Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk tyrker fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ingen religiøs overbevisning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder eller af Basij på grund af sit udseende, sine mange tatoveringer og på grund af, at ansøgeren har talt nedsættende om blandt andet Irans åndelige leder. Endvidere har ansøgeren henvist til, at han frygter at blive straffet, idet han er deserteret fra militærtjeneste. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han fik sin første tatovering, da han var 16 eller 17 år gammel, og at han efterfølgende blev chikaneret af både politiet og Basij som følge af tatoveringerne. Flere af ansøgerens tatoveringer er kristne og jødiske motiver. I fire tilfælde endte ansøgerens konfrontationer med Basij voldeligt. I 2001 tvang ansøgerens far ansøgeren til at melde sig til militæret. Ansøgeren deserterede og fire måneder senere blev han opsøgt af militærpolitiet på sine forældres bopæl. Det lykkedes ansøgeren at undslippe, men dagen efter meldte han sig selv. Ansøgeren afsonede herefter en straf på 21 dages fængsel. Da ansøgeren blev løsladt deserterede han igen. Herefter tog ansøgeren igen ophold på sine forældres bopæl, hvor han fire måneder senere igen blev opsøgt af militærpolitiet. Da ansøgeren ikke var hjemme på tidspunktet, men meldte sig selv dagen efter. Herefter afsonede ansøgeren 40 dages fængsel og erklærede, at han ville aftjene den resterende del af sin militærtjeneste. Efter sin løsladelse deserterede ansøgeren på ny og har ikke siden oplevet problemer som følge af deserteringen. I 2005 eller 2006 blev ansøgeren i to tilfælde idømt 84 piskeslag for indtagelse af alkohol. Dommene blev eksekveret og ansøgeren har ikke siden oplevet problemer på baggrund heraf. Da ansøgeren var 29 år blev han anholdt af politiet, som udsatte ham for fysiske overgreb og fotograferede hans tatoveringer. Ansøgeren fik at vide, at politiet ville fjerne tatoveringerne, såfremt ansøgeren ikke selv gjorde dette. Ansøgeren blev løsladt uden betingelser og har siden da ikke oplevet problemer på baggrund af episoden. I [sommeren eller efteråret] 2015 blev ansøgeren chikaneret af Basij, da han drak alkohol i en park. Konfrontationen endte med, at ansøgeren talte nedsættende om blandt andet Irans åndelige leder. Efter konfrontationen tog ansøgeren ophold hos sin ven Mohammad. Samme aften ringede ansøgerens mor til ansøgeren og fortalte, at Basij havde stormet familiens bopæl. Dagen efter opsøgte Basij igen familiens bopæl. Herefter tog ansøgeren ophold i byen Ardebil, hvor ansøgerens mormor boede. I perioden, hvor ansøgeren boede hos sin mormor opsøgte Basij familiens bopæl yderligere to gange. I slutningen af [efteråret]2015 udrejste ansøgeren til Tyrkiet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konkrete konflikt med Basij, der angiveligt skulle have ført til ansøgerens udrejse, til grund, idet nævnet finder, at forklaringen er utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende på en række punkter. Ansøgeren har således forklaret forskelligt om, hvornår og hvordan han fik at vide, at Basij skulle have ransaget familiens bopæl. Til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 forklarede ansøgeren, at han dagen efter episoden i parken tog hjem, hvor han mødte sin mor, som var meget bange, og som fortalte ham, at Basij-folkene uden tilladelse havde stormet hjemmet. Til asylsamtalen [i foråret] 2017 forklarede ansøgeren derimod, at ansøgerens mor ringede til ham samme aften, som episoden i parken fandt sted, og fortalte ham om ransagningen. Ansøgeren har videre forklaret forskelligt om, hvordan han agerede efter episoden i parken. Til oplysnings- og motivsamtalen forklarede ansøgeren, at han efter episoden overnattede hos en kammerat, hvorefter han næste morgen tog hjem. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at han tog direkte fra kammeraten, hvor han havde overnattet, til sin mormor i Ardebil. Endvidere har ansøgeren forklaret forskelligt om, hvorvidt han forsøgte at gøre konfrontationen i parken med Basij fysisk. Ansøgeren benægtede til oplysnings- og motivsamtalen, at han forsøgte at gøre konfrontationen fysisk, men til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at han forsøgte at hive fat i nakken på et af Basij-medlemmerne. For nævnet har ansøgeren forklaret, at han forsøgte at hive fat i kraven på et Basij-medlem, men at han intet husker herom. Foreholdt at han ikke tidligere har forklaret, at han intet husker herom, har ansøgeren forklaret afglidende. Endelig lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren ikke har omtalt episoden i parken i ansøgningsskemaet, selvom det havde været naturligt henset til, at ansøgeren hævder, at episoden var årsag til, at han valgte at forlade sin familie og udrejse af Iran. