”Ansøgeren er etnisk lor og fra Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive udsat for repressalier fra de iranske myndigheder, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans interesse for kristendommen blev vakt, da ansøgerens bror, [A], konverterede til kristendommen i Iran. Hans livsforhold havde ændret sig til det bedre. Ansøgeren konverterede efter lidt tid, da han anså det som en livsstil, der havde kærligheden i centrum. [I foråret] 2015 indledte ansøgeren et skænderi med en iransk kollega grundet en samtale om alkohol. Dagen efter opsøgte efterretningstjenesten deres bopæl, hvilket ansøgerens bror fik at vide af deres udlejer. Ansøgeren tog med sin bror til byen [X], hvor de opholdt sig hos en ven. Ansøgerens anden bror er efterfølgende blevet opsøgt og afhørt. Ansøgeren og hans bror, [A], er blevet dømt in absentia for at have missioneret om kristendommen. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens og dennes brors forklaring til grund, idet de indeholder divergenser, er udbyggende og på nogle punkter indbyrdes uoverensstemmende. Brødrene har således blandt andet forklaret divergerende om, hvorvidt [A] introducerede [B] til kristendommen ved uden anledning at opfordre ham til at læse en bibel eller om denne opfordring først fremkom på forespørgsel fra [B], da en bibel blev fundet liggende fremme. I øvrigt er der i en anden samtale med Udlændingestyrelsen fremkommet oplysning om, at [B]s interesse opstod efter, at han var blevet introduceret for [C]. [A] har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han var bekendt med, at broren havde set filmen om Jesus. Der er også forklaret divergerende om, hvorvidt brødrene talte om slagsmålet med araberne under en telefonsamtale eller først efter, de var mødtes i lejligheden. Endvidere er der forklaret divergerende om, hvorvidt deres storebror personligt henvendte sig til efterretningstjenesten på opfordring, eller om denne blev medtaget efter efterretningstjenestens henvendelse på brorens bopæl. Det bemærkes endvidere, at ingen af brødrene i deres asylansøgningsskema har nævnt noget om det centrale element i årsagen til flugten, nemlig myndighedsransagningen af bopælen. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren og dennes bror har sandsynliggjort, at deres konvertering til kristendommen er reel. I den forbindelse henvises dels til det ovenfor anførte om deres generelle troværdighed, dels til deres relativt beskedne kendskab til kristendommen og det korte tidsforløb efter deres introduktion til denne religion. Herefter finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/263/SLH
