Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og født sunni muslim fra [mellemstor by], Iran. Ansøgeren har oplyst, at han er konverteret til kristendommen efter sin indrejse i Danmark. Ansøgeren har over for Udlændingestyrelsen oplyst at have været medlem af Kurdish Democratic Party of Iran (KDPI) i perioden fra 2010 til 2015. Ansøgeren har som asylmotiv oprindeligt henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi han har været medlem af KDPI, og fordi han har været peshmerga i Irak. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter de iranske myndigheder, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oprindeligt oplyst, at han udrejste af Iran til Irak i [begyndelsen af vinteren] 2010, fordi kurderne i Iran blev diskrimineret, og fordi ansøgeren ønskede at blive peshmerga og medlem af KDPI. Omkring to måneder efter ankomsten til Irak, påbegyndte ansøgeren sin træning som peshmerga. Træningen varede i to måneder og 20 dage. Efter omkring tre til seks måneders ophold i Irak, blev ansøgeren medlem af KDPI, idet han overbeviste ledelsen i KDPI om, at han ønskede at kæmpe for kurdernes rettigheder. I Irak var ansøgeren livvagt for flere af bestyrelsesmedlemmerne i KDPI i en periode på omkring to år, og i de næstfølgende tre år var ansøgeren vagt ved forskellige kaserner og områder med tilknytning til KDPI. På et tidspunkt ønskede ansøgeren at vende tilbage til Iran, hvilket forehavende ansøgeren opgav, fordi hans ven i Iran oplyste, at ansøgeren risikerede at blive fængslet af de iranske myndigheder på et opdigtet grundlag. Under ansøgerens ophold i Irak modtog ansøgeren i alt tre opkald fra sin fars ven, der arbejdede for de iranske myndigheder, som oplyste, at såfremt ansøgeren ville vende tilbage til Iran, skulle han samarbejde med myndighederne. Kort herefter udrejste ansøgeren af Irak. For nævnet har ansøgeren oplyst, at han ikke har været medlem af KDPI. Efter sin indrejse i Danmark har ansøgeren fået interesse for kristendommen, idet en anden iransk asylansøger ved navn [A] introducerede ansøgeren herfor. Ansøgeren har efterfølgende gået i kirke med jævne mellemrum og blev døbt i [B] Kirke [i sommeren] 2016. Flygtningenævnet finder, at i hvert fald dele af ansøgerens forklaring om baggrunden for at søge asyl i Danmark ikke kan lægges til grund. Ansøgeren har således forklaret noget skiftende om bl.a., hvorvidt han har været medlem af KDPI, idet han over for Udlændingestyrelsen ad flere omgange har forklaret om sit medlemskab, mens han over for nævnet har oplyst og fastholdt, at han slet ikke har været medlem. Ansøgerens forklaring for nævnet savner sammenhæng med, at han for nævnet har fremlagt en erklæring [fra sommeren] 2018, hvoraf fremgår, at han siden 2010 har været medlem af KDPI, hvilken erklæring ansøgeren imidlertid for nævnet har forklaret er uden realitet. Ansøgeren har endvidere forklaret forskelligt om, hvor mange demonstrationer han har deltaget i, idet han under oplysnings- og motivsamtalen oplyste, at han har deltaget i tre demonstrationer i Irak, mens han under asylsamtalen først forklarede, at han havde deltaget i to demonstrationer, hvilket han foreholdt sin tidligere forklaring dog ændrede til tre demonstrationer. Han har desuden givet meget sparsomme oplysninger om sin deltagelse i disse demonstrationer, herunder om hvornår disse demonstrationer fandt sted. Hertil kommer, at ansøgeren tillige har forklaret uoverensstemmende om, hvorvidt han eller hans familie er blevet opsøgt af den iranske efterretningstjeneste. Til oplysnings- og motivsamtalen oplyste ansøgeren således, at hans familie i Iran flere gange havde modtaget henvendelser fra den iranske efterretningstjeneste, mens han til asylsamtalen forklarede, at hans familie ikke er blevet opsøgt, men at ansøgeren selv er blevet kontaktet af en ven til sin far med besked om, at hvis han kom tilbage til Iran, skulle ansøgeren arbejde for myndighederne. For nævnet har ansøgeren gentaget sin oprindelige forklaring om, at familien er blevet opsøgt flere gange af myndighederne. Nævnet finder, at det på denne baggrund er tvivlsomt, om ansøgeren i Irak har deltaget i demonstrationer mod styret i Iran, og om ansøgeren har været medlem af KDPI og/eller udført aktiviteter som peshmerga i Irak, og uanset hvad der kan lægges til grund herom, så er der i hvert fald ikke oplysninger i sagen, der støtter eller peger i retning af, at ansøgeren på nogen måde skulle være kommet i de iranske myndigheders søgelys som følge af sine angivelige aktiviteter i Irak. Nævnet tiltræder derfor, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren på grund af eventuelle politiske aktiviteter uden for Iran skulle være i risiko for forfølgelse eller asylbegrundende overgreb fra de iranske myndigheders side. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han under sit ophold i Danmark er konverteret til kristendommen, og at han også af den grund frygter de iranske myndigheder. Ansøgerens kendskab til kristendommen under samtalerne med Udlændingestyrelsen har imidlertid været særdeles begrænset – grænsende til totalt ukendskab – og han har oplyst bl.a., at han slet ikke opfatter kristendommen som en egentlig religion, men mere som retningslinjer for at leve et ordentligt liv. Ansøgeren har til brug for sagens behandling i Flygtningenævnet fremlagt en udtalelse [fra sommeren] 2018, der viser, at ansøgeren forud for nævnsmødet har deltaget i et kristendomskursus, og ansøgeren har da også for nævnet kunne svare på enkelte af de stillede spørgsmål om kristendommen, om end ansøgerens kendskab fortsat – til trods for at han blev døbt [i sommeren] 2016 – fremstår særdeles begrænset og helt overfladisk. Ansøgeren har heller ikke på en overbevisende måde kunnet redegøre nærmere for sine refleksioner over sit motiv for konverteringen, ligesom han ikke har kunnet svare overbevisende på spørgsmål om, hvilken betydning kristendommen har for ham. Det forekommer således nævnet helt åbenbart, at ansøgerens konvertering ikke har baggrund i en reel indre overbevisning, og at der ikke er grund til at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran har behov for eller ville leve et åbent kristent liv med risiko for, at myndigheder eller andre i Iran blev bekendt med ansøgerens religionsopfattelse. Nævnet har ved vurderingen heraf og af ansøgerens troværdighed i øvrigt været opmærksom på hans personlige forhold, herunder at han har oplyst at have hukommelsesvanskeligheder. Nævnet finder herefter samlet, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/247/LINB
