Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig iransk statsborger.. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder fra[…], der er beliggende i Ilam-provinsen, Iran. Ansøgeren har vedrørende sin trosretning oplyst, at han oprindelig var shia-muslim, men i 2010 konverterede til Bahai-trosretningen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer eller været politisk aktiv. Ved en tilbagevenden til Iran frygter ansøgeren de iranske myndigheder, fordi han er konverteret fra shia-islam til Bahai-trosretningen og bliver betragtet som frafalden muslim. Ansøgeren har til sagen oplyst, at han fra 2008 til 2010 gjorde tjeneste i det iranske militær. Mod slutningen af militærtjenesten medvirkede ansøgeren i en satirisk video, hvori der blev gjort grin med det iranske styre. Videoen er offentliggjort på youtube. Efter at have færdiggjort sin militærtjeneste i 2010 fik ansøgeren arbejde i byen Bandar Abbas, hvor han blev introduceret til Bahai-trosretningen af en mand ved navn [A], som arbejdede sammen med ansøgeren. Ansøgeren havde hørt [A] gøre grin med islam og tog kontakt til [Al] der fortalte, at han var Bahai. [A] gav ansøgeren materiale om Bahai-trosretningen, herunder om trosretningens grundlægger Hazrat Bab og en bog om bevægelsens opståen. Ansøgeren besluttede sig i slutningen af 2010 for at konvertere og begyndte herefter at praktisere sin nye religion. I 2013/2014 blev ansøgeren smidt ud fra universitetet, efter at han i et skema havde angivet sin religion som Bahai. Efterfølgende blev ansøgeren ansat i en bank. Efter nogle måneder måtte ansøgeren dog stoppe med at arbejde i banken, efter at han på arbejdet havde fortalt om sin religion. I august 2015 sad ansøgeren på en café i hjembyen, da han overhørte nogle personer tale dårligt om Bahai. Han sagde til de pågældende, at de ikke vidste, hvad de talte om. Han fortalte i den forbindelse, at han var Bahai. Herefter tog han ud til en ven. Den næste morgen blev ansøgeren ringet op af sin svoger, som fortalte, at efterretningstjenesten havde været på ansøgerens bopæl og konfiskeret ansøgerens computer og nogle bøger om Bahai. Svogeren sagde endvidere, at en ven i efterretningstjenesten havde fortalt ham, at efterretningstjenesten ville slå ansøgeren ihjel, idet tjenesten mente, at ansøgeren var spion for Israel, hvor Bahai-trosretningen har centrum. Ansøgeren forlod hjembyen samme dag og udrejste kort efter af Iran. Efter indrejsen i Danmark har ansøgeren været aktiv for Bahai-trosretningen og delt materiale på Facebook. Han har herudover deltaget i en politisk demonstration foran den iranske ambassade i Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om de påberåbte asylbegrundende forhold opstået i Iran forud for udrejsen af Iran til grund. Nævnet finder, at ansøgerens forklaring om, at han til trods for sit angivelige tilhørsforhold til Bahai-troen siden 2010 ikke tog forholdsregler i Iran, fremstår utroværdig. I lighed med Udlændingestyrelsen finder nævnet således, at det navnlig ikke fremstår troværdigt, at ansøgeren på trods af, at han angiveligt havde fået at vide, at han ikke kunne fortsætte sine studier på universitetet, fordi han tilhørte Bahai-troen, og var blevet afskediget fra sin stilling i en bank, indledte en diskussion med nogle gæster på en café om Bahai-troen. Når dette sammenholdes med, at ansøgeren ikke i asylskemaet har oplyst om dette for asylmotivet helt centrale forhold og for den efterfølgende opsøgning af myndighederne kort forud for udrejsen af Iran, må nævnet forkaste ansøgerens forklaring. Spørgsmålet er herefter, om der foreligger omstændigheder, der indebærer, at ansøgeren efter ankomsten til Danmark har opnået behov for international beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7. Flygtningenævnets flertal finder ikke, at den omstændighed, at ansøgeren blandt andet på sin – efter ankomsten til Danmark oprettede – Facebookprofil har beskæftiget sig med Bahai-relaterede forhold, i sig selv kan føre til, at ansøgeren har sandsynliggjort et sådant behov. Flertallet har herunder lagt vægt på, at materialet tilknyttet Facebook-profilen ikke i sig selv har en sådan karakter, at det ville kunne indebære en risiko for ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran, hvis de iranske myndigheder havde kendskab til indholdet. De øvrige oplysninger om ansøgerens aktiviteter i Danmark, herunder ansøgerens deltagelse i en demonstration ved den iranske ambassade [i begyndelsen af] j2018 og youtube visningen heraf, samt de øvrige oplysninger om ansøgerens forhold, herunder navnlig ansøgerens medlemskab af Bahai-samfundet i Danmark og oplysningen om, at ansøgerens bror har opnået asyl i [et europæisk land], kan heller ikke hverken vurderet for sig selv eller samlet føre til, at ansøgeren herved er blevet således profileret i forhold til de iranske myndigheder, at han har behov for beskyttelse efter udlændingelovens § 7 ud fra et sur place-motiv. Det kan heller ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren angiveligt har optrådt i en satirisk video fra 2008/2009, der er tilgængelig på youtube. Flygtningenævnets flertal finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran 2018/115
