Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk perser fra Teheran, Iran. I Iran var ansøgeren ateist, men opfatter nu sig selv som kristen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet af myndighederne, da han har været ateist og tillige er deserteret fra militæret. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han aftjente sin værnepligt i det iranske militær, da han var 18 år. Efter at have aftjent omkring fire måneder af værnepligten kom ansøgeren op at skændes med en af afdelingens sekondløjtnanter, da nogle af de andre i afdelingen havde fundet ud af, at ansøgeren var frafaldet islam og nu var ateist. Efter skænderiet indberettede sekondløjtnanten ansøgeren til ansøgerens overordnede. Ansøgeren blev efterfølgende indkaldt til en samtale med en pensioneret kaptajn, hvor kaptajnen foreholdt ansøgeren, at han ikke troede på islam. Ansøgeren blev efter samtalen fængslet. Efter ansøgeren blev løsladt, fik han et brev om, at han skulle forflyttes til en anden militærbase, men frem for at tage til militærbasen valgte han at desertere. Ansøgeren deserterede i [slutningen af] 2012 eller [i starten af] 2013. Ansøgeren tog herefter hjem til sine forældre. Selvom ansøgerens forældre ikke ønskede at huse ham, da han var på flugt fra militæret, opholdt ansøgeren sig hos sin familie i en til to uger. Under opholdet fortalte ansøgeren sine forældre, at han var ateist, hvilket forældrene blev meget vrede over. Ansøgerens forældre smed herefter ansøgeren ud hjemmefra, hvilket skete [i starten af] 2013. Omkring seks måneder efter ansøgerens desertering blev ansøgerens forældre opsøgt på bopælen af en politibetjent og en soldat, der ønskede at vide, hvor ansøgeren var. Tre måneder efter den første opsøgning kom der igen en politibetjent og en soldat til forældrenes bopæl for at spørge efter ansøgeren og aflevere en indkaldelse til ham og hans far. Ved begge opsøgninger blev forældrenes bopæl ransaget. Ansøgeren udrejste af Iran i [slutningen af] 2015. Mens ansøgeren var i Iran undersøgte han kristendommen, men hans undersøgelser resulterede i, at han fortsatte med at være ateist. Efter indrejsen i Danmark har ansøgeren siden foråret 2018 haft forbindelse til en kristen kirke, hvor han har deltaget i bibelundervisning og gudstjeneste ugentligt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om deserteringen, selv om den fremstår som en central hændelse som grundlag for ansøgerens senere udrejse. Ansøgeren nævnte således intet om at være deserteret fra militæret under samtalen hos Udlændingestyrelsen [i foråret] 2016, selv om det skulle være netop den episode, der udløste hans konflikt med forældrene og militærmyndighederne. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren for nævnet har oplyst, at der ikke blev tid til at oplyse dette under den første samtale, da han under denne også fik nævnt, at han tillige var udrejst for at få mulighed for at tage en uddannelse, fordi hans familie ikke havde økonomiske ressourcer til at støtte ham. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende og usammenhængende om, hvordan militæret under hans værnepligt fik kendskab til, at han ikke troede på islam og var ateist. Han har således under samtalen hos Udlændingestyrelsen den [i foråret] 2017 først forklaret, at han ikke sagde det til nogen bestemt, men måske havde sagt noget i en forsamling. Senere i samtalen har han forklaret, at han fortalte det til sine soldaterkammerater. Det var kun til et par stykker, men der sad omkring fem personer i nærheden, som måske kunne høre det. Ansøger har herudover forklaret, at han ikke kan huske, om han har fortalt det til andre, eller hvor mange gange han har fortalt om det. Ansøgeren har desuden efter afslaget på asyl til sin advokat oplyst, at det under hans værnepligt blev kendt, at han var ateist, fordi han ikke deltog i religiøse aktiviteter som fredagsbøn og lignende, selv om han var forpligtet hertil. For nævnet har ansøgeren forklaret, at han fortalte det til 4-5 andre menige, mens de sad inde i sovesalen. Nævnet finder det i øvrigt påfaldende og usandsynligt, at ansøgeren, der har taget studentereksamen og gik ud af skolen et år inden, han kom ind til militæret, skulle have fortalt om sin manglende tro på islam til andre menige, som han kun havde kendt i to måneder, henset til de meget alvorlige konsekvenser, det kunne få for ham. Herudover han ansøgeren forklaret divergerende og udbyggende om, hvor længe han sad i arresten hos militæret. Under samtalen [i foråret] 2017 har han forklaret, at han sad i arresten i 15 dage og umiddelbart derefter fik brev om at møde op på en anden base, mens han til sin advokat har oplyst, at han kun var tilbageholdt i 48 timer og fik brevet efter 15 dage. For nævnet har ansøgeren oplyst, at han var tilbageholdt i 48 timer og fik brevet umiddelbart efter løsladelsen. Under den første del af samtalen har han givet udtryk for, at han blev på militærbasen i perioden efter løsladelsen efter 48 timer, idet han havde en frist på 15 dage til at melde sig det nye sted, mens han senere har forklaret, at han straks forlod basen efter de 48 timer og tog hjem til sin familie. Nævnet har desuden lagt vægt på, at myndighederne først skulle have opsøgt ansøgerens tidligere bopæl henholdsvis seks og ni måneder efter hans desertering. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om sin indstilling til religion til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til Udlændingestyrelsen under samtalen [i foråret] 2017 udførligt har forklaret, at han kun tror på videnskaben, og at det ikke er nogen gud, ligesom han allerede havde undersøgt kristendommen i Iran og var kommet til den overbevisning, at det ikke var noget for ham. For nævnet og til sin advokat har ansøgeren oplyst, at han nu er blevet interesseret i kristendommen og i de seneste fire måneder har gået i kirke og modtaget kristendomsundervisning. Han har for nævnet oplyst, at han nu opfatter sig selv som kristen, men ikke er døbt. Han har ikke kunnet redegøre nærmere for den konkrete baggrund for, at han nu interesserer sig for kristendommen, idet han blot har henvist til, at kristne er gode ved hinanden, og at han har fundet ro og kompensation for sit savn af familien. Flygtningenævnet har i øvrigt lagt lægt på, at ansøgeren uden problemer med myndighederne eller andre har kunnet opholde sig i Teheran fra [i slutningen af] 2012/[i starten af] 2013 frem til sin udrejse i [slutningen af] 2015, og at han ikke har kunnet redegøre nærmere for den begivenhed, der fik ham til at flygte på det tidspunkt. Flygtningenævnet finder på den baggrund efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i aktuel risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/237/MGO
