Nævnet meddelte i juli 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Iran. Klageren er født i al-Tash lejren i Irak. Klageren har sympatiseret med Kurdish Democratic Party-Iran i perioden 2005 til 2015. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran, frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han kommer fra en familie, der har været politisk aktiv. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at hans farfar var involveret i KDPI´s arbejde og hjalp peshmergaer økonomisk og med mad. I 1979 flygtede ansøgerens farfar til Irak, fordi hans aktiviteter for KDPI blev opdaget af de iranske myndigheder. Ansøgerens farfar var aktiv i KDPI frem til sin død i 2018. Ansøgerens far har også været involveret i KDPI´s arbejde, idet han er medlem af KDPI´s komité i Barika, hvortil han blev genvalgt i 2014. Ansøgerens mor er også medlem af KDPI, ligesom hun støtter partiet økonomisk. Ansøgerens farbrødre [F], [J], [K] er alle medlemmer af KDPI. Ansøgeren har som barn hjulpet sin far med at uddele aviser for KDPI. Da ansøgeren blev 18 år, begyndte han at deltage i KDPI´s mærkedage og hjælpe sin far med at afvikle møder. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod udsendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssigt at udsende klageren til Iran. I henhold til udlændingelovens § 49a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, med mindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Flygtningenævnets flertal bemærker, at klageren har været i Danmark i knap 2½ år og har deltaget i danskundervisning, uden at der er fremlagt dokumentation herfor, men at klageren i forbindelse med nævnsmødet har demonstreret, at han i et vist omfang forstår og kan gøre sig forståelig på dansk. Klageren er dømt for et forhold vedrørende overtrædelse af straffelovens § 245, og nævnet finder herved, at der er tale om en særlig farlig forbrydelse. Klageren er efter det oplyste ikke tidligere straffet. Nævnets flertal skal videre bemærke, at det fremgår af landsrettens dom, at landsretten i formildende retning har lagt vægt på, at der havde været et forudgående forløb, hvor forurettede var årsag til den første tumult, og at det var forurettede, der startede voldsudøvelsen og havde et jernrør, som han på et tidspunkt kastede med. Nævnets flertal finder herefter ikke, at klageren under disse omstændigheder kan betragtes som en fare for samfundet. På trods af, at klageren kun i begrænset omfang har opnået tilknytning til det danske samfund, finder flertallet herefter, at proportionalitetsafvejningen i overensstemmelse med Flygtningekonventionen fører til, at der foreligger sådanne særlige grunde, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at klageren kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/TBP/222
