Nævnet meddelte i august 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra […], Kurdistan, Iran. Ansøgeren har været aktiv for det kurdiske parti, Komala, siden 2006, og han har været medlem af partiet siden 2009. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet han har været politisk aktiv for Komala. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han er født og opvokset i Iran, indtil han i 2006 flyttede til Irak. I Iran havde ansøgeren hørt meget om det kurdiske parti, Komala, i medierne, og han besluttede sig for at opsøge partiet, fordi han blev nysgerrig. Ansøgeren fik kontakt til partiet gennem Komalas tv-kanal, som hver dag oplyste kontaktoplysninger og mailadresser på partiet. I 2006 tog han derfor til Irak for at få kontakt med partiet. Ansøgeren ringede til partiet og oplyste, at han gerne ville arbejde frivilligt for partiet. Ansøgeren startede derefter i et træningsforløb på tre måneder, hvorefter han blev godkendt som peshmerga. Fra 2006 til 2009 arbejdede ansøgeren seks til otte timer hver dag på tv-stationen [kurdisk tv-kanal], hvor ansøgeren beskæftigede sig med hjemmesiden, avisen, tv og radio. I 2009 blev ansøgeren medlem af Komala efter 18 måneders arbejde for partiet. Ansøgeren fortsatte derefter sit arbejde på tv-kanalen, hvor han også udgav artikler. Ansøgeren blev flere gange ringet op af de iranske myndigheder, som foreslog, at han skulle samarbejde med dem, hvilket han nægtede. I [vinteren] 2015 udrejste ansøgeren af Irak på grund af de generelle forhold for Komala-medlemmer. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Ansøgeren har forklaret troværdigt og detaljeret om sit arbejde for Komala, og forklaringen støttes af de i øvrigt foreliggende oplysninger, herunder udsendelser på tv, artikler og opslag på Facebook. Ansøgeren har som medlem af Komala således udført en række særdeles udadvendte aktiviteter på Komalas tv-kanal, herunder som nyhedsoplæser og producer fra 2009-2015, ligesom ansøgeren har deltaget i en række konferencer og begivenheder mv., hvor han har optrådt blandt andet med digte, hvilket er sendt på tv. Ansøgeren har endvidere gennem en årrække skrevet en række artikler, der har været offentliggjort på internettet, herunder på Iran Global, hvor han har tilkendegivet Komalas synspunkter, ligesom ansøgeren har haft en omfattende Facebook-aktivitet siden 2009 og frem til nu, hvor han har tilkendegivet Komalas standpunkter. Uanset at der er visse divergenser i ansøgerens forklaringer, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved indrejse i Iran risikerer at blive identificeret som kurdisk modstander af det iranske styre, og at han vil risikere konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/258/SSM