iran201793

Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
Ansøgeren er etnisk kurder og shia muslim fra Eslamabad Gharb, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi hun har haft et seksuelt forhold til sin kæreste, uden at være gift med ham, ligesom hun frygter sin familie, idet de vil slå hende ihjel for at beskytte familiens ære. Ansøgeren mødte sin kæreste, [A], i [vinteren] 2011. Efter at have kendt hinanden i omkring et år, anmodede [A] om ansøgerens hånd. Ansøgerens far afviste ægteskabstilbuddet med henvisning til, at [A] var yarsan af trosretning. Ansøgeren er vokset op i en meget religiøs familie, og hendes forældre er praktiserende shia muslimer. I perioden 2012 til 2015 friede [A] i alt fire gange. Alle gange blev ægteskabstilbuddet afvist på grund af [As] tro. Efter [As] andet frieri havde ansøgeren og [A] et seksuelt forhold. Dette foregik hjemme hos [As] ven, [B]. I [foråret] 2013 opdagede ansøgerens bror, at hun talte i telefon med [A]. Ansøgeren blev slået og fik udgangsforbud, og broren ringede og truede [A] på livet. I 2014 blev det arrangeret, at ansøgeren skulle giftes med sin fars fætter. Ansøgeren nægtede dette og forsøgte at begå selvmord. I [efteråret] 2015 ringede [A] og fortalte, at han var i konflikt med myndighederne, hvorefter de udrejste sammen. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun har haft et seksuelt forhold udenfor ægteskab til [A], til grund. Flertallet har herved navnlig lagt vægt på, at det findes usandsynligt, at ansøgeren – blandt andet i en boghandler og i en bil – kunne mødes med [A] meget jævnligt, herunder have et seksuelt forhold, i en mindre by igennem en periode på omkring to år uden at det blev opdaget af ansøgerens familie eller af nogen, der underrettede familien. Flertallet bemærker herved, at [As] familie ifølge forklaringerne i denne periode besøgte ansøgerens familie tre gange med henblik på hans indgåelse af ægteskab med ansøgeren – hvilket måtte føre til øget agtpågivenhed fra ansøgerens familie – og at ansøgerens familie ifølge ansøgerens forklaring var stærkt religiøs og generelt meget kontrollerende over for hende. Af samme grund finder flertallet det usandsynligt, at ansøgeren forsatte med at se [A] i en periode på omkring to år, efter at ansøgerens familie opdagede forholdet. Flertallet har ved vurderingen af sandsynligheden af det af ansøgeren beskrevne begivenhedsforløb henset til de meget alvorlige konsekvenser, ansøgeren risikerede ved at etablere og opretholde forholdet i den lange periode. Flertallet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2017/93/HHU