-gaden i Teheran, hvor der på gaden var tilskuere fra kampen. Nogle af de fremmødte tilskuere forvandlede situationen til en demonstration og råbte slagord mod myndighederne. Ansøgeren råbte også slagord mod myndighederne, og pludselig tog en betjent fat i ansøgerens kæreste. De andre demonstranter kom ansøgerens kæreste til undsætning, så hun slap væk. Ansøgeren blev tilbage og 20-30 betjente nærmede sig. Tre til fem betjente hev ansøgeren til side og tæskede ham. Ansøgeren blev slået og besvimede. Han vågnede op på et hospital, hvor han opholdt sig i syv dage. Ansøgeren blev herefter ført til en politistation, hvor han blev sigtet for at være vantro, for at have skabt uro og for at være imod den generelle sikkerhed. Ansøgeren blev også sigtet for at have hjulpet sin kæreste med at flygte ved episoden [i sommeren] 2015. En politibetjent kendte til ansøgerens værnepligtssag og sagde: ”Nå, så du er også vantro?” Efter syv til otte timer blev ansøgeren overført til en anden politistation, hvor han blev tilbageholdt i to uger med henblik på at blive stillet for en domstol. Politiet truede med at skære ansøgerens hånd af og hals over. Ansøgeren kom efter to uger for retten, hvor dommeren læste sigtelserne op for ham. Det var de samme sigtelser, som politiet havde oplyst ansøgeren. Ansøgerens forældre var til stede ved retsmødet, og ansøgerens mor stillede kaution for ansøgeren i form af hendes pensionsudbetalinger. Ansøgeren blev herefter løsladt og tog hjem og hentede sine ting og flyttede dem til et andet sted i Teheran. Ansøgeren tog herefter til Mashad, hvor han opholdt sig i tre til fire måneder, inden han udrejste af Iran fra Mashad Lufthavn [i efteråret] 2015 med sit eget pas indeholdende en falsk forlængelse af passets gyldighedsperiode. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, da ansøgerens forklaring på centrale punkter har været divergerende. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende om, hvad der er sket, efter han forlod Iran. Ansøgeren har gået i skole i 12 år og har drevet virksomhed i Iran, og det må derfor i udgangspunktet kunne forventes, at ansøgeren er i stand til at redegøre for sit asylmotiv. Ansøgeren har forklaret, at han i Iran var i medicinsk behandling mod depression, men at han i Danmark ikke har fået en virkningsfuld behandling herfor. Ansøgeren har forklaret, at han i 2010/2011 kom i myndighedernes søgelys, fordi ansøgeren, da han ville aftjene værnepligt, afslørede, at han ikke var troende. Det blev ligeledes afsløret, at ansøgeren var tatoveret. Ansøgeren fik derfor ”det røde kort”. Ansøgeren har videre forklaret, at han sammen med sin kæreste var med i en folkemængde, der [i sommeren] 2015 havde samlet sig foran Indenrigsministeriet i Teheran for at fejre en sportsbegivenhed, men at dette udviklede sig til, at der blev råbt slagord mod regimet, herunder af ansøgeren, der af den grund, og fordi han hjalp sin kæreste med at slippe væk, på stedet blev pågrebet, udsat for grove overgreb og anholdt. Ansøgeren har videre forklaret, at han blev tilbageholdt af sikkerhedstjenesten og senere politiet, og at han blev fremstillet for en dommer, sigtet for modstand mod regimet og for at være frafalden. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at afvise ansøgerens forklaring om, at han på et tidspunkt er pådraget de legemlige skader, han har forklaret om, og som fremgår af de viste fotos. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at disse skader er påført ansøgeren af politiet, Basij eller andre myndighedspersoner på grund af ansøgerens deltagelse i en demonstration [i sommeren] 2015. Ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer om baggrunden for, at han blev udelukket fra militærtjeneste og baggrunden for, at han i 2015 udrejste af Iran. Vedrørende sidstnævnte har ansøgeren i ansøgningsskemaet således anført, at han udrejste, fordi Basij-styrkerne behandlede ham dårligt på grund af ansøgerens tatoveringer. Ansøgeren omtaler i ansøgningsskemaet ikke konflikten i 2010/2011 og ej heller, at han i 2015 blev fremstillet for en dommer på grundlag af særdeles alvorlige sigtelser og alene løsladt mod kaution. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han udrejste, fordi en gruppe på flere personer truede ham, fordi de beskyldte ham for at være vantro. Under asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han udrejste, fordi han frygtede, at de iranske myndigheder ville henrette ham, da han blev anset for vantro. Ansøgeren har under nævnsmødet ikke relevant kunne redegøre for disse væsentlige divergenser. Ansøgeren har forklaret, at myndighederne efter løsladelsen mod kaution ledte efter ham, idet de henvendte sig på bopælen. Ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer om, hvorvidt han i den periode var i direkte kontakt med sin mor. Ansøgeren udrejste først tre til fire måneder senere, og da på sit eget pas. Ansøgeren har overfor Udlændingestyrelsen forklaret, at hans pas blev forfalsket på den måde, at udløbsdatoen blev ændret. Foreholdt, at det forekom risikabelt at udrejse i eget navn, har ansøgeren under nævnsmødet forklaret, at de penge han betalte til sin farbror i stedet muligvis blev brugt til at bestikke lufthavnspersonalet. Slutteligt har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren under samtalen med sin advokat har forklaret, at der på familiens bopæl i Teheran i begyndelsen af 2018 blev afleveret en tilsigelse til Revolutionsdomstolen. Under nævnsmødet har ansøgeren derimod forklaret, at det af dokumentet fremgik, at han er dødsdømt in absentia. Herefter finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/285/EMU