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har givet en rimelig forklaring på divergenserne. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren efter hver samtale med Udlændingestyrelsen har fået oversat referatet og har haft bemærkninger hertil. For så vidt angår de tidligere episoder, som ansøgeren har forklaret om, og som ledte til, at ansøgeren i to tilfælde blev idømt 84 piskeslag for alkoholindtagelse, samt de chikanerier og overgreb fra Basij, som ansøgeren i øvrigt har forklaret om, finder Flygtningenævnet, at disse ikke kan føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at episoderne, hvor ansøgeren blev tildelt piskeslag, foregik tilbage i 2004 eller 2005 og må anses som afsluttede forhold, ligesom episoderne hvor ansøgeren skulle være blevet tævet af Basij-folk i kælderen under en moské må anses for afsluttede. Ansøgeren har således forklaret, at han efter den seneste episode blev løsladt med det samme, at der ikke skete yderligere i den forbindelse, og at der ikke skete noget efterfølgende, ligesom der ikke blev stillet betingelser af Basij for, at ansøgeren kunne få lov til at gå. Nævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren for nævnet har forklaret, at han er ven på Instagram med et Basij-medlem, og at Basij-medlemmer, der var venner af ansøgerens brødre, kom på ansøgerens bopæl. Flygtningenævnet finder således efter det forklarede, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans konflikt med Basij på udrejsetidspunktet har været af en sådan karakter og intensitet, at han ved en tilbagevenden til Iran må antages at være i risiko for at blive udsat for asylbegrundende overgreb. Ansøgeren har som asylmotiv også henvist til sine tatoveringer og sit udseende, herunder at tatoveringerne, som bl.a. viser kors, skulle have givet anledning til chikanerier fra bl.a. politiet. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han på grund af sine tatoveringer og sit udseende er i risiko for at blive udsat for asylbegrundende overgreb. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren, der ikke er kristen, fik tatoveret et kors, da han var 16-17 år gammel og siden yderligere tre kors, hvoraf det ene er dækket af andre tatoveringer, og tre davidsstjerner, men at det ikke har givet anledning til alvorligere konflikter. Ansøgeren har således kunnet aftjene værnepligt og har været arresteret af politiet, uden at der er sket yderligere, selv om en politimand, da ansøgeren var omkring 28-29 år, har sagt til ansøgeren, at han ville fjerne et tatoveret kors, hvis ansøgeren ikke gjorde det. Nævnet lægger videre ved vurderingen af betydningen af ansøgerens tatoveringer vægt på, at ansøgeren har forklaret, at Basij ikke kan lide tatoveringer og mener, at tatoverede skal gå med langærmede trøjer. Nævnet lægger endvidere for så vidt angår ansøgerens oplevelser af chikane fra politiet vægt på, at det må indgå i vurderingen, at ansøgeren har forklaret, at han ved en episode havde provokeret politiet, at han var kendt for at være offentligt beruset, og at han i en periode på 8 år har været narkoman. Den omstændighed, at ansøgeren er deserteret fra militæret kan ikke føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren deserterede sidste gang i 2002, og at han ikke har oplevet konsekvenser som følge heraf siden, heller ikke selvom ansøgeren efter sin forklaring jævnligt har været i kontakt med politiet. Nævnet skal i øvrigt henvise til begrundelsen i Udlændingestyrelsens afgørelse. Endelig finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han, som følge af at han – som forklaret for nævnet – ikke længere er islamisk troende, men dog tror på Gud, ved en tilbagevenden til Iran vil komme i et modsætningsforhold til de iranske myndigheder. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han er vokset op i et ikke-religiøst hjem, hvor hans forældre heller ikke er troende, at ansøgeren ikke har haft nogen religion, siden han var 17-18 år, og at han ikke har haft nogen konflikter på den baggrund. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/129/JAH
