Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og kristen fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at de iranske myndigheder henretter ham, fordi han er konverteret fra islam til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev præsenteret for kristendommen af sin ven [A] i slutningen af 2014. Efterfølgende gik han i hjemmekirke i tre til fire måneder, inden han [i foråret] 2015 konverterede til kristendommen. Efterfølgende delte ansøgeren kristent materiale ud sammen med sin bror [B] og [A] tre til fire gange. [I efteråret] 2015 blev [A] under en uddeling anholdt af myndighederne, hvorfor ansøgeren og [B] valgte at flygte. De tog ophold hos deres ven [C] i tre dage. [Tre dage efter anholdelsen] ransagede det iranske politi ansøgerens families bopæl. De beslaglagde hans bærbare computer, en bibel, en bog omhandlende kristendommen og en plasticpose med kristne cd’er. I Danmark går ansøgeren i kirke, og han blev [i foråret] 2016 døbt i Fjerritslev Frikirke. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har under nævnsmødet påvist en ringe faktuel viden om kristendommen, han har ikke nærmere kunnet begrunde, hvad der tiltrak ham ved kristendommen og har ikke på egen foranledning kunnet demonstrere nogen tilknytning til kristendommen. Den forklarede konversion i Iran synes ikke at have nogen sammenhæng med ansøgerens kulturelle eller uddannelsesmæssige baggrund. Ansøgeren har forklaret divergerende på væsentlige punkter om sit asylmotiv, herunder hvor mange gange han så filmen sammen med [A] og hans bror, hvilket sprog filmen var på, og hvor han fik en bibel af [A]. Han har ikke på en selvoplevet måde kunnet forklare, hvorledes huskirken var indrettet og har først under nævnsmødet forklaret, at der i huskirken var et kors, hvilket han har benægtet under samtalerne med Udlændingestyrelsen. Ansøgeren og hans bror har forklaret forskelligt om, hvor mange gange deres hjem efterfølgende blev ransaget. Det findes usandsynligt, at ansøgeren ringede til [A], i forbindelse med dennes anholdelse, på grund af muligheden for at spore eventuelle medskyldige, og at politiet i forbindelse med ransagningerne kun skulle have taget de bærbare computere og ikke den stationære computer. Ved vurderingerne har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren efter det oplyste har 12 års skolegang. På baggrund af ovenstående, da ansøgeren under mødet for nævnet har svaret ukonkret og afglidende, og da forklaringen ikke fremstår selvoplevet, tilsidesættes ansøgerens forklaring. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være forfulgt efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i en reel og individuel risiko for overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/98/EMU
