Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra landsbyen Tilaku, Sarpol-e Zahab i provinsen Kermanshah i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter beskyldninger om at være spion eller medlem af Komala eller KDPI. Videre har ansøgeren henvist til, at han ikke kan få identifikationsdokumenter i Iran, og at han herefter heller ikke har nogen rettigheder i Iran. Endvidere har ansøgeren henvist til, at han frygter hæren i Iran. Til støtte for asylmotivet har klageren oplyst, at han er født og opvokset i al-Tash lejren i Irak, at han ikke har identitetsdokumenter. Ansøgerens svigerforældre, som bor i Iran, har forhørt sig hos nogle bekendte, der arbejder for de iranske myndigheder, som har fortalt, at man kan blive beskyldt for hvad som helst, hvis man vender tilbage til Iran uden identifikationsdokumenter. Såfremt, det er muligt at skaffe identifikationsdokumenter, skal ansøgeren aftjene to års militærtjeneste og kan blive sendt i krig i Syrien. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen i det væsentlige lægge ansøgeren forklaring om asylmotivet til grund. Nævnet finder imidlertid ikke, at forklaringen vedrører sådanne forhold, hvorefter betingelserne for at få opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7 er opfyldt. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgerens frygt for repressalier i hovedsagen bygger på formodninger om, at han ved en tilbagevenden til Iran vil blive beskyldt for at være fra IS, irakisk spion, medlem af Komala eller KDPI, og at han derfor vil blive fængslet ved indrejsen. Ansøgerens forklaring om, at han ikke har rettigheder i Iran, da han ikke har iranske ID-dokumenter ses heller ikke at være asylbegrundende, idet spørgsmålet om manglende dokumenter i første række kan anses for at være et udsendelsesproblem. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren under asylsamtalen [i foråret] 2017 har oplyst, at hans kone og deres datter bor hos ansøgerens svigerforældre i Sarpol-e-Zahab i Iran, og at de ikke har problemer med myndigheder eller andre. Ansøgeren taler med sin kone 2-3 gange om dagen. Endvidere bor ansøgerens forældre og hans ni søskende også i Sarpol-e-Zahab. Ansøgerens divergerende forklaring over for nævnet om, at hans kone og datter flyttede til Kalar i Irak i 2013 forkastes som utroværdig. Flygtningenævnet henviser i øvrigt til, at ansøgeren ikke har haft konflikter af nogen art med de iranske myndigheder, eller med organisationer, grupperinger eller private personer i Iran, og at ansøgerens ønske om at ikke blive indkaldt til militærtjeneste ikke kan begrunde asyl. Det forhold, at ansøgeren er født og opvokset i al-Tash lejren kan ikke i sig selv føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, idet det hertil bemærkes, at ansøgeren aldrig har været politisk aktiv. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i en individuel risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb omfatter af udlændingelovens, § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2018/210/TBP
