Nævnet meddelte i maj 2018 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt deres børn fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og tidligere sunnimuslimer fra Iran. Ansøgerne har oplyst, at de er konverteret til kristendommen. Den mandlige ansøger har været medlem af KDPI siden 1992. Ansøgerne har som asylmotiv tidligere henvist til, at de ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet den mandlige ansøger fra 1991 til 1992 hjalp de kurdiske pesmergaer med mad og husly. Han blev af denne årsag flere gange opsøgt af de iranske myndigheder, der ønskede, at han skulle give myndighederne oplysninger om pesmergaernes aktiviteter i landsbyen [landsby]. Han udrejste derfor til Irak i 1992, hvor han blev medlem af KDPI. Han var peshmerga i perioden fra 1992 til 1998, hvor han blev fritaget for tjeneste for at kunne arbejde og tjene penge. Han begyndte at arbejde hos en kristen bygherre, hvor hans interesse for kristendommen blev vakt. Familien blev udsat for chikane på grund af hans arbejde for den kristne bygherre, hvorfor familien forlod Irak i 2010. Den kvindelige ansøger har herudover henvist til, at hendes bror var peshmerga. Ansøgerne er i Italien blevet meddelt konventionsstatus. Ansøgerne er [i sommeren 2014] blevet døbt i Bethania Kirken i [by]. De frygter derfor også at blive udsat for overgreb som følge af deres konversion. [I efteråret 2015] meddelte Udlændingestyrelsen ansøgerne afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Styrelsen fandt, at ansøgerne er omfattet af udlændingestyrelsens § 7, men at Italien kunne tjene som familiens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3 (nu udlændingelovens § 7, stk. 4). [I slutningen af 2015] stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse [fra efteråret 2015]. Nævnet pålagde samtidig ansøgerne samt deres medfølgende børn at udrejse senest syv dage fra afgørelsesdatoen. Ansøgerne har om forholdene i Italien oplyst, at da de fik opholdstilladelse, fik de at vide, at de skulle forlade den bolig, hvor de havde boet i omkring et år, og selv finde arbejde og forsørge sig selv. De fik ikke at vide, hvordan de kunne få hjælp til at finde arbejde og en bopæl. Ansøgerne forlod bopælen og tog til Rom. Ansøgerne fik mad i en kirke, men ellers overnattede de i parker og på en banegård. Efter 10 til 15 dage udrejste ansøgerne til Danmark. Efter Flygtningenævnets afslag på opholdstilladelse udrejste de af Danmark og opholdt sig i Italien i en periode på omkring fem måneder, hvor de efter egne oplysninger angiveligt boede på gaden. De rejste herefter tilbage til Danmark [i sommeren 2016]. Familien er efter det oplyste efterfølgende søgt udsendt til Italien to gange, senest [i foråret 2017]. Det fremgår af sagen, at den mandlige ansøger ved dom [fra sommeren 2017] afsagt af Retten i [by] blev idømt fængsel i 3 måneder for overtrædelse af straffelovens § 266 og knivlovens § 7, stk. 1, jf. § 1, ved at have fremsat trusler under anvendelse af en […] kniv. Den mandlige ansøger blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år, jf. udlændingelovens § 24, nr. 2, jf. § 32, stk. 3. Straffedommen angik en episode [beskrivelse af episoden]. Det fremgår endvidere af sagen, at den mandlige ansøger [i sommeren 2017] blev indlagt på såkaldt gule papirer på psykiatrisk hospital. Den mandlige ansøger blev udskrevet fra psykiatrisk hospital [i sommeren 2017]. I blandt andet underretning [fra sommeren 2017] og [efteråret 2017] samt referat af tværfagligt koordinerende møder, dateret [i efteråret 2017], alle fra Røde Kors, ansøgning [fra sommeren 2017] om omsorgsplads i centersystemet samt Dansk Flygtningehjælps indlæg [fra sommeren 2017] og [efteråret 2017] er familiens aktuelle forhold belyst nærmere. I sin afgørelse [fra efteråret 2017] udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Flygtningenævnet finder fortsat ikke grundlag for at ændre nævnets afgørelse [fra slutningen af 2015] som fastholdt ved afgørelse [fra starten af 2017]. Nævnet finder således, at der ikke er tilført sagen væsentlige nye oplysninger i forhold til de oplysninger, der forelå ved den oprindelige behandling i nævnet [fra slutningen af 2015] eller i forbindelse med ansøgernes anmodning om genoptagelse, som blev afvist [i starten af 2017], der kan føre til, at Italien ikke kan tjene som ansøgernes første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Nævnet skal henvise til begrundelserne i nævnets tidligere afgørelser i sagen. Som det også fremgår af de tidligere afgørelser i sagen, anerkender Flygtningenævnet, at levevilkårene for flygtninge med opholdstilladelse i Italien er vanskelige, men nævnet kan som hidtil ikke lægge ansøgernes forklaringer om vanskelighedernes udstrækning til grund. De forhold, som ansøgerne nu har påberåbt sig som grundlag for, at Italien ikke kan tjene som første asylland, kan ikke føre til en anden vurdering. