Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk tyrker og tidligere ateist fra Gorgan, Golestar, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han efter sin indrejse i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive henrettet, idet han har udført anti-islamisk propaganda. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter de iranske myndigheder, fordi han er blevet anmeldt til myndighederne af kærestens far, idet han har taget hans datter med sig ud af landet, og idet faren mener, at ansøgeren har dårlig indflydelse på hans datter. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han omkring 1383-1384 (2004-2006) stoppede med at betragte sig selv som muslim. Han begyndte at anse sig selv som ateist efter 1384 (2005-2006). I 1385 (2006 eller 2007) begyndte ansøgeren på universitetet, hvor han lærte en person ved navn [A] at kende. Ansøgeren opdagede, at [A] ligesom ansøgeren selv, ikke troede på nogen religion, og at han afholdt ceremonier og fester, hvor han havde anti-islamisk propaganda med. Ansøgeren deltog herefter i disse anti-islamiske fester og var med til at forberede materiale, der kunne deles ud til de af gæsterne, der var mest oplagte at rekruttere til at forkaste islam. Ansøgeren og gruppen lavede for eksempel en udflugt i skoven, hvor de personer, der havde tilsluttet sig gruppen, skulle brænde en koran af for endeligt at bevise, at de ikke længere var muslimer. Ansøgeren var aktiv i gruppen indtil hans udrejse i 2012. Gruppen mødtes omkring en gang om ugen. I 1388 (2010-2011) fik ansøgeren dårlige karakterer i et fag om islamisk opførsel, hvorefter han dumpede og derfor var nødt til at forlade universitetet. I 1394 (2012) kom politiet til hans bopæl, mens ansøgeren ikke var hjemme. De konfiskerede ansøgerens computer og tog hans far med. Ansøgerens far var tilbageholdt i seks-syv dage. Herefter kom politiet fem-seks gange, hvor de hentede ansøgerens far ind til afhøring, blandt andet på grund af ansøgerens Facebookprofil, hvor ansøgeren har publiceret anti-islamisk materiale. Afhøringerne af ansøgerens far foregik i […] 1393 ([…] 2012). Afhøringerne varede typisk fra om morgenen til omkring klokken 16. Herefter opsøgte politiet [A]. Ansøgeren formoder, at dette foregik i […] 1391 ([…] 2012). [A] flygtede, og ansøgeren ved ikke, hvor han tog hen. Ansøgerens kærestes far anmeldte ansøgeren til myndighederne i en af de tre første måneder af 1391 (2012) for at have bragt hans datter ud af landet, og fordi en seksuel film med hans datter var blevet offentlig. Ansøgeren udrejste af Iran i sommeren 1391 (2012) til Tyrkiet, hvor ansøgeren og hans kæreste opholdt sig indtil 2015. Endvidere har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han efter sin indrejse i Danmark er konverteret til kristendommen, og at han blev døbt den [foråret] 2016 i [en dansk kirke]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at det svækker ansøgerens og dennes kærestes troværdighed, at de under flere samtaler i Udlændingestyrelsen har forklaret urigtigt om, hvor længe de opholdt sig i Tyrkiet, fordi de troede, at det var afgørende for, om de ville kunne opnå asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder, at det ikke kan tillægges betydning, at ansøgeren og dennes kæreste uopfordret erkendte dette over for Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet har herved lagt afgørende vægt på ansøgerens forklaring om, at de rettede henvendelse til Udlændingestyrelsen efter, at de var blevet bekendt med, at længden af deres ophold i Tyrkiet ikke havde betydning for, om de kunne opnå asyl. Flygtningenævnet har herefter i øvrigt lagt vægt på, at ansøgeren og ansøgerens kæreste hver især og indbyrdes har afgivet divergerende forklaringer, ligesom det fremstår som om, at ansøgerne under sagens behandling har søgt at konstruere yderligere asylmotiver. Flygtningenævnet har vedrørende ansøgerens oprindelige asylmotiver lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sine religionskritiske aktiviteter i Iran, om hvor mange gange politiet opsøgte hans bopæl og om, hvornår han blev anmeldt til politiet af sin kærestes far. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at ansøgerens kærestes far samme dag, som han så videoen af sin datter, skulle nå at indgive en skriftlig anmeldelse til politiet, og at politiet samme dag skulle opsøge ansøgerens bopæl. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konversion til kristendommen til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke på en overbevisende måde har kunnet redegøre for sine refleksioner og bevæggrunde til at konvertere til kristendommen efter at være kommet til Danmark. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det er utroværdigt, at ansøgeren efter angiveligt at være overbevist ateist næsten hver uge skulle have gået i kirke i Tyrkiet, at han ved den første samtale i Udlændingestyrelsen har forklaret, at han var ateist, og at religion var hjernevask, at han begyndte at gå i kirke i Danmark ca. en måned senere, og at han derefter blev overbevist om kristendommen og begyndte at gå til dåbsforberedelse efter yderligere nogle få måneder. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at det ikke kan tillægges betydning, at ansøgeren under nævnsmødet har fremlagt erklæringer fra den lokale sognepræst, hvorefter han i et halvt års tid i 2017 og igen i foråret 2018 har deltaget i gudstjenester, undervisning og det kirkelige fællesskab, og en erklæring fra Internationalt Kristent Center om, at han i sommeren 2018 har deltaget i en summercamp. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgerens konversion ikke er reel. Flygtningenævnet finder, at det ikke kan føre til et andet resultat, at ansøgeren på sin åbne Facebook-profil har postet talrige islamkritiske, regimekritiske og kristne opslag. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han – der som følge af det ovenfor anførte ikke var profileret ved udrejsen af Iran – med den nye Facebook-profil oprettet efter ankomsten til Danmark har profileret sig i forhold til de iranske myndigheder på en sådan måde, at dette kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/238/SSM
