Nævnet meddelte i januar 2018 opholdstilladelse (K-status)] til et ægtepar samt et barn statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarasan fra Kalar, Irak. Ansøgeren har siden 19-års alderen været medlem af Den Demokratiske Kurdiske Parti Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hun og familien vil blive slået ihjel af de iranske myndigheder, idet ansøgeren og familien har været medlem af iransk Kurdistans Demokratiske Parti (KDPI). Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hendes forældre flygtede fra Iran til Irak i 1979, fordi ansøgerens far var tilhænger af KDPI. Ansøgeren er født i Irak i 1986. Da hun var 18 år, blev hun medlem af KDPI. Ansøgeren var medlem af en informationsgruppe, der mødtes 1 gang om måneden. Gruppen bestod af 5 af ansøgerens familiemedlemmer samt en ven af familien. Ansøgerens opgave var at finde ud af, hvad der foregik i Iran mod kurderne. Derudover tegnede hun som 11-12 årig til KDPI bladet. I 2004 blev ansøgerens far slået ihjel. Ifølge KDPI var han blevet forgiftet af nogle fra den iranske republik. I 2005 kom ansøgerens bror til skade, da en vejsidebombe detonerede. Hun mener, at det var de iranske myndigheder, der havde planlagt vejsidebomben. Hun har aldrig oplevet problemer i forbindelse med sit medlemskab af KDPI. [I sommeren] 2015 udrejste ansøgeren illegalt af Irak. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren er kurder, og at ansøgerens familie flygtede til Irak, før hun blev født, på grund af farens politiske aktiviteter. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren er født i Irak og har opholdt sig i Al-Tash lejren som flygtning i en periode, samt at hun er medlem af KDPI. Ansøgerens identitet findes sandsynliggjort ved hendes irakiske asylkort. Flygtningenævnet har dags dato har truffet følgende afgørelse i ansøgerens mors sag: ”Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren er kurder, og at ansøgeren og hendes familie flygtede til Irak på grund af ægtefællens politiske aktiviteter for KDPI. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at ansøgeren har opholdt sig i Al-Tash lejren som flygtning i en længere periode, at hun har været og fortsat er medlem af KDPI, og at hun i Danmark har fortsat sit tilhørsforhold til KDPI. Ansøgerens identitet findes sandsynliggjort ved hendes irakiske asylkort. Der er fremlagt dokumenter og fotos, der dokumenterer, at ansøgerens børn, [A] og [B], er medlemmer af KDPI, at ansøgerens fætter og dennes søn har opnået asyl i Danmark på baggrund af deres tilhørsforhold til KDPI, at ansøgerens to andre døtre opholder sig i Norge, hvor de har fået asyl, at blandt andet ansøgerens ægtefælle og to brødre figurerer i KDPI’s bog om martyrer, ligesom ansøgeren og hendes børn, har deltaget i møder i KDPI i Irak og Danmark. Flygtningenævnet bemærker, at det efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Landinfos notat af 13. februar 2017, må lægges til grund, at der er et betydeligt øget spændingsniveau i kurdiske regioner i Iran, og at de iranske myndigheder har en betydeligt øget fokus på blandt andet aktiviteter for KDPI. Flygtningenævnet finder herefter, uanset ansøgers egne begrænsede aktiviteter for KDPI, at hun med sin baggrund som flygtning og uden identitetspapirer fra Iran, ved en tilbagevenden til Iran må antages at risikere forfølgelse, der har sammenhæng med familiens politiske aktivitet. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Flygtningenævnet har ligeledes dags dato meddelt ansøgerens bror og dennes ægtefælle samt deres barn opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder efter det i afgørelsen anførte om familiens politiske baggrund, at ansøgeren ligeledes risikerer forfølgelse af politiske grunde ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/20/FAM