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene i Italien er der ikke grundlag for at fravige det klare udgangspunkt om, at Italien kan anses for første asylland for udlændinge, der har fået opholdstilladelse som flygtninge i landet, selvom det kan lægges til grund, at familien må antages at have behov for støtte af social og sundhedsfaglig karakter. Nævnet er således opmærksom på, at den mandlige ansøger blev indlagt på psykiatrisk sygehus i en periode på 10 dage [i sommeren 2017] under diagnosen depressiv enkeltepisode af svær grad med psykotiske symptomer. Nævnet er desuden opmærksom på de foreliggende oplysninger om den kvindelige ansøgers og børnenes sociale forhold, herunder i lyset af episoden [i foråret 2017], der førte til straffedommen over den mandlige ansøger. De nævnte forhold placerer imidlertid efter nævnets opfattelse ikke ansøgerne i en sådan særlig sårbar situation, at en udsendelse til Italien undtagelsesvist bør undlades. Heller ikke oplysningerne om forløbene af de hidtidige forsøg på udsendelse af familien, senest [i foråret 2017], kan føre til en anden vurdering af sagen. I forbindelse med en tilbagesendelse til Italien forudsætter Flygtningenævnet, at Udlændingecenter Nordsjælland i det relevante omfang gør de italienske myndigheder opmærksom på familiens sociale og sundhedsmæssige behov.” [I slutningen af 2017] forsøgte dansk politi på ny at udsende ansøgerne til Italien. Det fremgår af udsendelsesrapport [fra slutningen af 2017], udfærdiget af Nordsjællands Politi, Udlændingecenter Nordsjælland, at udsendelsen ikke blev gennemført, da de italienske myndigheder ikke ville lade ansøgerne indrejse grundet en fejl i adviseringen af ansøgernes ankomst. [I starten af 2018] har Dansk Flygtningehjælp anmodet om genoptagelse af sagen. Dansk Flygtningehjælp har i den forbindelse gjort gældende, at Italien ikke kan tjene som familiens første asylland og har i den forbindelse henvist til familiens særlige sårbarhed, dens tidligere oplevelser i Italien samt den omstændighed, at familien to gange er blevet forsøgt udsendt til Italien. [I starten af 2018] har Dansk Flygtningehjælp indbragt sagen for FN’s Børnekomité med henvisning til, at en udsendelse af ansøgerne til Italien vil udgøre en krænkelse af artiklerne 3 og 22 i FN’s Børnekonvention. [I starten af 2018] har Flygtningenævnet udsat ansøgernes udrejsefrist i overensstemmelse med en anmodning fra FN’s Børnekomité om ikke at udsende ansøgerne, mens komitéen behandler sagen. Efter en fornyet gennemgang af sagen, hvori Flygtningenævnet har inddraget oplysningerne i genoptagelsesanmodningen og klagen til FN’s Børnekomité, finder nævnet - under hensyn til oplysningerne om, at den kvindelige ansøgers og ansøgernes børns sociale situation er blevet forværret siden udsendelsesforsøget [i slutningen af 2017], sammenholdt med den omstændighed, at ansøgerne nu to gange forgæves er forsøgt udsendt til Italien – efter en konkret og samlet vurdering ikke, at Italien længere kan tjene som ansøgernes første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgerne opfylder betingelserne for at opnå opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet finder under hensyn til sagens forløb og oplysningerne om den mandlige ansøgers psykiske tilstand ikke, at han bør udelukkes fra opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, som følge af, at han ved dom [fra sommeren 2017] afsagt af Retten i [by] blev idømt fængsel i 3 måneder for overtrædelse af straffelovens § 266 og knivlovens § 7, stk. 1, jf. § 1, samt udvist af Danmark med et indrejseforbud i 6 år, jf. udlændingelovens § 24, nr. 2, jf. § 32, stk. 3. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/156/SHH
