Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og fra [byen A], Iran. Ansøgeren var tidlige yari-troende, men er under sit ophold i Danmark konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv oprindeligt henvist til, at hendes ægtefælle i 1983 blev slået ihjel af revolutionsgarden, idet han var medlem af PDK. Efter præsidentvalget i 2009 deltog ansøgeren i en demonstration, og de iranske myndigheder opsøgte efterfølgende ansøgerens og hendes mors bopæl. Videre henviste hun til, at hun i Iran ikke kunne praktisere Yarsan-religionen frit. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive forfulgt af de iranske myndigheder, idet hun i Danmark er konverteret til kristendommen. Til støtte for dette asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hun længe har haft psykiske problemer. I 2010 mødte hun kvinden, [B], og de blev veninder. [B] begyndte at gå i kirke i 2011 og konverterede siden til kristendommen. Fra midten af 2014 til begyndelsen af 2016 fortalte [B] ansøgeren om kristendommen, og hun læste op fra biblen og viste ansøgeren kristne film. Ansøgeren begyndte stille og roligt at tro på det, hun hørte, og hun følte, at hun fik mere fred i sjælen. I [foråret] 2016 begyndte hun at gå i kirke. Fra [foråret] til [efteråret] 2016 deltog ansøgeren i dåbsundervisning, og [i efteråret] 2016 blev hun døbt i [kirken C]. Ansøgeren har et aktivt menighedsliv og deltager i flere kristne arrangementer. I Iran vil hun ikke have mulighed for at fortsætte sit kristne engagement og aktivitetsniveau uden at påkalde sig negativ opmærksomhed fra de iranske myndigheder. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af sagens oplysninger og ansøgerens forklaring ikke, at ansøgerens konvertering til kristendommen kan anses for at være reel. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren først omkring det tidspunkt i 2014, hvor ansøgeren modtog sit andet afslag på humanitær opholdstilladelse, begyndte at interessere sig for kristendommen, og at ansøgeren først siden [foråret] 2016 har gået i kirke. Ansøgeren har ikke på overbevisende måde kunnet redegøre for baggrunden for konversionen og sin indre overbevisning. Ansøgeren har blandt andet henvist til, at der er mange ligheder mellem yarsan og kristendommen, men har alene forklaret om ydre ligheder mellem religionerne, herunder, at der i begge religioner er musik til salmerne og vand ved dåben. Ansøgeren har endvidere forklaret, at hun i Iran praktiserede yarsan, og at det var en smuk religion, men har ikke kunnet give nogen overbevisende forklaring på, hvorfor hun alligevel har frafaldet yarsan. Det forhold, at ansøgeren er døbt, har modtaget undervisning i kristendommen og har været aktiv i forskellige kristne menigheder kan ikke føre til en anden vurdering, da aktiviteterne ikke kan antages at være udslag af en reel religiøs overbevisning. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/139/SOL
