Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og født som shia muslim fra Karaj, Albourz, Iran. Ansøgeren har forud for sin udrejse af Iran ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun siden Flygtningenævnets oprindelige afgørelse i sagen [i efteråret] 2015, hvor hun var omfattet af sin mors asylsag, idet hun på tidspunktet for afgørelsen var mindreårig, er konverteret fra islam til kristendommen, og at hun er blevet døbt [i starten af] 2016. Ved en tilbagevenden til Iran frygter ansøgeren at blive slået ihjel af sin far, at hun vil blive straffet af sin mors familie eller, at hun vil blive straffet af de iranske myndigheder, fordi hun er konverteret fra islam til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun begyndte at gå i kirke sammen med sin mor, kort efter at de flyttede til asylcenteret i Humble. I starten var ansøgeren ikke særlig interesseret i kristendommen, men hun følte, at folk var meget venlige og imødekommende i kirken. I løbet af de efterfølgende måneder begyndte ansøgeren at forstå det kristne budskab, og hun begyndte derfor i stigende grad at interessere sig mere for kristendommen som religion. Ansøgeren deltog derefter regelmæssigt i arrangementer i kirken, herunder gudstjenester og undervisning i kristendommen. [I starten af] 2016 blev ansøgeren døbt. Ansøgeren har efterfølgende fortsat deltaget i forskellige arrangementer i den kristne kirke. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Efter ansøgerens forklaring i nævnet [dags dato] lægger flertallet til grund, at ansøgeren indledningsvis følte sig tiltrukket af det fælleskab, der var i kirken, ligesom hun har forklaret, at det oprindeligt var hendes mors beslutning, at de skulle gå i kirke. I lighed med ansøgerens mor begyndte ansøgeren at vise interesse for kristendommen efter Flygtningenævnets afgørelse [i efteråret] 2015. Ansøgeren blev døbt [i starten af] 2016. Ansøgeren har for Flygtningenævnet forklaret: ’’Adspurgt, hvordan det kan være, at ansøgeren ville døbes efter en så kort periode, har ansøgeren forklaret, at hun var ung og nysgerrig. Hun havde lyst til at opleve det. Hun havde hørt, at når man blev døbt, blev man født på ny og renset.’’ På den baggrund finder flertallet ikke at ansøgerens beslutning om at blive døbt kan betragtes som udtryk for nogen indre religiøs overbevisning, men snarere som udtryk for et ønske om at kunne indgå i et fællesskab. Flertallet bemærker endvidere, at ansøgeren i henhold til Dansk Flygtningehjælps indlæg [dateret i sommeren] 2016 har udtalt, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hendes far vil slå hende ihjel. Hun har imidlertid i sin forklaring for Flygtningenævnet [dags dato] forklaret, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil have svært ved at praktisere den kristne tro og vil blive nødt til at lade som om, at hun er muslim, hvilket hun dog ikke vil kunne gøre. Ansøgeren har gentagende gange forklaret, at hun ved en tilbagevenden vil skulle lade som om, at hun er muslim. I betragtning af, at det nu er to år siden, at ansøgeren blev døbt, og under henvisning til det meget korte forløb forud for dåben, finder flertallet herefter efter en samlet vurdering, at ansøgerens oplysninger om at være konverteret ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnets mindretal kan lægge ansøgerens forklaring om sin konvertering til grund. Ansøgeren har udvist betydeligt kendskab til den kristne tro og har forklaret herom – også selvom dåben er sket kort tid efter Flygtningenævnets afslag [i efteråret] 2015 til moren. Ansøgeren har imidlertid oplyst under nævnsmødet [dags dato], at hun ikke finder at kunne praktisere sin kristne tro i Iran af hensyn til hendes meget troende muslimske mormor. Der er derfor ikke konkrete holdepunkter for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet kan forventes at udføre religiøse handlinger, som vil bringe hende i risiko for at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Iran/2018/12/HHU
