Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og har oplyst, at de i Danmark er konverteret til kristendommen, fra [landsby], [by], Kermanshah, Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet af myndighederne, fordi hans far har været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har videre henvist til, at han i Danmark er konverteret til kristendommen. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive fængslet af myndighederne grundet hendes ægtefælles konflikt. Den kvindelige ansøger har videre henvist til, at hun frygter at blive fængslet, idet hun er konverteret til kristendommen. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at hans far var politisk aktiv, hvilket ansøgeren blev bekendt med, da de iranske myndigheder ransagede ansøgerens bopæl [i foråret] 2011. Ansøgeren ved intet om hans fars politiske aktiviteter. Myndighederne spurgte efter ansøgerens far, og de sagde, at ansøgerens far var politisk aktiv for KDP. Ansøgerens far var på arbejde i en frugtplantage, og ansøgeren ringede til ham og sagde, at myndighederne ledte efter ham. Ansøgerens far flyttede herefter fra bopælen, men ansøgeren ved ikke, hvor hans far flyttede hen. Ti dage efter, at myndighederne havde opsøgt bopælen første gang, opsøgte de på ny ansøgerens bopæl. Myndighederne spurgte igen efter ansøgerens far. 20 til 30 dage herefter blev ansøgerens bopæl på ny opsøgt af myndighederne. Ansøgeren var ikke hjemme. Herefter tog ansøgeren sammen med sin mor og søskende hen til deres frugtplantage, hvor de plejede at bo om foråret og sommeren. [I sommeren] 2011 blev deres telt omringet af personer fra myndighederne. Det lykkedes ansøgerens far at komme væk, men ansøgerens lillesøster blev skudt, hvorefter hun omkom. Den kvindelige ansøger opholdt sig på dette tidspunkt hos sin mor. [I sommeren] blev ansøgerens lillesøster begravet. Under begravelsen var der tre biler som tilhørte myndighederne. Ansøgeren flyttede efterfølgende tilbage til deres bopæl i [landsby]. Omkring to og en halv måned efter, at ansøgerens lillesøster var blevet slået ihjel, blev ansøgerens bopæl igen opsøgt af myndighederne, og denne gang blev ansøgeren anholdt. Ansøgeren blev sigtet for at samarbejde med KDP samt at han havde spredt rygter om, at myndighederne havde slået hans søster ihjel. Ansøgeren blev tilbageholdt i fem dage, hvor han blev udsat for fysiske overgreb. Myndighederne ville have ansøgeren til at fortælle, hvor hans far opholdt sig. Til sidst accepterede ansøgeren at underskrive et dokument, hvoraf fremgik, at han accepterede at samarbejde med myndighederne. Ansøgeren skulle hjælpe myndighederne med at finde hans far, og hvis han gjorde det, så ville sigtelserne mod ansøgeren blive droppet. Ansøgeren blev løsladt [i efteråret] 2011. Ansøgeren fik nogle dage til at finde sin far, og såfremt ansøgeren ikke havde fundet ham, ville myndighederne anholde ansøgeren igen. [I efteråret] 2011 udrejste ansøgerne i besiddelse af deres egne ægte nationalitetspas legalt af Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen del af den mandlige ansøgers forklaring om sin konflikt med de iranske myndigheder til grund, idet hans forklaring på centrale punkter forekommer divergerende og utroværdig. Den mandlige ansøger har således til oplysnings- og motivsamtalen [i slutningen af 2015] forklaret, at første gang agenter fra den iranske republik henvendte sig på hans bopæl for at anholde hans far, var ansøgeren ikke hjemme, idet det kun var ansøgernes mor og brødre, der var hjemme. Til asylsamtalen [i sommeren 2016] og under nævnsmødet forklarede den mandlige ansøger derimod, at han, hans ægtefælle, mor, to brødre og hans søster, [A], var hjemme, og at ansøgeren ringede til faren og fortalte, at myndighederne ledte efter ham. Ansøgeren forklarede endvidere til oplysnings- og motivsamtalen, at han var hjemme sammen med sin mor, da myndighederne kom anden gang cirka ti dage senere, men at han ikke var hjemme, da de kom tredje gang cirka 20 til 30 dage senere. