iran2018278

Nævnet hjemviste i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar, hvor den mandlige ansøger er fra Iran og den kvindelige ansøger er fra Afghanistan samt to børn. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Den mandlige ansøger er iransk statsborger, etnisk sistani og ikke-troende fra Mashad, Iran. Den kvindelige ansøger er afghansk statsborger, etnisk hazara og shia-muslim fra Mashad, Iran. Den kvindelige ansøger er født og opvokset i Iran.  Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Iran frygter, at de vil blive slået ihjel af den mandlige ansøgers bror og far, fordi de ikke accepterer ansøgernes ægteskab. Den kvindelige ansøger har endvidere henvist til, at de afghanske myndigheder ikke vil anerkende hende som afghansk statsborger. Ansøgerne har til støtte herfor oplyst, at de blev gift i 2009. Den mandlige ansøgers familie var i begyndelsen imod deres ægteskab, fordi den kvindelige ansøgers familie ikke havde samme sociale status, som den mandlige ansøgers. Den kvindelige ansøgers mor er født i Iran, og hendes far er født i Afghanistan. Den kvindelige ansøger er født og opvokset i Iran. Den mandlige ansøgers familie var ikke bekendt med den kvindelige ansøgers afghanske statsborgerskab på tidspunktet for vielsen. I 2010 fratog de iranske myndigheder den kvindelige ansøgers iranske identitetsdokumenter, og hun fik i stedet udstedt en midlertidig opholdstilladelse som afghaner i Iran. I 2015 indleverede den mandlige ansøger sin fødselsattest og vielsesattest til fornyelse hos myndighederne. I [efteråret] 2015 modtog den kvindelige ansøger et opkald fra den mandlige ansøgers bror ved navn [A], hvor han truede hende. Den mandlige ansøger fik at vide af sin søster [B], at [A], via en person hos myndighederne, havde fundet ud af, at den kvindelige ansøger var afghaner, hvorfor [A] var på vej til ansøgernes bopæl i Mashad. Da den mandlige ansøger kom hjem, besluttede ansøgerne sig for at forlade deres bopæl med det samme. Ansøgerne tog derefter ophold i et hus beliggende uden for Mashad i omkring syv til ti dage. Herefter rejste ansøgerne til Teheran, hvorefter de udrejste af Iran. Ansøgerne har efter deres indrejse i Danmark fået interesse for kristendommen. [I efteråret] 2017 blev ansøgerne døbt i [C] kirke. Efter de foreliggende oplysninger finder nævnet, at der er en sådan tvivl om den kvindelige ansøgers statsborgerskabsforhold, at der ikke er grundlag for på nuværende tidspunkt at behandle sagen i Flygtningenævnet. Nævnet har lagt vægt på, at det efter baggrundsoplysningerne om indholdet af den afghanske statsborgerskabslovgivning må anses som tvivlsomt, om den kvindelige ansøger har opnået afghansk statsborgerskab. Hertil kommer, at det efter de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger forholder sig således, at en udenlandsk kvinde, der gifter sig med en iransk statsborger, opnår iransk statsborgerskab. På denne baggrund, og idet der efter nævnets oplysninger ikke er en accept af dobbelt statsborgerskab i hverken Iran eller Afghanistan, finder nævnet det rettest at sagen hjemvises til Udlændingestyrelsen til nærmere belysning af den kvindelige ansøgers statsborgerskabsforhold. Henset til den nære sammenhæng mellem asylmotiverne i den kvindelige og mandlige ansøgers sag, finder nævnet, at også den mandlige ansøgers sag må omfattes af beslutningen om hjemvisning. Det tilføjes, at Udlændingestyrelsen herved også vil få mulighed for at forholde sig til spørgsmålet om, hvorvidt ansøgernes konversion har betydning for muligheden for at opnå opholdstilladelse i Danmark. Om statsborgerskabsspørgsmålet kan Flygtningenævnet udover det baggrundsmateriale, der fremgår af den af Udlændingestyrelsen fremsendte sag, mere generelt henvise til European University Institute: Report on Citizenship Law udgivet i marts 2017, og Landinfo: Respons. Afghanistan: Krav til foreldres samtykke ved søknad om statsborgerskap for barn, udgivet den 27. januar 2015.” Iran/2018/278/LINB