Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Sambehandlet med Iran/2018/231/DH
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Al-Tash-lejren, Irak. Ansøgeren har sympatiseret med KDPI og deltaget i møder, mens hans far har været medlem af KDPI. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af det iranske regime, fordi han er kurder. Han har derudover til som asylmotiv henvist til, at han i Irak frygter at blive fanget af det iranske regime og brugt til at presse ansøgerens far til at melde sig til myndighederne idet hans familie har været aktive for et politisk parti, der står i opposition til det iranske regime. Han har til støtte herfor oplyst, at hans forældre udrejste af Iran i 1979 og bosatte sig i flygtningelejren Al-Tash. Hans far var medlem af KDPI og havde med penge at gøre. Ansøgeren havde ikke et nærmere kendskab til, hvilke politiske aktiviteter hans far var involveret i, idet han havde tavshedspligt og aldrig har fortalt ansøgeren om sit medlemskab. Han ved ikke, hvornår hans far blev medlem, eller om han var aktiv før udrejsen fra Iran til Irak. Han ved heller ikke, hvilken position han har haft i partiet. Hans far har aldrig haft nogle personlige eller konkrete konflikter på baggrund af sit medlemskab af KDPI. Ansøgeren har været KDPI-sympatisør. Han har deltaget i mødet, hvor han serverede vand for de voksne mænd. De to første møder blev afholdt i Barika-lejren, før ansøgeren fyldte 12 år. Det sidste møde blev afholdt i Barika-lejren, da han var fyldt 12 år. Ansøgeren havde aldrig problemer som følge af, at han sympatiserede med KDPI. Han blev aldrig kontaktet hverken af de iranske eller de irakiske myndigheder. Han udrejste af Irak i juli 2015. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Et flertal i Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke selv har udøvet politiske aktiviteter, og at han ikke har haft problemer som følge af sin fars aktiviteter. Om faderens aktiviteter har ansøgeren forklaret, at denne fra 1987 til 1988 var peshmerga, og at han derefter blev medlem af KDPI, hvor han fungerede som en slags kasserer, en funktion han ikke længere bestrider. Henset til, at det nu er 30 år siden, ansøgerens far var peshmerga, at hans politiske aktiviteter derefter var forholdsvis begrænsede og nu er begrænset til, at han deltager i møder, er det usandsynligt, at ansøgerens far er profileret i forhold til de iranske myndigheder. Dette understøttes af, at ansøgerens søster, […], i [foråret] 2014 indrejste i Iran fra Irak for i Teheran at søge familiesammenføring med sin herboende ægtefælle, og at ind- og udrejse samt ophold i Iran var uden problemer for hende. Hertil kommer, at ansøgerens fars søster og bror uden problemer opholder sig i Iran. Det forhold, at ansøgeren er født og opvokset i Al Tash-lejren, er ikke i sig selv asylbegrundende. Et flertal i Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/232/DH
