iran2018218

Nævnet meddelte i juli 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har oplyst at være konverteret fra yari til kristendommen. Ansøgeren har herudover deltaget i en demonstration mod anholdelsen af yari-samfundets leder. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive henrettet eller fængslet af de iranske myndigheder, idet han offentligt har ytret sig blasfemisk og kritiseret den åndelige leder, idet han har deltaget i en demonstration mod anholdelsen af yari-samfundets leder, og idet han under sin tjenestetid som politibetjent har handlet i strid med den iranske lovgivning. Ansøgeren frygter endvidere de iranske myndigheder, idet han er konverteret fra yari til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i [efteråret] 2009 blev anholdt i forbindelse med en demonstration. Efter fire måneder i fængsel blev ansøgeren løsladt, fyret fra sit job som politibetjent og forsøgte kort herefter forgæves at udrejse illegalt af Iran. Grundet sit mislykkede udrejseforsøg var ansøgeren i den forbindelse fængslet i to måneder. Ansøgeren begyndte herefter at drive busvirksomhed, og [i sommeren] 2015 havde ansøgeren en verbal konfrontation med to ukendte, civilklædte passagerer i sin bus, hvor han ytrede sig nedsættende om islam og den åndelige leder. Som følge heraf blev ansøgeren anholdt af efterretningstjenesten, og han var fængslet i 40-45 dage, før han blev løsladt mod betaling af kaution og bestikkelse. Under fængslingerne blev ansøgeren tvunget til at sove på et cementgulv, der blev overhældt med vand. Derudover blev han slået med knytnæveslag i ansigtet og på overkroppen, blev tildelt lussinger i ansigtet, blev sparket på overkroppen og på bagdelen, blev slået på nakken med hænder og en politistav og blev slået med en geværkolbe på sædeballerne. Ved en enkelt episode blev ansøgeren skubbet ind mod en væg, hvorved han pådrog sig et åbent sår på næseryggen. Ansøgeren har på baggrund af den ovennævnte tortur blandt andet haft gener og smerter fra endetarmsåbningen samt smerter i nakke og hoved. Endelig er ansøgeren konverteret til kristendommen efter sin indrejse i Danmark. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring om de forhold, han var udsat for inden udrejsen af Iran, til grund. Ansøgeren har herefter været straffet og fængslet, og herunder muligt underkastet tortur, som følge af sine kritiske ytringer mod det iranske regime. Han er udrejst inden den seneste sag er afgjort og i strid med betingelserne for sin løsladelse. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet finder det herefter ikke fornødent at tage stilling til, om ansøgerens konversion til kristendommen må anses for reel. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/ 2018/218/CHHA