”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk perser og har oplyst, at han ikke har en religion. Klageren er fra Karaj, Iran. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter fængsling, at blive udsat for vold eller henrettelse af de iranske myndigheder, idet klageren har deltaget i en demonstration, hvor klageren brændte en plakat af Khomeini. Til støtte for asylmotivet har klageren henvist til, at han deltog i en demonstration i 2009. Under demonstrationen konkurrerede klageren og hans to venner om, hvem der kunne lave mest ravage. Klageren brændte en plakat af Khomeini. Herefter kom myndighedspersoner og skød mod demonstranterne. Klageren blev ramt af et skud i armen og slået i hovedet. Det lykkedes klageren at flygte til en sidegade, hvorfra en ukendt person tilbød ham lift til sygehuset i Karaj. Den ukendte person informerede klagerens forældre om hændelsen. På hospitalet besvimede klageren. Da klageren vågnede op, var hans forældre tilstede og fortalte, at myndighederne havde ransagede alle huse på gaden for at lede efter klageren. Herefter blev klageren af sin far kørt til Irak, hvor han opholdt sig i omkring tre år. Indledningsvis bemærker Flygtningenævnet, at det følger af udlændingelovens § 49a, jf. § 31, at en afgørelse om, at en udlænding ikke kan udsendes, skal indeholde en stillingtagen til, om der kan meddeles udlændingen opholdstilladelse efter § 7. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at Udlændingestyrelsen har været afskåret fra på ny at tage stilling til ansøgerens asylgrundlag. Flygtningenævnet finder som Udlændingestyrelsen, at ansøgerens forklaring om dennes asylmotiv ikke kan lægges til grund. Det er efter Flygtningenævnets opfattelse utroværdigt, at ansøgeren, der efter sin forklaring var bekendt med, at der fandtes overvågningskameraer, alligevel skulle have kastet med sten og brændt et billede af Khomeini. Ligeledes findes det divergerende, at ansøgeren har afgivet forskellige forklaringer om navnet på den ene af de to venner, der sammen med ham deltog i demonstrationen. Det forekommer tillige utroværdigt, at ansøgeren, der angiveligt deltog i en demonstration sammen med et stort antal mennesker, og som forud herfor må anses for at have været en helt uprofileret ung mand, kunne findes af myndighederne efter relativt kort tids søgen, angiveligt på basis af videoovervågning. Det bemærkes, at ansøger ved fremmøde i Flygtningenævnet d.d. har forklaret, at det formentlig var hans ven [A], der havde angivet ham, da denne var blevet anholdt i forbindelse med demonstrationen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/265 TBP
