Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk lor og oprindelig shiamuslim fra Arak, Iran. Inden sin udrejse af Iran konverterede ansøgeren til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet, tortureret eller henrettet af den iranske efterretningstjeneste, idet han er konverteret til kristendommen, og fordi, at han har brændt en politimand med en cigaret. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter repressalier fra ukendte personer fra Basij, idet de før har chikaneret og udsat ham for vold. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han en dag i 2007 blev stoppet af politiet, der ikke ville lade ansøgeren gå forbi en afspærring. Da ansøgeren ikke ville lytte til politiet, tog en politimand fat i ansøgerens tøj, som gik i stykker. Man kunne herefter se ansøgerens tatovering på ryggen af en davidsstjerne. Betjenten så ansøgerens tatovering. Ansøgeren blev herefter kørt til politistationen i Arak, hvor han den efterfølgende dag blev afhørt og kom for retten. Ansøgeren blev idømt en fængselsstraf på seks måneder. Ansøgeren blev under fængselsopholdet udsat for mobning og chikane. Under ramadanen i sommeren 2009 sad ansøgeren i en bil sammen med sin ven. Ansøgeren drak vand eller røg en cigaret. En bil stoppede op ved siden af ansøgerens bil og en civilklædt person rullede vinduet ned. Han mindede ansøgeren om, at det var ramadan, og at ansøgeren skulle faste. Ansøgeren svarede, at det ikke ragede den pågældende. Bilen kørte herefter ind foran ansøgerens bil og en livvagt trådte ud og spurgte ansøgeren, om han vidste, hvem han talte til. Livvagten fortalte, at der var tale om borgmesteren. Ansøgeren blev iført håndjern og taget til politistationen, hvor han blev afhørt. Ansøgeren kom for retten den samme dag, hvor han blev idømt 90 dages fængsel. Ansøgeren fik en fængselsstraf, fordi borgmesteren havde skrevet et brev til dommeren. En dag i 2011 opholdt ansøgeren sig på en parkeringsplads i Arak med sine venner. En politibil kom kørende. I bilen sad politichefen og en chauffør. Politichefen skældte ansøgeren ud og sagde, at ansøgeren aldrig ville blive et rigtigt menneske. Ansøgeren blev også anklaget for at forstyrre andre og spærre vejen. Politichefen slog ansøgeren med en knytnæve på brystet. Ansøgeren slog politichefen og sparkede ham i skridtet. Politichefen tilkaldte assistance, men ansøgeren nåede at flygte. Ansøgeren tog herefter til Isfahan, hvor han opholdt sig i en måned. Han returnerede til Arak, da han ønskede, at hans familie ikke længere skulle opsøges af myndighederne. Ansøgeren havde fået at vide af sin mor, at politiet havde ransaget familiens bopæl flere gange, mens ansøgeren var væk. Ansøgeren meldte derfor sig selv på politistationen i Arak. Han blev slået. Han skulle desuden skrive under på dokumenter, der handlede om, at han havde sloges med politichefen. Ansøgeren kom for retten den samme dag. Ansøgeren blev af politiet udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren blev idømt tre års fængsel for at have været oppe at slås med en politibetjent. Han blev også under fængselsopholdet udsat for fysiske overgreb af fængselspersonalet og andre indsatte. Ansøgeren blev løsladt medio eller ultimo 2013. Efter løsladelsen fik ansøgeren besøg af sin ven, som han talte med om kristendommen. Ansøgeren følte sig overbevist om, at han var kristen, da han kom i en huskirke i Iran for første gang i [starten af] 2015. Ansøgeren var i alt til to møder i huskirken. Nogle dage efter det andet møde i huskirken, blev ansøgeren stoppet af en betjent, der sagde, at ansøgeren skulle passe på med, hvad han foretog sig, og at de var bekendt med, at ansøgeren kom steder, der var forbudt. Ansøgeren ved ikke, hvordan betjenten vidste, at ansøgeren havde været i huskirke. To til tre dage inden ansøgerens udrejse af Iran var han ude for at drikke kaffe. Han havde korte ærmer på. Hans tatovering på armen kunne ses. Tre personer fra Basij stoppede ansøgeren og spurgte, hvorfor han havde tatoveringen. Tatoveringen forestillede Jomfru Maria, og et kors. Da de skulle sætte ansøgeren i håndjern, brændte ansøgeren en af dem med en cigaret. Ansøgeren løb væk fra dem. Ansøgeren udrejste legalt af Iran [i sommeren] 2015. Ansøgeren har forklaret, at han tre gange i 2007, 2009 henholdsvis 2011 er blevet idømt fængselstraf på 6 måneder, 3 måneder henholdsvis 3 år, som han har afsonet. Ansøgeren har forklaret divergerende om fængslingerne, men selvom ansøgerens forklaring herom lægges til grund, finder Flygtningenævnet, at forholdene må anses for afsluttede, hvilket understøttes af, at ansøgeren udrejste legalt af Iran under anvendelse af sit nationalitetspas i [sommeren] 2015. Forholdene og de idømte fængselsstraffe kan derfor ikke tillægges afgørende betydning ved vurderingen af, hvorvidt ansøgeren opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder på denne baggrund heller ikke grundlag for at iværksætte en torturundersøgelse, idet torturen skulle være sket under det seneste fængselsophold. I relation til ansøgerens konvertering til kristendommen finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgerens konvertering er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Ved vurderingen af, om ansøgerens konvertering er reel, har Flygtningenævnet særligt lagt vægt på, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre nærmere for hvilken betydning kristendommen har haft for ansøgeren. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren lod sig døbe kort tid efter indrejsen til Danmark, uden at han havde særligt kendskab til kristendommen, og at ansøgeren fortsat har et stærkt begrænset kendskab til kristendommen. Omkring 20 dage efter sin indrejse til Danmark fik ansøgeren således kontakt til en præst i Danmark, og efter yderligere 20 dage blev ansøgeren døbt af præsten uden at have gennemgået nogen særlig dåbsforberedelse. I den periode kom ansøgeren i kirken 1-2 gange om ugen, hvor det hele foregik på dansk, og hvor ansøgeren – efter eget udsagn – ikke forstod særligt meget af, det der foregik. Ansøgerens har under nævnsmødet fortsat demonstreret et ringe kendskab til kristendommen, selvom ansøgeren lod sig døbe for 2½ år siden og har været i besiddelse af en bibel på sit eget sprog frem til sin fængsling for omkring 4 måneder siden. På den baggrund kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgerens konvertering er reel. Hverken det forhold, at ansøgeren er blevet døbt eller den fremlagte udtalelse fra præsten, der døbte ansøgeren, kan føre til en ændret vurdering. Endelig kan Flygtningenævnet ikke lægge ansøgerens forklaring om episoden, hvor han brænder en Basij med en cigaret, til grund, idet forklaringen om baggrunden for og forløbet af episoden ikke forekommer sandsynlig. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/173/HHU
