Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim. Ansøgeren er født i al-Tash-lejren i Ramadi, Irak. Ansøgeren rejste til Sarpol-e Zahab, Kermanshah, Iran i 2004. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet i 7 år, idet han er udeblevet fra militærtjeneste. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i [foråret] 2013 påbegyndte sin frivillige militærtjeneste i infanteriet og var udstationeret ved den irakiske grænse, hvor han var en del af grænsebevogtningen. Efter 18 måneders tjeneste i [efteråret] 2014 havde ansøgeren et møde med en oberst fra militæret, en efterretningstjenesteofficer og en imam fra militæret, som fortalte, at han efter en orlov på 13 dage ville blive udstationeret i Syrien, hvor han skulle aftjene tre måneder. De fortalte ham, at idet han og hans familie ikke havde deltaget i krigen mellem Iran og Irak, skulle han acceptere at blive sendt til Syrien i tre måneder for at hjælpe de iranere, der kæmpede mod oppositionen i Syrien. Hvis ansøgeren blev dræbt i denne forbindelse, ville han komme i Himlen, hvor han ville få tildelt 72 jomfruer. Hvis ansøgeren vendte tilbage efter tre måneder, ville han få udbetalt 3 millioner toman hver måned og få en bolig samt et arbejde, ligesom ansøgeren og hans familie ville få renset deres straffeattester. Ansøgeren fik at vide, at han ikke måtte fortælle nogen om sin opgave i Syrien. Ansøgeren accepterede opgaven og underskrev nogle papirer herom og rejste hjem i en uge frem til den [… i] 2014. Ansøgeren besluttede sig herefter for at desertere fra tjenesten, fordi han ikke ønskede at gå i krig i Syrien, hvor ISIL på daværende tidspunkt erobrede store områder. Ansøgeren gemte sig hos sin onkel frem til [sommeren] 2015, hvorefter han illegalt forlod Iran. Efter ansøgerens udrejse fra Iran er hans forældres bopæl gentagne gange på for ansøgeren ukendte tidspunkter blevet opsøgt af efterretningstjenesten, ligesom ansøgeren [to gange i slutningen af] 2014 og [i foråret] 2015 er blevet indkaldt til at give møde for retten. Ved dom [fra foråret] 2015, afsagt af Militærdomstol II i Region Kermanshah, er ansøgeren blevet idømt 6 måneders fængsel in absentia for unddragelse af værnepligten, der er blevet omstødt til en bødestraf på 20 millioner toman samt 7 års fængsel for spionagevirksomhed. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge til grund, at ansøgeren er deserteret fra militærtjeneste og som følge heraf risikerer forfølgelse af de iranske myndigheder. Flygtningenævnet henviser til, at ansøgeren på helt afgørende punkter har forklaret divergerende, udbyggende og usandsynligt, og at forklaringen derfor fremstår konstrueret til lejligheden. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren i asylansøgningsskemaet har oplyst, at han efter at have aftjent sin værnepligt i 18 måneder, blev kaldt ind på kontoret hos en oberst, Haji Agha, og to personer. Under oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 har ansøgeren imidlertid forklaret, at den ene af de tre personer på kontoret var imam og at de to andre var officerer. Videre har ansøgeren om mødet på kontoret forklaret, at han underskrev et dokument, hvorefter han accepterede deltagelse i krig i Syrien. Ansøgeren fik en kopi af dokumentet, der formentlig er på ansøgerens bopæl. Hvis ansøgeren vendte tilbage fra Syrien, ville han få udbetalt et månedligt beløb. Under asylsamtalen [i starten af] 2017 har ansøgeren derimod forklaret, at en af de tre personer på kontoret var klædt som imam, en anden person var officer og at den tredje person var en almindelig soldat. Han har senere under samtalen forklaret, at en person var fra efterretningstjenesten, en anden var imam og den tredje var en officer. Han har udbyggende forklaret, at han udover penge for at deltage i krigen i Syrien ville få et hus, og at pletterne på ansøgerens og hans families straffeattester ville blive slettet. Ansøgeren har endvidere om de papirer, som han underskrev, oplyst, at han ikke læste papirerne, før han underskrev dem, og at han derfor ikke vidste, hvad der stod i papirerne, udover at de indeholdt oplysninger om hans identitet og oplysninger om, hvorfra han kom. Over for nævnet har ansøgeren udbyggende forklaret, at han også underskrev et dokument om, at han ikke kunne fortryde sin accept om deltagelse i krigen i Syrien. Flygtningenævnet finder det endvidere usandsynligt, at ansøgeren angiveligt uden problemer har kunnet opholde sig hos sin onkel i Teheran i 10 måneder, selvom han var deserteret fra militærtjeneste og var eftersøgt af de iranske myndigheder. Med henvisning til at ansøgerens forklaring på de nævnte centrale punkter må anses for utroværdig, finder Flygtningenævnet ikke anledning til at imødekomme advokatens anmodning om hjemvisning af sagen til Udlændingestyrelsen eller udsættelse af sagen i øvrigt med henblik på, at der kan foretages en ægthedsvurdering af fremlagte dokumenter. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/191/LMD