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren imidlertid – og fastholdt – at han var hjemme første gang myndighederne kom til bopælen, og at han ikke var hjemme anden og tredje gang, mens han for nævnet har forklaret, at han også var hjemme anden gang. Ansøgeren har videre til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at faren flygtede fra bopælen og tog til familiens frugtplantage i [landsby]. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren derimod, at han ikke præcist vidste, hvor faren flygtede hen, og at hverken han eller familien vidste, hvor faren gemte sig. Ansøgeren har endvidere til asylsamtalen forklaret, at faren godt kunne finde på at kigge forbi familiens bopæl, men at ansøgeren aldrig så ham, mens ansøgeren under nævnsmødet forklarede, at han ikke havde noget kendskab til, om faren kom forbi familiens bopæl. Ansøgeren har videre forklaret divergerende om, hvor mange myndighedspersoner, der kom til teltet i frugtplantagen. Ansøgeren har således til asylsamtalen forklaret, at der var cirka ti personer, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han ikke så, hvor mange der var, idet det var mørkt. Nævnet finder endvidere, at det er påfaldende, at myndighederne den morgen, hvor de kom til teltet i frugtplantagen og angiveligt skød lillesøsteren, forlod stedet, uden at det lykkedes at anholde faren, henset til, at myndighederne overraskede familien sovende. Nævnet finder hertil, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren ikke blev anholdt ved denne lejlighed, henset til, at han ved den senere anholdelse blev beskyldt for ulovlige politiske aktiviteter. Nævnet har endelig lagt vægt på, at den mandlige ansøgers familie efter hans forklaring ikke har oplevet problemer med myndighederne efter hans udrejse. Den mandlige ansøger har således ikke sandsynliggjort, at han ved udrejsen var forfulgt af de iranske myndigheder. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv i relation til konflikten med myndighederne. Med henvisning til det ovenfor anførte finder nævnet heller ikke, at den kvindelige ansøger har sandsynliggjort, at hun på grund af ægtefællens forhold står i et modsætningsforhold til de iranske myndigheder. Nævnet finder herefter ikke, at der er baggrund for at udsætte sagen med henblik på indhentelse af akter fra UNHCR. Flygtningenævnets flertal kan heller ikke lægge ansøgernes forklaring om deres asylmotiv i relation til konversionen til kristendommen til grund. Flertallet har herved lagt vægt på, at begge ansøgere har svaret afglidende og udetaljeret på, hvad der har påvirket dem ved kristendommen, og hvad den betyder for dem. Flertallet finder således ikke, at ansøgerne har været i stand til på overbevisende måde at redegøre for deres refleksioner over motivet for og konsekvenserne af konverteringen. Det forhold, at den mandlige ansøger har været i stand til at besvare en række spørgsmål om kristendommen, hvilket imidlertid ikke har gjort sig gældende for den kvindelige ansøger, at de er blevet døbt i Danmark samt, at der er fremlagt erklæringer om deres deltagelse i gudstjenester og kristendomsundervisning kan herover ikke føre til et andet resultat. Flertallet bemærker i den forbindelse, at den kvindelige ansøger til asylsamtalen tre måneder efter, at hun var blevet døbt, forklarede, at der ikke var nogen forskel på yarsan-troen og kristendommen, og at den mandlige ansøger til sin asylsamtale ligeledes tre måneder efter hans dåb, forklarede, at ”Gud er selve Jesus”. Flertallet finder således, at der er tale om et konstrueret asylgrundlag. Der er på denne baggrund ingen grund til at tro, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Iran har behov for eller ville leve et åbent kristent liv med risiko for, at de iranske myndigheder eller andre blev bekendt med deres konversion. Flertallet finder således sammenfattende, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/102/SHH
