Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig stats-borger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk azari fra Tehran, Iran. Ansøgeren har oplyst, at hun ikke har en religion, og at hun følger sig kristen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive stenet eller pisket af de iranske myndigheder og sin familie. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun udrejste fra Iran den [i vinteren] 2014. Ansøgeren rejste på et falsk visum til Italien, hvor hun afgav fingeraftryk. [I vinteren] 2014 søgte ansøgeren asyl i Danmark, med henvisning til, at hendes familie ville slå hende ihjel, idet hun havde haft samleje uden for ægteskab med sin arbejdsgiver i Iran. Ansøgeren frygtede, at hendes arbejdsgiver ville kaste syre på hende, fordi ansøgeren ikke ville have samleje med ham og hans ven. [I sommeren] 2015 besluttede Udlændingestyrelsen, at ansøgeren skulle overføres til Italien. [I sommeren] 2015 besluttede ansøgeren at rejste tilbage til Iran, idet hun ikke vidste, hvordan hun skulle klare sig i Italien. I lufthavnen i Teheran blev ansøgerens pas taget af myndighederne, og de afhørte hende. Herefter blev ansøgeren overført til et arresthus, hvor hun fortsat blev afhørt af myndighederne. Myndighederne sagde, at ansøgerens familie havde klaget over hende, og at hendes familie havde sagt, at hun havde haft et seksuelt forhold til sin tidligere arbejdsgiver, hvilket var grunden til, at hun var flygtet fra Iran. Ansøgeren kom på grund af klagen til en retsmedicinsk undersøgelse, hvor de fandt ud af, at hun ikke var jomfru, og at hun havde fået sat en spiral op. Ansøgeren forklarede, at hun havde fået abort og havde fået en spiral op i Danmark, hvor hun i øvrigt havde mødt en mand, som hun gerne ville giftes med. I arresthuset blev ansøgeren opsøgt af en mullah, der fortalte, at ansøgeren skulle til et retsmøde ved den islamiske domstol. Mullahen fortalte videre, at straffen for et udenomsægteskabeligt forhold og abort, som resultatet af det udenomsægteskabelige forhold, er stening. Ansøgeren morbror betalte kaution, hvorefter ansøgeren blev løsladt. Ansøgeren var herefter hos sin morbrors ven i 40 dage. [I foråret] 2015 udrejste ansøgeren fra Iran. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren under asylsamtalen har forklaret, at hun ikke længere frygter sin tidligere arbejdsgiver. Videre har ansøgeren forklaret, at hun ikke blev opsøgt af sin familie i den periode, hun opholdt sig i Iran, da hun valgte at genindrejse. Flygtningenævnet har ligeledes lagt vægt på, at ansøgeren første gang indrejste i Danmark [i vinteren] 2014 på et visum og ved sin indrejse i Danmark samt under oplysnings- og motivsamtalen oplyste et falsk navn, ligesom hun først [i vinteren] 2014 valgte at søge asyl, og at ansøgeren valgte at genindrejse til Iran i stedet for en Dublinoverførsel til Italien. Efter en samlet vurdering kan Flygtningenævnet ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun første gang udrejste af Iran efter et seksuelt forhold til hendes arbejdsgiver, til grund. Det forekommer usandsynligt, at ansøgeren, da hun frivilligt genindrejste i Iran på et lovligt pas, skulle blive arresteret og underkastet en gynækologisk undersøgelse på baggrund af en klage fra hendes familie, ligesom det forekommer usandsynligt, at ansøgeren, såfremt hun ville ifalde dødsstraf for et udenomsægteskabeligt forhold, efter tre dages tilbageholdelse kunne blive løsladt mod kaution og uden andre betingelser, og at hun derefter kunne opholde sig i landet i mere end en måned, uden at blive opsøgt. Hertil kommer, at ansøgeren nu er gift med den mand, hun har haft et udenomsægteskabeligt forhold til, hvorfor det er særdeles usandsynligt, at myndighederne skulle have særlig interesse i ansøgeren. Ansøgeren er efter sin egen forklaring ikke blevet opsøgt af eller har haft kontakt med familien, siden hun udrejste af Iran første gang i 2014, og når sammenholdes med ansøgerens generelle troværdighed finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun er efterstræbt af sin familie. Endelig har ansøgeren forklaret, at hun ikke har nogen religion men føler sig kristen. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår og i hvilket omfang hun har været i kirke, og ansøgeren ikke har haft konflikter i Iran som følge af sin angivelige manglende tro. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/TBP/240
