iran2018149

Nævnet meddelte i maj 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. 
Flygtningenævnet udtalte: 
Ansøgeren er etnisk kurdier og sunnimuslim af trosretning fra [by], Azerbaijan, Iran. Ansøgeren var medlem af KDPI i perioden 2007 til 2010. Ansøgeren udrejste til Irak i 2010, hvorefter han udførte politiske aktiviteter for KDP indtil sin udrejse i 2015. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive forfulgt af de iranske myndigheder, idet han i perioden 2007-2010 var politisk aktiv for KDPI. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev medlem af KDPI i 2007, efter ansøgerens ven ved navn [A] havde introduceret ham for partiets politiske aktiviteter i Iran. Ansøgeren var sammen med [A] politisk aktiv i sin hjemby i perioden 2007 til 2010. Deres poliske aktiviteter bestod af at uddele løbesedler og CD’er om KDPI’s politiske virke samt skrive politiske budskaber på mure. Ansøgeren blev i [sommeren] 2010 anholdt af de iranske myndigheder. Ansøgeren blev af myndighederne beskyldt for at samarbejde med KDP i Irak, hvilket ansøgeren nægtede. Ansøgeren nægtede tillige, at han var politisk aktiv for KDPI. Ansøgeren blev afhørt og udsat for overgreb samt tortur under fængslingen, idet han blandt andet fik brækket en lillefinger og hældt varmt vand på sin underarm. Ansøgeren blev løsladt efter 2 måneder, da han indvilligerede i at samarbejde med myndighederne, herunder ved at fortælle om andres politiske aktiviteter. Ansøgeren blev efterfølgende indkaldt til samtale ved efterretningstjenesten et ukendt antal gange. Ansøgeren blev af efterretningstjeneste beskyldt for ikke at samarbejde og meddele oplysninger om andres politiske aktiviteter. Ansøgeren udrejste herefter illegalt til Irak [efteråret] 2010. I Irak blev ansøgeren Peshmerga og politisk aktiv for KDP efter tre måneders undervisning og træning. Ansøgeren fungerede blandt andet som vagt og chauffør for KDP indtil sin udrejse af Irak. Ansøgeren udrejste af Irak [efteråret] 2015. Ansøgeren har efter sin ankomst til Danmark fortsat sine politiske aktiviteter. Ansøgerens politiske aktiviteter i Iran bestod efter hans egen forklaring i, at han ca. to gange om året, i alt 6-7 gange, uddelte løbesedler og CD’er i perioden 2007-2010. Disse aktiviteter er af så begrænset omfang, at det er usandsynligt, at ansøgeren i den anledning var kommet i myndighedernes søgelys. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende, bl.a. om hvor mange gange han var udsat for tortur, mens han var fængslet i Iran. Under asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han blev udsat for overgreb 4-5 gange og tortur 2 gange, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han blev udsat for tortur 3 gange. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved sin udrejse af Iran var i et asylbegrundende modsætningsforhold til de iranske myndigheder. Imidlertid finder et flertal af Flygtningenævnet, at ansøgeren har været politisk aktiv for KDPI i såvel Irak som i Danmark, og at ansøgerens aktiviteter er offentliggjort i en avis og på TV samt på de sociale medier. Flertallet finder på den baggrund, at ansøgeren som følge af sine politiske aktiviteter er profileret i forhold til de iranske myndigheder og ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/149/CABV