Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk kurder og han har oplyst, at han er kristen fra [en by i] Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af myndighederne, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har oplyst, at han seks måneder inden sin udrejse af Iran konverterede til kristendommen. Det var ansøgerens storebror, [A], der er bosiddende i Østrig, der introducerede ansøgeren til kristendommen. Derudover har ansøgeren også selv via Internettet foretaget undersøgelser om kristendommen. Ansøgeren har oprindeligt i forbindelse med sine asylsamtaler videre forklaret, at han begyndte at komme i en huskirke sammen med sin anden bror, [B], og at han kom der hver onsdag og søndag frem til sin udrejse, og at han også på denne måde lærte om kristendommen. I advokatindlægget og under nævnsmødet har såvel ansøgeren som hans bror, [B], forklaret, at oplysningerne om huskirken ikke er korrekte, og at den omtalte huskirke ikke eksisterer. Ansøgeren har forklaret, at han sammen med familien besluttede at udrejse, fordi de var bange for, at rygtet om, at ansøgeren og broren var konverteret til kristendommen, var blevet spredt. Ansøgeren sammen med broren [B] legalt af Iran, efter at forældrene havde hjulpet dem med at arrangere udrejsen. Efter ansøgerens udrejse har myndighederne en gang opsøgt familiens bopæl, og ansøgeren formoder, at det skyldes, at de har modtaget en anmeldelse om, at ansøgeren og [B] er konverteret. Efter ankomsten til Danmark har ansøgeren fortsat sine kristne aktiviteter, i hvilken forbindelse han har gået til undervisning og gudstjenester i kirken. Endvidere er ansøgeren blevet døbt den 16. september 2016. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet forklaringen har været divergerende på centrale punkter, herunder divergerende fra den forklaring, der er afgivet af broren [B], ligesom forklaringen har været usandsynlig og afglidende, hvorfor den i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Indledningsvist bemærkes, at ansøgerens og brorens [B]s asylskemaer i det store og hele er ens formulerede, og at de begge i såvel oplysnings- og motivsamtalen som de tre efterfølgende asylsamtaler, de har deltaget i, har forklaret, at de forud for udrejsen fra Iran gennem ca. 6 måneder kom i en huskirke i en nærliggende landsby, hvor de modtog undervisning og deltog i gudstjenester to gange om ugen, og derfor begge betragtede sig som konverterede allerede forud for udrejsen fra Iran. De har videre samstemmende forklaret, at de, da rygterne om deres konversion havde bredt sig, gemte sig godt en uge i huskirken, mens deres far arrangerede deres udrejse. Ansøgeren og brorens forklaringer om tilknytningen til huskirken har været præget af en række divergenser – herunder indbyrdes divergenser brødrene imellem, og de har i forbindelse med samtalen med deres advokat, forud for nævnets behandling af sagen, meddelt, at oplysningerne om opsøgningen af huskirken er urigtige, og at der ikke eksisterer en huskirke ledet af præsten [M]. Ansøgeren har videre oplyst, at det var hans bror, [B], der forklarede om huskirken i hans oplysnings- og motivsamtale, og at han derfor følte, at han var nødt til at støtte [B]s forklaring, da han selv var til samtale. [B] har derimod forklaret, at han havde hørt om huskirker, efter at han kom til Danmark, og at han og ansøgere forud for samtalen aftalte at fortælle om huskirken. Nævnet skal i den forbindelse bemærke, at den omstændighed, at ansøgerne har forklaret usandt om huskirken og dermed en væsentlig del af deres motivation for konversionen markant svækker deres generelle troværdighed. Nævnet har videre tillagt det betydning, at ansøgeren også på andre punkter har forklaret divergerende herunder med hensyn til, om det var ham selv, der fortalte familien, at han var konverteret, eller om det var broren [A]. Broren [B] har derimod fortalt, at familien på baggrund af hans og [ansøgerens] Skype-samtaler med [A] selv fandt ud af, at de var konverteret. Ansøgeren og [B] har videre forklaret divergerende med hensyn til, om det kun var deres forældre og deres ene søster og broren [A], der vidste, at de var konverteret, eller om også deres andre søskende og svogre vidste dette. Også med hensyn til, om myndighederne har opsøgt familien i Iran en eller to gange har ansøgeren forklaret divergerende, ligesom forklaringen herom divergerer i forhold til [B]s forklaring om, at myndighederne har opsøgt bopælen 3-4 gange. Ansøgeren har forklaret, at han forud for udrejsen via Skype havde samtaler med sin bror [A] i Østrig om kristendommen, og at det i øvrigt var svært at finde oplysninger herom, fordi Internettet var blokeret, men at han følte sig som kristen allerede, da han udrejste. Ansøgerens forklaring om, hvad det var, der førte til, at ansøgeren allerede før udrejsen valgte at frasige sig sin muslimske tro og tilslutte sig kristendommen har været præget af overordnede betragtninger om, at kristendommen er en mere kærlig og tilgivende religion end Islam, uden at han har været i stand til på en overbevisende måde at forklare om årsagen til trosskiftet, og den indre afklaringsproces han gennemgik i forbindelse med det relativt korte forløb fra, at han hørte om kristendommen fra [A], og til at han betragtede sig selv som kristen. Ansøgeren har endvidere udvist en begrænset viden om den kristne tro og har blandt ikke været i stand til at kende forskel på Fadervor og Trosbekendelsen. Nævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren reelt er konverteret til Kristendommen hverken før eller efter udrejsen fra Iran. Det forhold, at ansøgeren på sin Facebook profil har offentliggjort kristne og regimekritiske budskaber, kan ikke i sig selv føre til, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han derved er kommet i de iranske myndigheders søgelys. Nævnet skal herved bemærke, at det som anført ovenfor ikke kan lægges til grund, at ansøgeren har været opsøgt af myndighederne, eller at han på nogen måde er profileret, idet han ikke har haft konflikter med myndighederne eller været politisk aktiv før sin udrejse. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/140/MME
