Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk perser og ateist fra [by], Iran. Ansøgeren har ikke været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af myndighederne for at have drukket alkohol mv. Til støtte herfor har han henvist til, at han den [nærmere angivet dato i sommeren] 2015 drak alkohol uden for sin bolig. Fire Basij-medlemmer, der kom forbi, kunne tilsyneladende lugte alkoholen. Han kom op at slås med de pågældende. Der kom derefter en patruljevogn, som tog ansøgeren med. Han oplyste sit navn til politiet. Han ved ikke, om hans flaske blev fundet. Under køreturen standsede politiet en motorcykel. De tre betjente i bilen gik alle hen til motorcyklisten og til dennes to passagerer, mens ansøgeren, uden håndjern, blev efterladt lige uden for bilen. Der var 10 meter mellem ham og betjentene. Ansøgeren så sit snit til at løbe væk. Næste morgen henvendte han sig til ven ca. 5 km væk, hvor han derefter gemte sig i en uges tid. I den uge hentede han sine personlige papirer på sin bolig. Derefter rejste han til byen […] i det nordlige Iran (Shomal), hvor han boede hos en ven i fem-seks dage. I Nordiran arbejdede han i en periode som elektriker. Efter ophold i en provinsby i 4 dage udrejste han den [nærmere angivet dato i efteråret] 2015 illegalt. Forinden havde han hævet penge til agenten, der fik ham ud af Iran. Ansøgeren har videre forklaret, at han tidligere er straffet 2 gange for indtagelse af alkohol. Første gang fik han en bøde. Anden gang, i 2013, blev han idømt 20 piskeslag, der blev effektueret. Han havde en trøje på, da han blev pisket. Da han havde fået piskene, sagde han, at han ikke var kommet, hvis han havde vidst, det ville foregå på den måde. Han har ikke ar eller mærker efter afstraffelsen. Normalstraffen for et tredjegangstilfælde er dødsstraf. Ansøgeren har endelig forklaret, at han ikke ved, om hans bolig, med mange spiritusflasker, er blevet ransaget. Han så ikke efter, da han kom efter sine personlige papirer, og han har ikke senere talt med sin familie herom. Dagen efter han stak af, blev hans far arresteret for at få ansøgeren til at melde sig. Faren blev løsladt efter en halv dag. Ansøgeren besluttede sig for at udrejse, da han ikke ønskede at blive i Nordiran, hvor han var bange. I Danmark er han i 2016 blevet døbt, men betragter stadig sig selv som en slags ateist. Han har sin egen opfattelse. Der er en del, han ikke er enig med andre ateister om. Han havde et godt fællesskab med dem, han gik til kristendomsundervisning sammen med. Han lod sig døbe, fordi det gjorde alle de andre. Hans familie er muslimer, og hans manglende tro har givet anledning til skænderier, herunder med hans far. Han har derimod aldrig haft problemer med myndighederne, fordi han er ateist. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans konflikt med de iranske myndigheder til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgerens forklaring om den episode, der endte med, han fik pisk, og den episode, der endte med at han stak af, har været præget af usikkerhed og er ikke i nævnet fremstået troværdigt og selvoplevet i nævnet. Dette har særligt været tilfældet for ansøgerens forklaring om, hvordan det lykkedes ham at stikke af fra de tre betjente. Ansøgeren har endvidere forklaret modstridende om flere detaljer. Han har blandt andet i Flygtningenævnet indledningsvist oplyst, at han blev pisket, mens han lå på et lavt jernbord, mens han afslutningsvist i nævnet oplyste, at han lå på en seng, da han blev pisket. Til Udlændingestyrelsen har ansøgeren endvidere forklaret, at han talte med sin familie, da de besøgte ham i Nordiran, samt at familien sagde, at hans bolig var blevet ransaget, at han ikke vidste, om de fandt noget, samt at han ikke havde alkohol i hjemmet – kun tomme flasker. I Flygtningenævnet har ansøgeren herom forklaret, at han ikke ved, om hans bolig er blevet ransaget. Hans familie fortalte intet herom, og han spurgte ikke. I sit hjem havde han, udover tomme flasker, også flasker, der var fyldt med spiritus. Hertil kommer, at Flygtningenævnet finder det lidet sandsynligt, at ansøgeren ikke skulle havet spurgt familien om ransagning og eventuelt fund af flasker, når han talte med sin familie om episoden. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgerens forklaring om, hvad der skete, fra han stak af fra politiet til han udrejste 3,5 måned senere, ikke har været overbevisende, men præget af, at ansøgeren har svaret afglidende på de stillede spørgsmål. Under disse omstændigheder, herunder at Flygtningenævnet finder sikkert grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at han er blevet pisket efter at have modtaget dom herom for alkoholindtagelse, finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at udsætte sagen med henblik på indhentelse af en torturundersøgelse. Flygtningenævnet stiller ikke spørgsmål ved ansøgerens identitet eller ved, at han ikke er troende og ikke følger alle islamiske regler. Nævnet lægger imidlertid vægt på, at det har været sådan i 10-20 år, og at dette ikke har medført, at ansøgeren har haft problemer i Iran, herunder med myndighederne, når der ses bort fra de tre episoder med alkoholindtagelse, som nævnet ikke kan lægge til grund. Ansøgeren har ikke oplyst, at han vedrørende trosspørgsmål vil foretage sig andet, end han tidligere har gjort, hvis han vender tilbage til Iran. Han mener ikke, at man skal spørge folk, hvad de tror på. Ansøgeren har ikke tidligere været politisk aktiv, og der er intet grundlag for at antage, at han vil blive det ved en tilbagevenden til Iran, herunder ved offentligt at udtrykke sig regimekritisk. Den omstændighed, at ansøgeren på en lukket Facebook-profil måtte have postet to karikaturtegninger, en af Khomeini og en af Khamenei, som i sammenhængen er regimekritisk, kan ikke føre til, at ansøgeren i den anledning vil problemer i forbindelse med en tilbagevenden. Herefter, og uanset om ansøgeren måtte være udrejste illegalt, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil blive udsat for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/155/MJM
