Nævnet meddelte i maj 2018 opholdstilladelse (K-status)] til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra landsbyen [A], Bukan, Iran. Ansøgeren var muslim, men er som 19-årig blevet ateist. Ansøgeren har været medlem af KDPI siden 2013, og han har udført aktiviteter for partiet indtil sin udrejse af Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet, udsat for fysiske overgreb og henrettet af de iranske myndigheder, idet han var politisk aktiv. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han var sympatisør for KDPI siden 2004. I efteråret 2009, da ansøgeren var på vej til Irak, blev han tilbageholdt af myndighederne og bragt for en dommer i forbindelse med sit forsøg på at udrejse illegalt. Ansøgeren blev oplyst, at han havde lavet noget ulovligt og derfor skulle han i fængsel. Han blev dog løsladt mod kaution. Over de næste to år blev ansøgeren 7-8 gange indkaldt til retten i byen Marivan, hvor han enhver gang blev spurgt om årsagen til sin illegale rejse mod Irak, og om han havde forbindelser til nogle partier i Irak. Under sit ophold i Irak i 2013 blev ansøgeren medlem af KDPI, og efterfølgende påbegyndte han at udføre nogle aktiviteter for partiet, som blandt andet bestod i at sprede partiets politik blandt unge personer i sin landsby. I 2015 blev ansøgeren to gange indkaldt til afhøring hos efterretningstjenesten i byen Bukan. Første gang, i foråret 2015, blev han spurgt om han ville samarbejde med efterretningstjenesten i form af, at samle oplysninger om nogle bestemte personer i Irak. Under anden afhøring, som fandt sted i sommeren 2015 blev ansøgeren gjort opmærksom på, at efterretningstjenesten vidste, at han havde et godt netværk iblandt de unge kurdere, ligesom de opfordrede ham igen, at samarbejde med dem. Ansøgeren modtog to telefonopkald fra efterretningstjenesten, hvor han blev spurgt, om han havde oplysninger om nogle politiske aktiviteter. I [efteråret 2015] blev ansøgerens bopæl ransaget, hvor myndighederne beslaglagde hans bærbare computer, nogle bøger om KDPI og en brochure om et KDPI`s partiprogram. Et par dage senere udrejste ansøgeren af Iran. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Herefter finder nævnet det sandsynliggjort, at ansøgeren gennem en årrække har udført aktiviteter og opbevarede regeringsfjendtligt materiale for KDPI, som han er medlem af. Det findes endvidere sandsynliggjort, at han har været søgt hvervet som stikker af efterretningstjenesten men har nægtet dette, hvorefter han har været eftersøgt af myndighederne både før og efter sin udrejse. Det bemærkes endvidere, at ansøgeren i øvrigt har fortsat sine aktiviteter for KDPI efter indrejsen i Danmark. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/137/AZU