Nævnet stadfæstede i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2018.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk perser fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at hun vil blive fængslet, fordi hun har modtaget en tilsigelse til at give møde i retten, efter hun blev anmeldt for at holde møder med kristne personer i sin lejlighed. Ansøgeren har videre henvist til, at hendes tidligere naboer eller hendes tidligere udlejer chikanerer hende, fordi hun boede alene i lejligheden. Ansøgeren har videre henvist til, at hun har forladt islam og søgt mod kristendommen, og at hendes påklædning anses for uislamisk. Ansøgeren har endelig henvist til, at hun frygter, at hendes kærestes familie ikke vil acceptere hende, og at de muligvis vil anmelde hende til myndighederne for at have haft et forhold til deres søn. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes mor og søskende udrejste af Iran omkring otte til ni år, inden ansøgeren selv udrejste af Iran. Ansøgerens mor og søskende er konverteret til kristendommen. Ansøgeren havde gennem længere tid haft problemer med sin udlejer, fordi ansøgeren boede alene i lejligheden, og fordi ansøgeren ikke havde nogen nære familiemedlemmer i Iran, som udlejeren kunne tale med. Ansøgeren har endvidere problemer med myndighederne, herunder særligt med det moralske politi, idet hun ofte blev standset på gaden og afhørt af politiet på grund af sin påklædning og make-up. Hun fik en dom på et års fængsel betinget og piskeslag, som kunne konverteres til en bøde på 2 millioner turmaner. Hun betalte bøden. I slutningen af december 2017 talte ansøgeren med sin veninde, [A], om at konvertere fra islam til kristendommen. Ansøgeren havde kendt [A] siden barndommen, og [A] var selv konverteret til kristendommen. To til tre dage senere mødtes ansøgeren med [A] og [A’s] veninde [B]. Ansøgeren fortalte om sine problemer med myndighederne og med sin udlejer, og [A] og [B] fortalte om kristendommen. De fortalte, at kristendommen handlede om kærlighed og ligestilling, og de fortalte om forskellen mellem kristendommen og islam. Efter mødet ville [A] forsøge at arrangere et møde mellem ansøgeren og huskirkepræsten [C]. Efter mødet med [A] og [B] tog ansøgeren på ferie i Royan. Mens ansøgeren opholdt sig i Royan, besøgte ansøgerens venindes mor, [D], ansøgerens bopæl. Da ansøgeren ikke var hjemme, talte [D] med en af ansøgerens naboer, som fortalte hende, at der var kommet et brev fra retten, og at myndighederne havde været på bopælen og spurgt efter ansøgeren. Ansøgeren kontaktede derefter en agent igennem sin veninde. Ansøgeren udrejste af Iran [i starten af] 2018. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun har modtaget en dom, således som hun har påberåbt sig. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om dommens indhold i henholdsvis oplysnings- og motivsamtalen, asylsamtalen og under nævnsmødet. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun havde en plakat med et billede af Jesus på korset hængende i sin lejlighed, til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren ikke har forklaret herom for Udlændingestyrelsen, og at det stemmer mindre godt i sammenhængen, at plakaten skulle have hængt i lejligheden i to til tre år. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren vel har været anholdt af det moralske politi nogle gange gennem årene, men kan ikke lægge til grund, at anholdelserne har haft et sådant omfang, som hun har forklaret om for nævnet. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren ikke har været udsat for egentlige overgreb i forbindelse med anholdelserne. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at ansøgeren har uoverensstemmelser med sine naboer, og at de muligt har anmeldt hende. Flygtningenævnet lægger endelig til grund, at ansøgeren har fået interesse for kristendommen og som sådan har vendt islam ryggen. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at disse forhold er af et sådant omfang og karakter, at hun risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet bemærker vedrørende ansøgerens religiøse forhold, at der ikke er grundlag for at antage, at ansøgeren vil bringe sig i de iranske myndigheders søgelys af den grund. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at der ikke er grundlag for at antage, at ansøgeren risikerer overgreb som følge af forholdet til kæresten. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/228/SHH
